Øvrige

Velkommen til den digitale verden

Virtual reality (VR) er en branche, der har oplevet kraftig vækst de seneste år. Virksomheder verden over har investeret milliarder i konceptet, og de første personlige VR-maskiner er allerede på markedet. Men er VR fremtiden eller bare en dille, som vil gå over?

For en uges tid siden havde jeg fornøjelsen at prøve den omtalte VR-maskine, Ocolus Rift, udviklet af virksomheden Ocolus VR. Jeg fik spændt maskinen for mine øjne, indstillet den til mit syn, blev præsenteret for spillet, og så var det ellers i gang. Og det var intet mindre end imponerende.

Det var ikke bare som at spille på en skærm. Det føltes som om, jeg var der. Hoppede jeg i spillet, føltes det som om, min krop hoppede, løb jeg, fik jeg fornemmelsen af fart. Det hele var så virkeligt, at jeg i en kort stund glemte, at jeg ikke løb rundt i en skov, men sad på en stol i et mødelokale på mit universitet.

Ocolus Rift har imponeret mig, og jeg er ikke den eneste, der har det sådan. Adskillige virksomheder og privatpersoner har investeret og støttet udviklingen af maskinen, fordi de ser dens potentiale.

Maskinen er for nyligt blevet opkøbt af Facebook for cirka 2 milliarder dollars. Facebook-stifter, Mark Zuckerberg, udtaler selv, at maskinen er opkøbt med henblik på at forbinde folk på en hidtil uset måde. Og visionen for maskinens brugsområde er ikke kun inden for computerspil, men også inden for undervisning, oplevelser, sociale medier og sågar en tur til lægen.

Forestil dig historieundervisning, hvor man kan tage til en virtuel version af det gamle Rom. Eller at tage en rutsjebanetur i sin egen stue. Søg evt. på “oculus rift roller coaster reaction” på YouTube. Man vil have muligheden for at opleve ting kun ved at tage en maskine på hovedet.

Det er ikke kun Ocolus VR, der arbejder på en VR-maskine. Sony og andre mindre kendte virksomheder er også i gang med deres version af en maskine. Flere er, ligesom Ocolus, et par briller, du tager på, hvor andre er hele dragter. Yderligere bliver der udviklet tilbehør til Ocolus Rift, der kan gøre oplevelsen mere virkelighedstro. Samtidigt bliver der udviklet et hav af VR-programmer til spil, uddannelse, handel og kommunikation. Selv de mere erotiske brancher investerer penge i VR-programmer til deres klientel.

Som jeg ser det har VR-branchen potentiale til at forbedre måden, vi kommunikere med hinanden på, lærer på og oplever på. Og selvom jeg blev en smule køresyg af at prøve Ocolus Rift første gang, er min interesse for VR vakt. Om VR bliver den næste store ting, eller bare en dille, er ikke til at sige, men jeg syntes, det ser både lovende og interessant ud. Undertegnede skal i hvert fald anskaffe sig en Ocolus Rift, når den næste generation af maskiner kommer, så den nye virtuelle verden kan udforskes.

Til interesserede såvel som skeptikere vil jeg stærkt anbefale at prøve Ocolus Rift, hvis muligheden byder sig. Du vil ikke fortryde det.

it-blog.dk er en del af it-jobbank.dk og fungerer som en platform, der giver plads til meninger og holdninger fra eksterne skribenter. it-jobbank deler ikke nødvendigvis de synspunkter og holdninger, som vore gæsteskribenter vælger at dele.

Læs også