It-karriere

Her er tje­kli­sten til den job­sø­gen­des LinkedIn-profil

Lad os være helt ærlige: Der er oftest en hel del om buddet, når det handler om at komme forrest i køen til de bedste jobs. Men heldigvis er spidse albuer, 12-tals-eksamensbeviser og 15 års erfaring ikke de eneste måder, du kan få møvet dig foran de andre jobsøgende.

En af de ting, som kan give dig en markant fordel, er en velsmurt, nypoleret og strategisk LinkedIn-profil. Ligesom alle andre bruger din fremtidige arbejdsgiver Google, når de skal finde og tjekke mulige jobkandidater ud. Du har altså mulighed for at tage noget af kontrollen over på din banehalvdel og vise lige præcis det, som stiller dig allerbedst i job-kapløbet.

Det kan måske virke som et større projekt, men det behøver det slet ikke være. Her er 9 gode råd

1. Lav en LinkedIn-overskrift, der taler til din fremtidige arbejdsgiver

Overskriften er det af din LinkedIn-profil, der bliver vist i søgeresultater i f.eks. Google. Det er samtidig det, der bliver vist, hvis nogen kigger på din profil via en af deres LinkedIn-forbindelser.

Overskriften viser automatisk dit nuværende job og arbejdsgiver, men du kan nemt udnytte det til at fange læserens opmærksomhed ved at give specifik information omkring dig selv. Her er tre ting, du kan tænke over, når du laver din overskrift:

  • Information om din karriere og erfaring
  • Tilføj nøgleord
  • En jobtitel, alle kan relatere til

2. Hav et professionelt profilbillede

Et profilbillede siger meget om dig. Undgå billeder fra fester eller med uprofessionelt udtryk. Få taget et billede, hvor du fremstår imødekommende og professionel – enten hos en fotograf eller med hjælp fra en ven og en smartphone.

3. Personliggør URL’en til din LinkedIn-profil

En personlig URL ser langt mere professionel ud. Skift fx fra en tilfældig kombination til noget som www.linkedin.dk/ditnavn eller /professioneltnøgleord.

4. Skriv din value statement i din resumé-sektion

Brug resuméet øverst på din profil til at fremhæve, hvordan du skaber værdi for arbejdsgivere. Tænk over hvad du kan, hvad du brænder for, og hvordan det relaterer sig til din erfaring og motivation.

5. Sørg for, at din arbejdserfaring er fyldt med nøgleord

Brug relevante nøgleord fra jobopslag eller branchen i dine beskrivelser af arbejdserfaring. Skriv dog altid i hele, naturlige sætninger – ikke som en lang liste.

6. Få anerkendt de rigtige kompetencer og erfaringer

I sektionen “Kompetencer” bør du kun tilføje relevante og sande nøgleord. Så øges chancen for, at dine forbindelser vil anerkende dem, og din profil fremstår stærkere for arbejdsgivere.

7. Lad ikke din uddannelse afsløre din alder

Undgå unødvendige datoer, fx hvornår du blev færdig med gymnasiet. Det kan hjælpe dig med at blive vurderet på dine kompetencer i stedet for din alder.

8. Tilslut dig relevante LinkedIn-grupper

LinkedIn-grupper kan være en guldgrube for netværk og jobmuligheder. Vær aktiv: del, kommentér og deltag – det øger din synlighed og professionalisme.

9. Gør din profil offentlig

Hvis du søger job, så sørg for, at din profil er synlig for alle – ikke kun for dine forbindelser. Ellers risikerer du, at potentielle arbejdsgivere ikke kan se din opdaterede profil.

Husk at uploade dit CV hos os

Én ting er at være til stede på LinkedIn blandt millioner af andre typer profiler. På it-jobbank er du blandt ligesindede it-specialister. Upload dit CV og bliv fundet af virksomhederne.

Læs også