It-karriereØvrige

Derfor skal du ikke tjekke din ar­bejds­mail i ferien

Har du svært ved at holde fingrene fra touchskærmen på ferien? Hvis ja, er det måske en god idé at læse med her.

Du har den på dig hele tiden – altså, din smartphone – og det er nemt lige at tjekke arbejdsmailen eller svare på en arbejdsrelateret SMS, så snart en ledig stund opstår på ferien. Men det er bare ikke altid godt for dig. I hvert fald ikke hvis du skal have noget positivt ud af din ferie.

Mobilen gør os utilstrækkelige

Konstant at tjekke sin mobil og læse sine arbejdsmails i ferien er tit en usund vane. En vane, der i sidste ende gør dig utilstrækkelig, lyder det ifølge arbejdsmarkeds- og stressforsker ved Aalborg Universitet, Einar Baldvin Baldursson, i et interview til Søndagsavisen.

»Telefonen skaber et liv, hvor vi aldrig fuldt er tilstede. Vi kan ikke både have vores opmærksomhed rettet mod telefonen og samtidig have den udelt til rådighed for andre opgaver,« fortæller han.

Forbudt i Frankrig

Faktisk har Frankrig allerede taget konsekvensen af, at mobilen, hvis ikke man er varsom, nemt kan komme til at invadere din fritid med arbejdsmails, så du ikke får mulighed for at holde fri, selvom du har fri. Her har man nemlig direkte forbudt ved lov, at arbejdsgiverne må udsende arbejdsmails, efter lønmodtagerne har stemplet ud fra jobbet. Dette sker for at give de ansatte i Frankrig krav på elleve timers hvile uden forstyrrelser og dermed undgå, at folk får stress.

Reglerne i Frankrig er blevet vedtaget med hjælp fra landets meget stærke fagforeninger, der i forvejen har forhandlet arbejdsugen ned på kun 35 timer.

Om vi har brug for samme regler i Danmark er uvist, men et højt antal stressramte samt en stigende grad af ansatte, der får stukket en betalt arbejdsmobil i hånden, så de kan være til rådighed udover de 37 timer, kunne tyde på det.

Og måske ville det også for danske virksomheder være en fordel, hvis man ikke forfulgte sine medarbejdere i fritiden, men i stedet satsede på kvalitet frem for kvantitet fra sine medarbejdere.

Vi bliver som Tigerdyret på ferien

Forsker Einar Baldvin Baldursson sammenligner nemlig den mobiltjekkende feriegæst med det elskede Tigerdyr fra Peter Plys-fortællingerne, når han definerer den grad af mentalt fokus, der kan mønstres hos feriegæsten, der svarer på arbejdsmails.

Tigerdyret er som bekendt meget energisk, men desværre ikke særlig koncentreret om sine ting i særlig lang tid ad gangen. Og det er det samme med os på ferien:

»Mentalt hopper og springer vi, vender og drejer os, skal se det hele og er dermed aldrig fuldt til stede,« forklarer han og fortsætter:

»Det vil sige, at man ikke får noget ud af nogen af delene. Dermed opstår fornemmelsen af ikke at slå til. Som menneske oplever man sig selv som utilstrækkelig,« fortæller han og går videre.

»At tage mobilen med på ferie er altså en opskrift på en forlænget og forstærket følelse af utilstrækkelighed,« forklarer han og fastslår dermed, at det bestemt ikke er en god idé at tjekke arbejdsmails i ferien.

Derfor bør du holde nallerne fra mobilen

At tage arbejdet med på ferien kan altså give os en følelse af ikke at slå til.

Men ikke nok med det, så er det arbejde, vi prøver at udrette fra solstolen, ofte også noget juks. Det er din chef og arbejdskolleger nok næppe interesseret i at modtage – så hold mobilen slukket.

Lige meget hvor meget du prøver, vil der altid være mere arbejde, der kunne laves. Men kroppen og hjernen skal have et pusterum, og det er det, ferien er til for. Bruger du i stedet din ferie på at være halvt på arbejde, kommer din hjerne aldrig ned i gear, og det er en dårlig spiral for dig selv og dine omgivelser.

5 gode grunde til at slukke for mobilen:

  1. Du er mere tilstede
  2. Hjernen slapper af
  3. Du bliver mere koncentreret
  4. Du bliver mere åben for nye input
  5. Du reducerer risikoen for at føle dig utilstrækkelig