Øvrige

Fra arkade til apps

Computerspillets historie: Kan du huske dengang, hvor man lige skulle spole frem på ”brødkassen” (Commadore 64) for fx at kunne spille "Bubble Bobble"? En del er sket siden da. it-jobbank har talt med to spilnørder for at få et kort og nostalgisk overblik fra computerspillets begyndelse til nu.

PONG!

Det hele startede i 1967, da den unge ingeniør Ralph Bear præsenterede verden for noget helt nyt! Det var et spil, som man kunne spille på en tv-skærm i stedet for den virkelige verden. Spillet blev meget passende kaldt ”PING PONG” (i dag kendt som PONG), for det var baseret på bordtennis, og man skulle blot slå ”bolden” tilbage på modstanderens banehalvdel på tv-skærmen. Ikke videre sindsoprivende tænker man måske i dag, men det blev et kæmpehit – computerspillet var født!

Der havde ganske vist været enkelte forsøg på elektroniske spil før, men PONG var banebrydende.

Da firmaet ATARI testede spillet i en lokal bar, brød det sammen efter bare to uger. Møntindkastet var simpelthen oversvømmet med penge!

”Japanerne spillede så meget "Space Invaders", at der en periode var mangel på mønter i Japan!”

Den første videospilshelt

I 1980 udkom spillet, der slog alle rekorder. Det var spillet "Pac-Man" fra firmaet Namco, hvor man skulle manøvrere den ikoniske gule Pac-Man rundt i en labyrint, indtil han havde ”spist” alle gule prikker. Verdens første videospilshelt var født!

Siden fulgte klassikere som: Nintendos "Donkye Kong", "Zelda" og "JumpMan" (senere Mario, efter navnet på ejeren af den bygning i USA, hvor spilfirmaet holdt til) samt Segas "Sonic" og "Astro Boy" osv.

De udødelige klassikere

Det var arkadespillene, der dominerede i computerspillets barndom – og nogle steder gør de det sågar endnu.

I frisør- og retrospil-butikken "Ruben og Bobby" på Jægersborggade i København, finder man en person, der har nægtet at give slip på old-school-spillene på trods af de mange moderne alternativer.

Vi har spurgt indehaveren Bobby Ågren, hvad det er, han – og rigtig mange andre voksne mænd verden over – synes, der er så fascinerede ved de gamle arkadespil?

"Det er flere ting! De er f.eks. bygget til, at det er sjovt lige med det samme. De er ikke så komplicerede, og man skal ikke bruge en time på at sætte sig ind i spillet først. Men bare mere sådan; lige på og hårdt," starter Bobby entusiastisk og fortsætter:

"Gameplayet er også vigtigt! Det er helt kogt ned. Det ligner et spil - som det jo også er - i stedet for nye moderne spil, der forsøger at ligne virkeligheden"
fortæller og indskyder Bobby hurtigt:

"Det forsøgte arkadespillene så egentlig også, dengang de kom, men de var bare ikke så gode til det grafiske endnu!"

”Det er også fascinerende for mig at stå foran en arcade-maskine, fordi den er jo fysisk stor!”

”Man skal have respekt for de gamle maskiner, de er udødelige klassikere! De har været grundlaget for alle de moderne spil. Akkurat ligesom man inden for musikken jo heller ikke kan synes, at Beatles var noget lort! For de var jo grundlaget for al moderne musik, som min ven Christoffer (Nightinglam, indehaver af arkadespillehallen ”Chassis Arcade” på Østerbro! .red) engang så poetisk sammenlignede arkadespil og Beatles!”, afslutter Bobby medrivende, og giver helt undertegnede lyst til at genoptage en gammel kærlighed.

Hjemmekonsollerne

Computerspillene startede som sagt med arkademaskinerne op gennem 1970’erne. Spillene blev mere og mere avancerede, men snart fik arkaderne konkurrence. Det var hjemmekonsoller som Atari 2600 Philips Videopack, Matel Intellivision og CBS Colecovision og senere Nintendo NES, SEGA Master System, Commadore 64 og Amiga 500, der hurtigt blev populære. Nogle af dem kunne næsten lige så meget som arkademaskinerne, og hurtigt overtog de mere og mere af markedet.

Op gennem 80’erne og 90’erne fulgte mange spil baseret på nogenlunde samme formel (meget groft sagt) omkring enten en hjemmecomputer (PC) eller hjemmekonsol som PlayStation, Xbox, Nintendo Wee osv.

Det var først i 2007, da Apple introducerede verden til deres iPhone, at der igen virkelig skete noget interessant inden for computerspilsverdenen.

Apps til iPhone

Tobias Vinther er uddannet spildesigner, og arbejder til daglig med UX-design på apps. Han fortæller om appens popularitet:

”Med iPhone og dens mulighed for apps med nemme og lettilgængelige spil, blev ”computerspil” lige pludselig allemandseje,” starter Tobias og går videre:

”Spilsegmentet blev kraftigt udvidet, fordi det med apps blev så nemt at spille. Man havde den lige der i hånden!”

”Det er interessant at se den evolution, der har været med apps. I starten var det meget de små gimmick-apps som f.eks. ”se, jeg drikker en fadøl på min skærm,” der blev populære. Men spillene bliver langsomt mere og mere avancerede, og der er flere og flere, der spiller. Pigerne er også for alvor kommet på banen, og spiller i stor stil spil som "Candy Crush" og "Hay Day". Man er pludselig ikke unormal længere, hvis man bruger tid på computerspil. Alle spiller,” fortæller han.

Stadig et overraskende marked

”Men man kan dog ikke altid forudsige eller planlægge hvad der bliver populært inden for apps. Markedet overrasker stadig helt vildt meget. F.eks. var der spillet "Flappy Bird", der efter at have ligget på nettet i lang tid uden at nogen interesserede sig for det, lige pludselig eksploderede i popularitet, fordi en YouTuber (PewDieDie) med 25 mio. followers brugte den i sin video,” fortæller Tobias og afslutter:

”Jeg tror bestemt ikke markedet for apps er stagneret endnu. Jeg tror det vokser eksponentielt, og vi vil få mange flere apps inden for alt muligt i fremtiden. Apps og konsoller er gode til hver sin ting, så jeg tror de kommer til at eksistere sideløbende (hvilket de jo allerede gør). Men jeg tror også, at det vil være med til samlet blot at gøre interessen for spil endnu større i verden.”

Læs også