For fire år siden udviklede Ikea en koncerndækkende datastrategi for blandt andet at høste gevinsterne ved kunstig intelligens.
Den strategi har den svenske varehus-gigant efterlevet lige siden.
En del af strategien har været at sende 30.000 medarbejdere på grundlæggende AI-uddannelse. Det er sket siden i sommer.
Desuden har Ikea sendt en lille flok elite-talenter på en etårig fuldtids-uddannelse i AI.
For en vigtig del af AI- og datastrategien er at få eksperter og praktikere til at arbejde tæt sammen.
"Hvis man følger det og gør det rigtigt, burde flere og flere data kunne bruges i de apps og AI-løsninger, der bygges i takt med, at der kommer nye data ind," siger Francesco Marzoni i et interview med Computersweden.
Han er CDAO, Chief Data and Analytics Officer, i Ingka, virksomheden, der driver de fleste af Ikeas varehuse.
Ifølge ham kan en maskinlærings-ingeniør og eksperten på en forretningsproces være lige vigtige for at bygge AI-kapaciteter beregnet på den givne proces.
Mange søgte AI-uddannelse forgæves
Francesco Marzoni står i spidsen for en afdeling med op mod 500 personer, der arbejder med ting som dataanalyse og maskinlæring, hvis man medregner dem, der også sidder lokalt i de forskellige lande.
Tillige har virksomheden en traditionel it-afdeling med systemarkitekter og udviklere.
Den etårige elite-uddannelse i AI og dataanalyse i Ikea-regi indebærer, at 10-15 personer læser på fuld tid.
Målet er at fange talenter internt, og at ekspertisen omkring AI og data ikke skal isoleres i hans afdeling, men at den virkelig rækker ud i forretningen.
"Det handler om folk fra blandt andet salg, supply chain og HR, der får lov til at beskæftige sig med dataanalyse i 12 måneder. Den viden skal de så tage med til deres dele af virksomheden," siger Francesco Marzoni til mediet.
Interessen for elite-uddannelsen er gået over forventning: 150 personer søgte den.
Francesco Marzoni kalder det for et godt tegn, at så mange mennesker søgte uddannelsen. Det betyder, at de gerne vil involvere sig og investere i deres egen udvikling.
Ikea har gjort fremskridt med data
At have styr på data er hjørnestenen til at kunne komme videre med AI, mener Francesco Marzoni.
Ifølge ham har Ikea gjort fremskridt på det felt i de seneste fire år.
"Økosystemet producerer hele tiden mere og mere data, så det er umuligt, at alting hele tiden er i perfekt orden, det er noget, man skal arbejde med hele tiden. Og det er vigtigt at have sine data i orden, selvom man ikke ved, hvad man skal bruge dem til – det er meget nemt at lave relevante ting med AI, hvis man har styr på sine data," siger han til Computersweden.
Indtil nu er Ikea kommet længst med sin datastyring, når det gælder forsyningskæden og lagerbeholdningen.
Hvad angår kundeoplevelse, er der dog mere at gøre ifølge Francesco Marzoni.
"Der kan vi forbedre den måde, vi indsamlede data om kundeprocessen," fastslår han overfor Computersweden.