It-karriere

Er it-pro­fes­sio­nel­le for forkælede?

Mere end hver 10. danske virksomhed har ledige it-stillinger, som ikke kan besættes. Næsten to ud af tre danske virksomheder mener, at it-folk har alt for høje forventninger til løn. Se her, hvor stort problemet er.

12 procent af alle danske virksomheder har ledige it-stillinger, som de ikke kan få besat.

Det viser den netop offentliggjorte oversigt over danske virksomheders it-anvendelse fra Danmarks Statistik.

Ifølge oversigten er problemet stigende, og langt flere virksomheder melder i dag om rekrutteringsproblemer end det var tilfældet for et år siden.

“Hver tredje virksomhed med mindst 10 ansatte, at de beskæftiger it-specialister, mens godt hver tredje i denne gruppe, svarende til 12 procent af alle virksomheder, havde ledige it-stillinger, der ikke kunne besættes,” lyder det fra Danmarks Statistik.

Samtidig har mere end halvdelen af alle store virksomheder med mere end 250 medarbejdere problemer med at rekruttere it-folk.

Problemet findes især i hovedstadsområdet samt i det midtjyske, fremgår det af tallene.

“Af de virksomheder, der har oplevet vanskeligheder ved at besætte ledige it-stillinger, angiver næsten alle,, at de mangler ansøgere med de relevante it-kvalifikationer,” meddeler Danmarks Statistik.

Forlanger for meget i løn

Hertil kommer, at virksomhederne meddeler, at mange af de ansøgere, der melder sig, mangler relevant erhvervserfaring samt at de forlanger alt for meget i løn.

65 procent af virksomheder mener således, at “ansøgernes forventninger til lønniveauet er for højt.”

Undersøgelsen viser til gengæld, at der er rigtigt godt gang i markedet for it-konsulenter.

Tre ud af fire de virksomheder, der selv har it-afdeling, indkøber idag eksterne it-folk til at varetage en del af deres it-funktioner.

For virksomheder, der ikke har egen it-afdeling, er tallet i sagens natur højere, nemlig hele 84 procent.

Meget udbred

Danmarks Statistik peger på, at andelen af virksomheder, der beskæftiger it-folk, er meget udbredt i Danmark.

Næsten hver tredje danske virksomhed med mere end 10 medarbejdere har nemlig herhjemme ansat mindst én it-medarbejder.

Det er også medvirkende til, at Danmark er et af de lande i Europa, der for tiden er hårdest ramt af problemer med at rekruttere it-arbejdskraft.

“Når det kommer til udfordringer med at anskaffe kvalificerede it-specialister var Danmark i 2020 ligeledes et af de mest berørte lande, kun overgået af Belgien og Montenegro,” lyder det fra Danmarks Statistik.

Læs også