It-karriere

Laura Jür­gen­sens første år som konsulent i it-branchen: Jeg har bl.a. arbejdet for Nordea og Mercedes

28-årige Laura Jürgensen har valgt en karriere indenfor it. Nærmere bestemt hos den danske del af det globale it-konsulenthus Capgemini, hvor hun i september sidste år startede på det 1-årige Graduateforløb, Ignite (Tidligere Young Professional). Her fortæller hun om overvejelser, udfordringer og hverdagen som it-konsulent.

Da Laura Jürgensen (cand.it ITKO fra Aarhus Universitet) sidste år skulle vælge nyt job, gik et grundigt forarbejde i gang. Hun ville ikke bare ”have et job for at have et job”. For hende betød kulturen og værdierne i virksomheden lige så meget.

”Jeg så et opslag, hvor Capgemini søgte nye kandidater til deres Ignite-program, og synes det lød spændende. Herefter gik jeg ind og læste på deres karrieresite og blog, og det efterlod mig med et rigtig godt indtryk af, hvem Capgemini er, hvad de står for, og hvad de kunne tilbyde mig. Dette fik jeg bekræftet hos en bekendt, som arbejder hos dem, så jeg søgte jobbet og endte med at få det.”

Grundig intro – med plads til ”dumme” spørgsmål

I starten af Ignite-forløbet er der planlagt en måneds intro, som giver en grundig indkøring i Capgemini og sætter rammen for det første år. Det sker gennem interne programmer og kurser, så du som nystartet får det hele ind under huden, og bliver klogere på samarbejdet med kunder, faciliteringsopgaver, tilgangen til det at være konsulent og hvad du skal specialisere dig indenfor fremadrettet.

Kasper Hemmingshøj, Head of Recruitment hos Capgemini, fortæller:

”I vores Ignite-forløb har vi fokus på den enkeltes udvikling gennem hele forløbet, hvor læringsplaner udvikles sammen med en leder, i en global organisation. Mål og planer er afstemt med vores nuværende og fremtidige services. Så de kompetencer den enkelte YP’er tilegner sig, vil både understøtte Capgeminis forretning fremover og konsulentens karrieremæssige udvikling i organisationen. Helt overordnet er vores mål at sikrer desuden, at du får ansvar fra dag ét, og indlæringskurven er da også meget stejl.”

Undervejs i forløbet er der desuden tilknyttet en mentor, noget som Laura Jürgensen har sat stor pris på.

”Det er et meget intenst forløb, og efter din intromåned kommer du ud på projekter hos kunder. Jeg startede ved Nordea, hvor jeg var lidt over et halvt år, og der opstod mange spørgsmål, gode såvel som dumme, som jeg kunne vende med min mentor. Du er jo ude i en anden virksomhed og skal lige finde din rolle i det hele. Men der går ikke lang tid, før du falder ind i en rutine. Jeg satte rigtig stor pris på hele tiden at have en jeg kunne sparre og vende tingene med, når jeg havde brug for det.”

Som at have to sæt kollegaer – husk baglandet

Livet som it-konsulent er på ingen måder kedeligt. Ud over at arbejde med forskellige virksomheder, brancher, kulturer og projekter, så giver konsulenttilværelsen også automatisk et bredt netværk og en masse nye kollegaer. Noget der passer Laura Jürgensen glimrende:

”Lad dig ikke skræmme af at du ikke har et fast skrivebord, og nyd den fleksibilitet og frihed, som følger med jobbet. Du ved, du har en fast base og tryghed hos Capgemini, og netop derfor prioriterede jeg i starten at være med til så mange af vores sociale arrangementer, som jeg kunne. Det gør jeg i øvrigt stadig, og det er vigtigt for mig at kunne deltage i så meget som muligt.

Herigennem lærer jeg nemlig mine kollegaer at kende, for når du en stor del af tiden er ude hos kunden, kan der godt gå lang tid imellem, du ser dine kollegaer. For mig er det desuden vigtigt med en sund work-life balance, så jeg ikke arbejder mig selv helt ned. Og det er Capgemini som virksomhed god til at omfavne og dyrke den del også. Jeg føler virkelig, at der bliver taget hånd om os som medarbejdere, og vi har i virkeligheden meget frihed under ansvar.”

Det er noget som Kasper Hemmingshøj kan nikke genkendende til:

”En ny stor undersøgelse fra it-jobbank, som er foretaget blandt it-folk, viser at work-life balance er et af tidens mest hotte emner og med god grund. For vi skal have arbejdsliv og fritid til at balancere, så vi ikke arbejder 70 timer hver uge. Det er noget Capgemini er meget bevidste om, og vi bruger det aktivt i vores rekruttering og Employer Branding udadtil. Vi er totalt ærlige i vores kommunikation, og vi efterlever rent faktisk de ting vi siger - det ved jeg, at kandidaterne sætter stor pris på.”

Det globale perspektiv – en del af en kæmpe organisation

Selvom Capgemini måske ikke er dem der trækker de fleste overskrifter i Danmark, så er det en decideret sværvægter hvis man kigger på verdensplan. Laura har nemlig hele 200.000 kollegaer fordelt på over 40 lande. Her fortæller hun om det globale perspektiv:

”Jeg synes sagtens man kan mærke at man arbejder i en stor global virksomhed. Selvom man arbejder lokalt i Danmark, så er man del af en større muskel, som rummer vildt meget viden og kompetencer. Hvis vi ikke har en i Danmark som sidder med den viden man har brug for, så er det virkelig fedt at kunne række ud over grænserne for at få hjælp.

Derudover muliggør det projekter i udlandet (der er en del i Sverige fx) og at kunne arbejde hos Capgemini i udlandet, hvis det er det man brænder for. Nu er det ikke en proces jeg selv har prøvet, men det er mit indtryk at Capgemini gerne hjælper med at række ud til Capgemini i andre lande hvis man drømmer om at arbejde i udlandet. Man får til tider mulighed for at arbejde på tværs af landegrænser og kulturer hvilket er virkelig fedt.

Det var da også noget af det jeg synes var fedt ved Capgemini, dengang jeg søgte at det var et globalt konsulenthus. Det giver utrolig mange muligheder.”

Overvejer du samme karrierevej? Her er et par gode råd med på vejen

Til slut har Laura nogle gode råd til andre unge, som er på vej mod at færdiggøre deres studie, og overvejer et forløb, som det hun har været igennem:

”Du skal stole på dine faglige kompetencer, men dine personlige kompetencer kommer ligeså meget i spil i starten. Du bliver godt klædt på til succes, og til at have et tæt samarbejde med kunderne. Derudover skal du sætte tid af til at lære din organisation og folk at kende, så du får fundamentet på plads fra start. Brug dit år på Ignite til at finde dine spidskompetencer, men også til at afdække de steder, hvor du har plads til forbedring. Sidst, men ikke mindst: Vær nysgerrig."

Om Ignite-programmet

Ignite er et 1-årigt graduate program hos Capgemini, hvor du får mulighed for at videreudvikle dine kompetencer og skabe karriere i en global vidensorganisation, hvor du vil blive udfordret på store komplekse projekter, og du forventes at skulle sætte din og Capgeminis faglighed i spil.