Erfaren drifts­me­d­ar­bej­der til ap­pli­ka­tions­drift i Styrelsen for It og Læring


Vil du med i et af vores dygtige teams, der sikrer stabil og sikker drift af undervisningssektorens it-løsninger, med særligt fokus på vores samfundskritiske system, Unilogin, så er du måske den rette til et job som driftsmedarbejder hos os!

Styrelsen for It og Læring (STIL) søger lige nu en dygtig teknisk driftsmedarbejder, der har bred og dyb teknologiforståelse, til at indgå i vores applikationsdrift i København.

Dine opgaver

Grundlæggende vil du vil indgå i et af vores driftsteams, der arbejder sammen om at sikre driften af en bred vifte af løsninger og underliggende teknologier. Teamet er ansvarlige for overvågning, reaktion på alarmer, forbedring samt effektivisering og optimering af løsningerne. Hertil kommer også DevOps leverancer der understøtter styrelsens ca. 30 agile teams. Der vil i dit arbejde være en hovedvægt på drift, og deltagelse i kommende modernisering, af det samfundskritiske system, Unilogin, som er en open source-baseret loginløsning med ca. 1 mio. logins dagligt.

Som driftsmedarbejder vil du bl.a. skulle arbejde med:

  • Driftsovervågning
  • Evaluering, prioritering og udbedring af incidents
  • Optimering og vedligehold af løsningerne
  • Deploys i samarbejde med de agile teams.
  • Changemanagement
  • Assistance til dine kolleger vedr. opgaver og mindre projekter.
  • Etablering af nye systemer

Den profil vi søger

Vi søger en teknisk profil, der har bred og dyb teknologiforståelse. Måske er din baggrund datatekniker, datalog eller ingeniør, men det er ikke afgørende, hvis du har en anden faglig, evt. selvlært, teknisk ballast.

Du vil passe godt ind hos os, hvis du:

  • har solid driftserfaring med Postgres, Patroni, Jboss, Tomcat
  • er velbevandret i Ansible og AWX Tower
  • har bred erfaring med OpenSource produkter
  • er omhyggelig, metodisk og nysgerrig
  • er løsningsorienteret, iderig og struktureret
  • er effektivt samarbejdende i mangfoldige miljøer
  • og forstår og fuldfører opgaver med vigtighed

Det er desuden vigtigt, at du er fleksibel i forhold til opgaveløsningen, så servicevinduer og beredskab - også uden for normal arbejdstid - kan dækkes.

Om kontoret for applikationsdrift

Kontoret for applikationsdrift har driftsansvaret for en stor del af de knap 100 it-systemer, der understøtter undervisningssektoren via Børne- og Undervisningsministeriet. Det gælder f.eks. forretnings- og samfundskritiske systemer som Optagelse.dk, Unilogin samt nationale eksamens-og prøvesystemer, der benyttes ved folkeskolens og ungdomsuddannelsernes afgangseksaminer.

For nuværende rummer kontoret 26medarbejdere, som primært sidder i København, og er organiseret i 4 teams med agile elementer indarbejdet, hvor det giver driftsmæssig mening. Teknologisk arbejdes der med en stor overvægt af Opensource teknologier og værktøjer. Vores primære teknologier er Linux med .Net/Tomcat/JBoss sammen med Postgres databaser. Den overvejende del afvikles i vores egen on-prem cloud baseret på Openstack.

Kontoret har samarbejdsflader mod hele STILs organisation, og udfylder disse med et både dybt og bredt teknisk fagligt niveau, og har samtidig et samarbejdende, alsidigt og uformelt arbejdsmiljø med højt til loftet.

Vi er en ambitiøs styrelse, der vil være de bedste!

I STIL er vi godt 30 agile teams, der har ansvaret for udvikling, vedligehold, applikationsdrift og infrastrukturdrift af Børne- og Undervisningsministeriets it-løsninger. Vi vil være de bedste i staten til at skabe værdi gennem it, digitalisering og data.

  • Du vil få nogle af landets dygtigste kolleger med høj faglighed, hvor kompetenceudvikling og styrkelse af det faglige niveau er i fokus, og hvor der stræbes efter at være en professionel samarbejdspartner over for vores kolleger – intern som ekstern.
  • Vi lægger vægt på, at vi har det sjovt sammen, og at der er plads til alle
  • Du kommer til at arbejde i Sydhavnen med gode transportmuligheder til og fra Hovedbanegården.
  • Vi tilbyder fleksibilitet omkring hjemmearbejde.
  • Du kommer til at arbejde i et miljø, hvor ingen dage er ens, og hvor der er høj trivsel og arbejdsglæde… og så har vi en ret god kantineordning!

Løn- og ansættelsesvilkår

Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til gældende overenskomst i staten med mulighed for forhandling af kvalifikationstillæg.

Stillingerne ønskes besat hurtigst muligt – senest 1. august 2024. Arbejdsstedet er Styrelsen for It og Læring, Teglholmen 1, 2450 København SV.

Vil du vide mere?

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Kenneth Rasmussen, kenneth.rasmussen@stil.dk / +45 30 35 65 09. For mere tekniske spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Jan Birk, Jan.Birk@stil.dk / +45 41 74 16 15.

Sådan søger du

Send din ansøgning, cv og eksamensbevis via linket i annoncen senest den 5. maj 2024.

Vi afholder løbende samtaler i juni. Hvis du går videre til 2. samtale, kan der indgå en case eller test, som en del af den samlede vurdering.

I Styrelsen for It og Læring ønsker vi en sammensætning af medarbejdere, der afspejler det omgivende samfund, og vi vurderer udelukkende ansøgere på baggrund af kvalifikationer og kompetencer.


I Styrelsen for It og Læring (STIL) er vi omkring 400 medarbejdere, som samarbejder efter den agile arbejdsform. Vi er en del af Børne- og Undervisningsministeriet og har en central rolle i at forbedre børn, unge og voksnes læring gennem it, digitalisering og data. Med ansvaret for cirka 100 it-løsninger, når vi ud til mere end en million daglige brugere.

Vi ønsker, at medarbejdernes sammensætning afspejler samfundets og ser frem til din ansøgning uanset personlig baggrund – vi ser kun på kvalifikationer og kompetencer.

Gem job