Your browser (Safari 1.0) is more than 3 years old.
We recommend that you upgrade to the latest version. Otherwise we cannot guarantee that all functionality on Computerworld it-jobbank will work correctly.

SAP Business Intelligence teknisk udvikler til Cyberdivisionen i Ballerup
Vil du være med til at udvikle og sikre Forsvarets fremtidige BI-løsninger – og sætte retningen for, hvordan data understøtter bedre beslutninger?
Forsvaret står midt i en spændende digital udvikling, hvor data og digitalisering får stadig større betydning. Vi søger derfor en nysgerrig og engageret SAP Business Intelligence teknisk udvikler, som vil være med til at drive, udvikle og modernisere vores BI-platform.
Du får en central rolle i udviklingen af Forsvarets Business Intelligence-funktion og kommer til at arbejde med både den eksisterende platform og de teknologiske muligheder, der skal bringe os videre.
Om os
Cyberdivisionen i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse har ansvaret for at drive, vedligeholde og udvikle Forsvarets IT samt understøtte digitaliseringen på tværs af Forsvarsministeriets koncern.
Vi er omkring 720 medarbejdere – cirka en tredjedel militære og to tredjedele civile – og er dermed blandt de større IT-organisationer i den offentlige sektor.
Du bliver en del af DeMars Business Intelligence-sektionen, som består af 6 fastansatte medarbejdere og derudover eksterne IT-konsulenter.
Vi arbejder i opgaveorienterede teams, hvor medarbejderne har stor indflydelse på, hvordan opgaverne løses og prioriteres. Vi lægger vægt på faglighed, videndeling og et stærkt samarbejde på tværs.
Om stillingen
Hjørnestenen i vores BI-landskab er en Enterprise Data Warehouse-løsning, baseret på SAP BW/4HANA, mens frontend blandt andet håndteres gennem SAP Business Objects. Vi anvender desuden Celonis og arbejder med nye muligheder inden for analytics.
Forsvaret er samtidig på en rejse mod SAP S/4HANA, som vil få betydning for vores fremtidige data- og BI-landskab.
Du kommer blandt andet til at:
- Udvikle og vedligeholde vores SAP-baserede BI-løsninger
- Arbejde med backend, data og tekniske løsninger
- Planlægge og gennemføre udviklingsopgaver og projekter
- Bidrage til arkitektur, dokumentation og teknisk governance
- Rådgive, samarbejde og dele viden med kolleger og leverandører.
Du får ansvar for egne opgaver og projekter og mulighed for, at være med til at sætte den teknologiske retning.
Om dig
Vi forestiller os, at du har en videregående uddannelse inden for eksempelvis IT, teknologi, økonomi, HR eller et andet relevant område.
Det vigtigste er ikke, hvad din uddannelse hedder, eller om du kan alle vores teknologier fra starten. Vi lægger især vægt på, at du:
- Har en god teknisk og analytisk forståelse
- Arbejder selvstændigt og struktureret
- Er nysgerrig og motiveret for at lære nyt
- Kan omsætte komplekse problemstillinger til brugbare løsninger
- Trives med ansvar og samarbejde.
Erfaring med SAP BI, BW/4HANA, Business Objects, SAP Analytics, Celonis, AI, machine learning eller generel BI er en fordel, men ikke et krav. Dertil vil det være en fordel, men ikke et krav, hvis du tidligere har deltaget i en SAP-transformations proces. Det vigtigste er dit drive for at lære og omsætte ny viden til praksis.
Du skal kunne formulere dig flydende på dansk i skrift og tale, samt kunne læse og forstå teknisk engelsk.
Ansættelsesvilkår
Er du akademiker ansættes du i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten).
Hvis du har en kontoruddannelse eller en anden relevant uddannelse ansættes du i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er i Ballerup.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning
Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionschef Jens Roselio Nordahn på telefon 2422 5248.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Mia Backhausen på telefon 3266 5574.
Ansøgningsfristen er den 27. oktober 2026 og samtaler forventes afholdt løbende.
Stillingen er til besættelse den 1. januar 2027.
Du søger stillingen via linket, og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på, at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Cyberdivisionen
Cyberdivisionen er Forsvarsministeriets samlede it-organisation og er forankret i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI). Divisionen har ansvaret for at sikre stabil og sikker it-drift samt understøtte digitalisering på tværs af hele koncernen – både nationalt og internationalt.
Cyberdivisionen arbejder med alt fra drift og support af it-systemer til udvikling af digitale løsninger og styrkelse af cyber- og informationssikkerhed. Samtidig spiller divisionen en central rolle i at beskytte Forsvarets systemer og data mod digitale trusler og sikre, at it-understøttelsen fungerer – også i krise- og krigssituationer.
