Øvrige

Er Big Data uhyg­ge­ligt?

Big Data er vokset enormt og bliver brugt af adskillige organisationer verden over. Dog har en undersøgelse vist, at flere personer finder brugen af data, de har genereret, uhyggelig. Kunne det blive et problem?

Et begreb, jeg som ung it-studerende er blevet kørt igennem, er Big Data. Der bliver brugt adskillige ressourcer på at få os til at tænke i Big Data og forstå de muligheder, der ligger i det.

Jeg går ud fra, at de fleste, der læser dette, har en forståelse for Big Data, men for en sikkerheds skyld vil jeg kort opsummere betydningen af konceptet. Big Data dækker over indsamling, opbevaring og udnyttelse af data. I vores tid med smartphones, tablets og laptops genererer alle en god portion data. Ved at samle data fra millioner af brugere kan man danne mønstre, der blandt andet kan bruges til at forstå brugeradfærd, udvikle produkter og skabe strategier.

Et kendt eksempel på dette er Amazons koncept: anticipatory shipping. Idéen er, at de gennem analyse af enorme mængder data kan forudsige, hvad deres kunder vil købe og sender dem et produkt, før de selv har købt det. Det lyder måske umuligt, men Big Data gør det muligt.

På grund af eksempler som Amazon er Big Data naturligvis noget, som virksomheder gerne vil kigge nærmere på. Der er sågar firmaer som Flurry, hvis funktionalitet udelukkende drejer sig om analyse af data fra apps som Snapchat og Skype. Analyser, der giver deres partnere basis for at optimere deres produkter eller services. Data i store mængder er værdifuldt og er fundamentet for adskillige organisationer.

Brugerne og Big Data

Alt i alt lader Big Data til at være et koncept der er kommet for at blive. Men kunne der være et problem i forholdet mellem dem, der genererer data, og dem, som anvender data?

En undersøgelse foretaget af bland andet Irina Shklovski, professor på ITU, viser, at der kunne være et problem med en del af Big Data. Nemlig brugerne. Undersøgelsen præsenterede 52 forsøgspersoner for den mænge data, der blev gemt og analyseret af diverse firmaer igennem deres apps. Alle deltagere bortset fra to fandt brugen af data, de havde genereret, ubehageligt, og 15 procent af dem mente, det burde være enten ulovligt eller meget bedre reguleret.

15 procent af 52 personer er naturligvis ikke en stor mængde, men lad os forestille os, at 15 procent af Snapchats brugere fik den indsigt, som forsøgspersonerne fik og blev skræmt fra at bruge app’en. I det tilfælde ville der være tale om flere millioner brugere, hvilket må siges at være en del.

Jeg er som person helt og aldeles for Big Data og har intet imod, at den data, min telefon genererer, bliver brugt til diverse formål. Men man kunne overveje, om man kunne komme et eventuelt problem i forkøbet ved at have en større gennemsigtighed om, hvilken data man bruger, og hvad den bliver brugt til.

Jeg tror frygten for det skyldes manglende indsigt, end det skyldes foragt for konceptet. Hvis man som bruger eksempelvis har downloadet et en app med madopskrifter, kan jeg da godt forstå, det virker underligt, at den app opfanger og gemmer diverse data, og at man bliver en smule skræmt, når man bliver præsenteret for det.

Umiddelbart tror jeg ikke det scenarie, jeg præsenterede med Snapchat, kunne finde sted, men der er alligevel et stort fokus på overvågning efter NSA-sagen, så det er vel ikke utænkeligt, at nogle misforståelser kunne blæse Big Data op til noget negativt. Om ikke andet kan det vel ikke skade at huske på, at Big Data for nogle giver et vist ubehag.

it-blog.dk er en del af it-jobbank.dk og fungerer som en platform, der giver plads til meninger og holdninger fra eksterne skribenter. it-jobbank deler ikke nødvendigvis de synspunkter og holdninger, som vore gæsteskribenter vælger at dele.

Læs også