It-karriere

Avanceret da­ta­a­na­ly­se kan hurtigt blive en fla­ske­hals

It-folk, der arbejder med dataanalyse, kommer til at mangle kolleger i fremtiden. For flere danske virksomheder vil i løbet af de næste par år satse stort på dataanalyse, men de må samtidig kigge langt efter kompetent arbejdskraft på området.

Med de sociale mediers indtog har flere virksomheder fået en interesse i at drage fordel af de data, medierne genererer. De samme virksomheder vil inden for de næste par år opleve at mangle kompetent arbejdskraft inden for dataanalyse.

Det viser konklusionen fra Rambøll Management, der netop har offentliggjort en ny udgave af selskabets rapport ”IT i praksis®”, der er en anerkendt undersøgelse af danske virksomheders brug af it.

Oprustning af databehandling i danske virksomheder

Rapporten fokuserer på paradokset i, at flere virksomheder ønsker at opruste deres dataanvendelse, efter fordelene ved brug af data bliver gjort mere og mere klart for virksomhedsledere rundt om i verden. Men samtidig er der mangel på de hænder, der skal eksekvere den avancerede dataanalyse og gøre den til håndgribelige oplysninger, der kan bruges i virksomhedens strategi og vurdering af kunder og deres adfærd.

Avanceret dataanalyse kan altså hurtigt blive en flaskehals, vurderer direktør i Rambøll, Eivind Jørgensen, der står bag rapporten:

”To tredjedele af virksomhederne har ikke adgang til de nødvendige kompetencer, når det gælder færdigheder inden for matematik, databehandling og visualisering, som er nødvendige for at få det fulde udbytte,” udtaler han til Computerworld.

Sociale medier tilbyder data i særklasse

De sociale mediers interesse underbygger interessen for data, fordi medierne accepteres som indgangskanal for kunder, men også som storleverandør af data, der kan fortælle virksomhederne meget om kundernes vaner, købemønstre og vidensniveau.

13% af virksomheder trækker data fra de sociale medier, men der er flere på vej, der også anerkender medierne som kanaler, der kan styrke forretningsgrundlaget, tilbyde direkte og personlig kontakt med kunder og gøre virksomheden klogere på et efterhånden fragmenteret forbrugersegment.

Løsning: Fremtidens digitale folkeskole?

Det er ingen nyhed, at flere institutioner forsøger at tage sig af forholdet, at der mangler it-arbejdskraft i Danmark. Hos it-jobbank ønsker vi at udbrede budskabet om vigtigheden af it-kundskaber helt fra folkeskolen. Måske vi kunne lære noget af, at englændernes børn siden 2013 har haft kodning på skoleskemaet fra 1. klasse?

Problemet er, at der naturligvis er en vis produktionstid på de it-interesserede kandidater. Arbejder du derfor allerede inden for dataanalyse, er der stort behov for dine kompetencer i øjeblikket – og dermed øgede chancer for at lande drømmejobbet.

Opdatér dit CV eller søg en af vores mange stillinger i vores jobdatabase.

Læs også