Øvrige

Kar­ri­e­re­vej: iOS vs. Android

Smartphone-industrien er vokset og har genereret en branche med mange jobmuligheder. Men skal man vælge iOS eller Android? Apple eller Google? Ønsker man at arbejde med smartphones, er der fordele og ulemper ved begge valg.

I den professionelle verden kan valget mellem Android og iOS være svært. Er man en udvikler, der vil arbejde med apps, kan valget mellem specialisering i enten Android- eller iOS-udvikling hurtigt blive svært. Skal man udvikle en app til sin virksomhed, og det ikke er muligt at bruge begge platforme, skal man tage valget om, hvilken der skal bruges.

Men hvordan ved man, hvilket smartphone-styresystem man skal vælge?

Markedsandel og profit

Det er ikke et nemt valg, hvilket blandt andet kan ses, når man kigger på Androids del af markedet. Formålet med at lave en app kan være forskelligt, men man kan gå ud fra, at succeskriteriet for de fleste apps kan måles på, hvor mange der bruger den. Jo flere, des bedre.

Ser man udelukkende på mængden af brugere, eller potentielle brugere, kunne man fristes til at konkluderer, at Android er det rigtige valg. Hvor cirka 15 procent af smartphones verden over bruger iOS som styresystem, sidder Android på 74 procent af markedet. Det gør, at der selvfølgelig er flere downloads af Android-baserede apps, og at man skulle tro, der er flere penge i Android.

Dog er der flere faktorer, som spiller ind i den ligning, hvor en af de mest markante er, at iOS-apps genererer en markant større profit. Det skyldes blandt andet, at iOS-brugere generelt er villige til at smide flere penge efter apps end Android-brugere.

Kigger man på udviklingen af Android-brugere de sidste par år, kan man se, at deres markedsandel er steget år for år, hvilket kunne udfordrer iOS på profitten i fremtiden, men for nu står det klart, at Android har de fleste brugere, imens iOS genererer et større overskud.

Lukkede og åbne systemer

En anden forskel på systemerne er, at Android er et åbent system, imens iOS er lukket. Hvor Android bruges på mange forskellige smartphones, og derved tilbyder en større variation af produkter, kører iOS kun på Apples egne produkter.

Hvis du ikke bruger iPhone, kan du ikke bruge iOS som smartphone-styresystem. Omvendt tilbyder iOS integration imellem deres produkter, hvis funktioner er pålidelige og giver et sammenspil mellem deres produkter, hvilket på sin vis opfordrer en iPhone-bruger til at købe en Mac eller en iPad frem for andre lignende produkter.

Restriktioner

Skal man som udvikler have en app ind på Apples Appstore, skal den først godkendes, hvilket kan tage et stykke tid. Her er Android mere åben og lader apps komme ind på Google Play relativt nemt. Det gør det naturligvis mere besværligt at lægge en app på Appstore. Omvendt har Appstore et større filter, hvilket betyder, at standarderne for iOS-applikationer er mere strømlinede.

Valget

Så hvilken af de to teknologier skal man vælge? Jobmulighederne inden for både iOS og Android er mange. Hvad enten man er designer, udvikler, eller noget helt tredje, er der muligheder. Det er sandsynligvis grunden til, at mange app-udviklingshuse tilbyder både udvikling i iOS og Android.

Smartphone-markedet vokser, og der er på nuværende tidspunkt behov for både iOS- og Android-kyndige. Men er man i tvivl om, hvilket system man vil arbejde med, kan man starte med at kigge på, hvad de hver har af muligheder og begrænsninger.

iOS:

  • Brugere med et større forbrug – faldende markedsandel
  • Lukket system
  • Integration imellem en lille håndfuld produkter
  • Restriktioner for frigivelse af apps

Android:

  • Flest mulige brugere – stigende markedsandel
  • Åbent system
  • Mange forskellige produkter
  • Ingen restriktioner for frigivelse af apps

it-blog.dk er en del af it-jobbank.dk og fungerer som en platform, der giver plads til meninger og holdninger fra eksterne skribenter. it-jobbank deler ikke nødvendigvis de synspunkter og holdninger, som vore gæsteskribenter vælger at dele.

Læs også