Øvrige

Succesrig dansk it-virk­som­hed søger desperat efter nye folk: Lover megahøj løn og ni måneders betalt ferie efter blot et års an­sæt­tel­se

Den danske it-virksomhed Cibo IT har landet en kæmpeordre, men mangler desperat dygtige it-folk. Derfor tager virksomheden, der holder til huse i Søborg i København, nu utraditionelle midler i brug for at tiltrække nye kompetencer til huset.

"Vi har bestemt os for at betale en meget høj løn. Hertil kommer, at jeg giver ni måneders betalt ferie efter et års ansættelse. Det er et godt tilbud. Men en succesrig virksomhed som min har også brug for de bedste folk," siger direktør og stifter, Peter H. Rabeck Lassen.

Han ejer i dag efter en kapitalindsprøjtning 60 procent af selskabet, mens hans mor, Inger Rabeck Lassen, ejer 30 procent. De sidste 10 procent af Cibo IT ejes af en medarbejder, der hedder Kaj Andersen.

Ifølge Peter H. Rabeck Lassen står han og Cibo IT i samme situation som mange andre fremadstormende danske it-virksomheder: Der er masser af opgaver, men det er meget svært at finde de rette kompetencer hurtigt nok til at få løst opgaverne.

"Det er et konstant kapløb," siger han.

Flere undersøgelser har fastslået, at danske it-folk ikke vægter lønnen som det primære parameter, når de søger job. Selvfølgelig skal lønnen være i orden og konkurrencedygtig, men de danske it-fok går egentlig mere op i, at arbejdsgiveren kan levere spændende opgaver, et sjovt og inspirerende miljø og fleksible forhold.

Computerworld har for nylig fortalt om nogle af de kendetegn, der karakteriserer de såkaldte 'millenials', der i disse år begynder at komme ud på arbejdsmarkedet, og som den første generation er vokset op med internet, sociale medier og grænseløs formidling lige ved fingerspidserne.

Det betyder, at den navigerer intuitivt og helt naturligt i den grænseløse online-verden, hvor de unge mennesker er meget dygtige til at fin-tune deres personlige stil og budskaber, så den passer nøjagtigt til deres personlige udtryk i et meget stort og omskifteligt miljø.

Store forventninger til hidtil største ordre

Fornylig underskrev Cibo IT og Peter H. Rabeck Lassen en meget stor ordre om levering af en innovativ algoritme-baseret chatrobot til SKAT.

Det er Cibo IT's hidtil største ordre, og direktøren har meget store forventninger til løsningen, der indtil videre er klar i en prototype, men som stadig er i udvikling.

"Det bliver et vildt fedt system med en intelligent chat-robot, som fejlfrit og i en sød tone vil kunne håndtere praktisk taget alle henvendelser til SKAT fra både borgere, virksomheder og andre lande. Det kommer til at ske på baggrund af flere tusinder ekspotentielt opbyggede og flerstrengede, men samtidige, søgeberegninger, som samtidig understøttes af kvantitative bCox-formularer i realtid," fortæller Peter H. Rabeck Lassen.

Ifølge ham er det idéen, at chatrobotten skal integreres så dybt ned i SKATs øvrige algoritmer, at den skal kunne overtage hele skattebehandlingen, når robotten med tiden er blevet klog nok.

Det vurderer Peter H. Rabeck Lassen vil kunne ske inden for et par år.

"Skattesystemet er faktisk ikke særligt kompliceret. Det er mere danskernes tilgang til skat, der gør det svært. Men vores robot er intelligent og kan nok regne den ud," siger han.

Skal leveres inden nytår

Systemet skal leveres inden nytår, og det stiller Cibo IT og Peter H. Rabeck Lassen i en prekær situation. For han har for tiden ingen folk til at udvikle systemet.

"Det er korrekt, at vi bortset fra vores pedel Kaj for tiden slet ikke har nogen ansatte på projektet. Vi har brug for i hvert fald 30 medarbejdere meget hurtigt - faktisk gerne fra i morgen," siger han.

Peter H. Rabeck Lassen fortæller, at han sover helt roligt om natten trods den akutte mangel på mandskab på et så tidspresset projekt.

Der er nemlig minimal risiko og rigtig god betaling. Og hans kontraktuelle forpligtelser med det offentlige er for ham i bedste fald 'vejledende', som han siger.

"Historien viser jo, at den største risiko ved en fejlslagen it-levering til det offentlige selv efter års kæmpeproblemer og prisstigninger er at få lidt skældud i pressen, og den risiko lever vi med, ha ha. Især når vi tager betalingens størrelse i betragtning," siger han.

Peter H. Rabeck Lassen peger på, at han selv er 'ligeglad med penge', og at han 'bare gerne vil se sin idé og løsningen løfte sig til dens fulde potentiale'.

Han vil ikke fortælle, hvor meget SKAT præcis betaler for løsningen. Dog fniser han hver gang, han bliver spurgt om beløbets størrelse.

"Det er en helt ok betaling, det må man sige. Det er ikke helt skidt," siger han.

Da penge ikke er noget problem, har han besluttet sig for at udbetale samme løn til alle ansatte i selskabet, nemlig 85.000 kroner om måneden. Selv får han som direktør lidt mere.

"Det synes jeg er en ret anstændig løn for at lave så lidt. Og hertil kommer altså så de ni måneders betalt ferie, som man kan bruge, som man vil. Man forpligter sig heller ikke til at komme tilbage til Cibo IT. Bare man vil begynde hos mig hurtigst muligt," siger han.

Han har selv tidligere på samme måde holdt ni måneders ferie med fuld løn efter et afsluttet it-projekt.

Dem brugte han på et ophold på et yoga-retreat i Goa i Indien, hvor han efter flere tusinder gentagelser blev meget dygtig til at udføre den såkaldte sol-hilsen, som er en bestemt række af simple bevægelser inden for yoga, hvoraf størstedelen tilbringes på alle fire.

"Jeg spiste ris hver dag i ni måneder, men havde det dejligt alligevel. Damerne var også ret lækre at kigge på. Derfor ved jeg også, at ni måneders ferie virkelig kan betyde noget," siger han.

Kan du garantere, at Cibo IT eksisterer, når løsningen er blevet afleveret til nytår, og de ansattes betalte ferie skal til at begynde?

"Ja, det kan du da tro, at jeg kan garantere."

Stiller du nogen garanti til de ansatte?

"Ja, det gør jeg da."

Hvilken garanti stiller du?

"Jeg stiller en fin garanti, ok. Vi kommer det ikke nærmere."

Disse personer er ikke velkomne

Der er dog en betingelse for at blive ansat i selskabet.

Peter H. Rabeck Lassen kan nemlig ikke lide mennesker, der hedder Peter og Niels.

It-folk med disse navne behøver derfor ikke søge, for han vil 'ikke have dem inden for i firmaet', fortæller han.

"Jeg havde som dreng en dejlig undulat, der hed Peter ligesom mig, og jeg blev meget ked af det, da den en dag blev kvast under en suppeterrin, som min mor var kommet til at placere på en uheldig måde på køkkenbordet. Siden den dag har jeg ikke brudt mig om personer, der hedder Peter," siger Peter H. Rabeck Lassen.

Navnet 'Niels' kan han ikke lide, fordi det er på fem bogstaver og derfor 'støjer i forhold til principperne i det binære talssystem', som han siger.

"Det er så mine små særheder. Hvilket ikke ændrer på, at vi har en knaldgod arbejdsplads med mange spændende udfordringer og fremtidsmuligheder."

Læs også