Du kender sikkert fornemmelsen af at have sendt en ansøgning af sted til drømmestillingen, som du har finpudset gennem flere dage og optimeret ved hjælp fra både familie og venner. Men I disse krisetider er der næsten altid et hav af ansøgninger på chefens bord, der alle har gjort sig umage for at springe i øjnene. Så hvordan får du den ekstra lille fordel frem for dine konkurrenter?
De fleste ved efterhånden nogenlunde, hvordan man skriver en ansøgning. Der er i hvert fald rig mulighed for at finde ud af det både på kurser og på nettet. Men når den er sendt af sted, kan man vælge at sætte sig hen foran telefonen og vente, eller man kan være en smule mere offensiv. Spørgsmålet er bare, hvordan man skal være offensiv uden at virke irriterende, på dem der helst skulle kunne lide dig.
“For 15 år siden ville jeg have sagt, at det var en god idé at ringe som opfølgning til en ansøgning. Men I dag hvor virksomhederne får flere hundrede ansøgere, bliver man bare en pestilens, og man får ikke svar på sit spørgsmål, hvis de skal sidde og bladre bare 50 ansøgninger igennem.” siger Gitte Retin, vejleder hos it-fagforbundet PROSA.
Den gode, gamle ”har I nu fået min ansøgning, og vil I ikke nok læse den grundigt igennem, fordi jeg er perfekt til stillingen” er med andre ord ikke lige sagen mere. Man kan lave en opringning, før man sender ansøgningen af sted, hvor man spørger ind til opslaget, men bagefter er ikke cool mere.
Bag computerskærmen
Men du kan stadig godt forsøge at påvirke ansættelsesprocessen til din fordel. I 2012 kan man heldigvis gøre det på en meget mere udspekuleret måde, så du også slipper for den, for mange, ubehagelige telefonsamtale. Morten Vium er redaktør og foredragsholder på modernejobsøger.dk, og han har nogle helt konkrete tips til, hvordan man kommer ind på chefens radar, selvom der er 3-400 ansøgere til den samme stilling.
"Når du har sendt din jobansøgning af sted, så er du jo klar over, hvilke personer den ender hos. Og så kan man snuse sig frem til, hvor de befinder sig på LinkedIn. Det vil sige, gå ind og find deres profil, og find ud af, hvilke grupper de er medlem af. Og tilmeld dig så de af grupperne, der er mest relevante for det, du har at byde ind med," siger Morten Vium.
I ro og mag bag computerskærmen kan man så finde ud af, om den person man vil gøre sig bemærket hos, har været aktiv i nogle grupper i nyere tid.
"Hvis vedkommende har været aktiv inden for den seneste uges tid i en diskussion, så kan man gå ind og deltage der. Han vil højst sandsynligt abonnere på svar, og dermed få dit svar og ikke mindst billede op på sin skærm. Og det er det, det handler om – at skabe en genkendelseseffekt. Når beslutningstageren så sidder med din ansøgning, er det måske lige dét, der gør at han eller hun stopper op."
Hvis din måske kommende chef uheldigvis ikke er aktiv, må man selv få snebolden til at rulle. Så kan man starte en diskussion. Hvis man for eksempel søger job hos IBM, kan man melde sig ind i en gruppe for dataloger og så starte en diskussion for dataloger, hvor man helt tilfældigt skriver IBM i navnet, så den vigtige kontaktperson derved får en mail hvor hans firmanavn indgår, og derfor næsten er tvunget til at læse det.
"Så det handler om at vise sine kompetencer for de rigtige mennesker på en positiv måde. Det er ikke nok at starte en diskussion, hvor man bare skriver IBM. Så kan det hurtigt få den modsatte effekt. Man skal have noget at byde ind med," siger Morten Vium.
Google dig selv
Det er efterhånden også mere reglen end undtagelsen, at firmaer baggrundstjekker deres mulige kandidater til stillinger ved en simpel Google-søgning. Undersøgelser viser, at seks ud af 10 rekrutteringsfirmaer siger, at de bruger internettet til at søge oplysninger om kandidater. Amerikanernes effektive søgealgoritme har det med at finde selv de mindste (og værste) ting frem fra gemmerne. Men man kan gøre en lille indsats for i det mindste at få de vigtige ting op som de første på Google.
“Hvis man er godt med i rekrutteringsprocessen, er der god sandsynlighed for, at du bliver slået op på nettet. Og der skulle din LinkedIn-profil gerne komme op som en af de første, og man kan hjælpe til med at skubbe irrelevante ting ned, hvis man har profiler på flere forskellige medier som LinkedIn, Facebook, Twitter, Google Plus og Slideshare. De vil for det meste komme op først,” siger Morten Vium.
Alle de forskellige krumspring har til formål at fortælle en kommende arbejdsgiver, at du har en rigtig og klar profil, der ikke er mudret til af nogle uheldige oplysninger eller billeder på nettet, og så at komme ind under den berømte radar.