Løn

For­vent­nin­ger til løn­sam­ta­len

Er du i tvivl om, hvad du skal forlange i lønposen i 2023? En måde at komme tvivlen til livs kan være at kende og skele til dine fagfællers tanker. Vi har spurgt jer, hvad I forventer af næste lønsamtale, og her deler vi nogle af tendenserne.

Både offentligt og privatansatte tror på en lønstigning mellem 1-5 % - men derefter skiller vandende

Overordnet satser 55 % af vores adspurgte it-professionelle på de offentlige og private arbejdspladser på en lønstigning mellem 1-5 %.

Ser vi på de, der forventer mere, sætter 19 % af de privatansatte deres lid til at stige 6-10 % i løn, mens 11 % af de offentligt ansatte tror på en sådan stigning.

Dér hvor de offentlige og private it-professionelle dog for alvor adskiller sig er, når det kommer til overhovedet at tro på en lønstigning. I det private forudser 16 % således ikke at få en lønstigning, mens hele 32 % af de offentligt ansatte regner med at kunne skyde en hvid pil efter lønstigningen.

Forventningerne til de kommende lønforhandlinger er altså spredte. Positivt er det dog, at langt størstedelen af de it-professionelle fortsat tror på en lønstigning - dette på trods af at vi er i en tid med inflation og usikkerhed.

Hvad er din forventning til næste lønsamtale

Ledere og konsulenter tror på den største lønstigning

Fordelt på it-profiler er det især lederne og it-konsulenterne, som har størst forventninger til den kommende lønsamtale. Blandt disse profiler tror cirka en tredjedel på en lønstigning over 6 %.

For ledernes vedkommende kan det handle om, at man sidder i et job, der kræver mere af den enkelte i forhold til eksempelvis arbejdsopgaver og work/life balance. Heri kan der i sig selv ligge et argument for større lønstigning.

Blandt it-konsulenterne kan lønkulturen meget vel spille en rolle i forventningerne. It-konsulenter har generelt en højere timepris, hvilket kan afspejles i forventningerne til lønnen. Samtidig sidder it-konsulenterne ofte med komplekse systemimplementeringer, som virksomhederne er dybt afhængige af hjælp til. På den måde bliver konsulenterne uundværlige – og dét argument trækker også op til lønsamtalen.

De unge går efter guldet

Der tegner sig også et tydeligt billede af, at den yngre aldersgruppe på 18-35 år forventer højere lønstigninger. Her regner mere end en tredjedel med at få en stigning på 6 % eller derover til næste lønforhandling.

De unges optimisme kan meget vel hænge sammen med, at målgruppen ofte er i starten af karrieren, og at udgangspunktet for løn er lavere end hos andre aldersgrupper.

Om undersøgelsen

Vores indsigter om løn bygger på Computerworld it-jobbanks rapport om løn og personalegoder. Data er indsamlet i perioden november 2022 - januar 2023 blandt 2.576 it-professionelle i alderen 18-65 år med forskellige profiler og ansættelsesforhold.

Læs også