Jobannoncering Ledelse

Danske it-ledere får lunkne an­mel­del­ser af me­d­ar­bej­der­ne

De danske it-ledere får en lunken vurdering i en ny undersøgelse. En ekspert advarer om, at dårlig ledelse kan gøre det svært at fastholde medarbejdere

De danske it-folk giver deres ledere en lunken vurdering.

Det viser Computerworlds og It-jobbanks nye jobundersøgelse “Et arbejdsliv i balance”.

Henning Therkelsen, der er headhunter hos it-rekrutteringsfirmaet TimeWork advarer om, at dårlige ledelse kan være med til at sætte gang i svingdøren hos it-virksomheder, der stadigvæk tørster efter arbejdskraft.

“Folks forhold til deres chef er noget af det første, som vi spørger ind til, når vi prikker til folk,” siger den danske headhunter.

Det skyldes ifølge Henning Therkelsen, at folk godt ved, at gode ledere ikke hænger på træerne.

“De fleste folk er opmærksomme på, at det at have en god leder er en kvalitet, som de skal holde fast i. Derfor er det også meget svært at få folk til at skifte job, når de har en god leder. En god chef er noget af det stærkeste lim, der findes,” siger han.

Lunken vurdering

Computerworlds undersøgelse viser ganske vist, at 64,7 procent af de adspurgte grundlæggende er tilfredse eller meget tilfredse med deres ledere.

Men dykker vi længere ned i tallene og kigger på, hvordan ledernes evner bliver bedømt på udvalgte områder, er der dog en række røde lamper, der lyser.

De adspurgte bliver i undersøgelsen bedt om at vurdere deres lederes evner på 11 områder. Her kan de vælge om deres leder er god, dårlig eller "hverken eller".

I fem ud af de 11 kategorier er det mindre end halvdelen, der vurderer deres leder som god på det pågældende områder.

Eksempelvis er det blot 42,6 procent, 36,6 procent og 36,3 procent, der er godt tilfredse med deres leders evner til henholdsvis at uddelegere, sætte struktur og retning på opgaver; opsætte klare mål og visioner samt håndtere konflikterne.

Den lunke vurdering bliver endnu mere prekær, fordi netop evnen til at opsætte klare mål og visioner er den ledelseskompetence, som de adspurgte i undersøgelsen vurderer som den vigtigste.

Høj faglighed

Det område, hvor de medvirkende i undersøgelsen vurderer deres lederes evner som bedst, er, når det handler om ledernes faglige kompetencer.

Her vurderer 54,7 procent, at deres ledere er god til at “udvise faglighed.”

Til gengæld er faglige kompetencer også den af de 11 ledelseskompetencer, som bliver vurderet til at være mindst vigtig.

I den forbindelse påpeger Henning Therkelsen, at mange ledere i dag netop bliver forfremmet på grund af deres stærke faglighed og ikke på grund af deres lederevner.

Det kan skabe udfordringer, når mange virksomheder samtidig insisterer på at organisere sig via agile og selvledende teams.

“Dem, der bliver forfremmet, er ofte dem, der forstår at fremhæve egne resultater og er i kontrol. Det er folk, som altid kan svare på projekternes status, fremdriften og budgetter. Det strider lidt med det, som man gerne vil, hvor der skal ledelse agilt og med hurtige iterationer,” siger han

Topledelsens ansvar

Henning Therkelsen påpeger dog også, at den nærmeste leder ofte blot er eksponent for den ledelseskultur, der hersker i virksomheden.

Derfor er det muligt, at den reelle årsag til en leders manglende evne til at opsætte klare mål og visioner skal findes på direktionsgangen eller i bestyrelseslokalet.

“Der skal jo helst være en overordnet målsætning, som man kan tale ind i som leder, og her er der nogle virksomheder, som er ret dårlige til at formulere klare mål og visioner. I den situation er det ikke altid helt let at være leder,” siger han.

Hent rapporten "Et arbejdsliv i balance" Klik her

Læs også