Your browser (Safari 1.0) is more than 3 years old.
We recommend that you upgrade to the latest version. Otherwise we cannot guarantee that all functionality on Computerworld it-jobbank will work correctly.
Fullstack-udvikler til IT-gruppe
Brænder du for at udvikle og vedligeholde hjemmesider og systemerne bag? Har du lyst til at indgå i en lille IT-gruppe med mulighed for selv at definere egne arbejdsopgaver? Er du serviceminded, resultatorienteret og god til at holde overblikket? Vil du være i en afdeling med en uformel omgangstone og kort vej fra tanke til handling?
Jobbet
Du bliver en del af afdelingen Avl & Genetik, hvor 10 medarbejdere arbejder med IT. Afdelingen står blandt andet for udvikling af IT-systemer til avlssystemet DanBred, som er et af de største griseavlssystemer i verden.
Du får ansvar for udvikling og daglig drift af vores processtyringssystem i relation til avlsarbejdet og er med hele vejen. Hovedparten af udviklingen foregår i en PHP-webapplikation med en Oracle-database. Derudover er der integrationer med diverse services og applikationer, skrevet i Python, C, Swift og R.
Der arbejdes med store mængder data fra over 600 tabeller på over 300 individuelle undersider. Derfor er det vigtigt, at du er god til at skabe overblik og arbejde struktureret. Du skal sikre, at hjemmesiden er optimeret til håndtering af de store datamængder, så svartiderne ikke bliver for lange.
Ligeledes skal der sikres en generaliseret og struktureret udvikling af hjemmesiderne, så den daglige drift og vedligeholdelse er effektiv. Systemet skal fungere 24/7, og derfor har vi hver især ansvar for, at vores del fungerer.
Du skal være med til at forme Avl & Genetiks fremtidige webapplikation samt indgå i teamets øvrige opgaver, som tæller vedligehold og udvikling af et komplet IT-system og servicering af DanBreds partnere og kunder. Jobbet vil både indeholde store udviklingsprojekter, små ad hoc-projekter samt drift og support.
Personlige kompetencer
Du arbejder struktureret og selvstændigt og har lyst til at indgå i et team. Du er en dygtig udvikler, som også kan samarbejde med kunder og partnere for at skabe det bedste resultat. Du har stor forståelse for tal samt datalogisk arkitektur. Du sætter en ære i at udvikle, vedligeholde og driftssikre systemer.
Dine primære opgaver
- Udvikle, teste og vedligeholde softwareapplikationer i PHP, JavaScript, Oracle SQL og Python.
- Deltage i hele udviklingsprocessen fra kravspecifikation til implementering og drift.
- Arbejde tæt sammen med teamet for at sikre høj kvalitet og brugervenlighed.
- Optimere eksisterende kodebaser for ydeevne, skalerbarhed og sikkerhed.
- Bidrage til teknisk dokumentation og vidensdeling internt.
Kvalifikationer
- Minimum 3–5 års erfaring med softwareudvikling i et professionelt miljø.
- Solid forståelse af objektorienteret programmering og designprincipper såsom MVC.
- Erfaring med versionsstyringssystemer som f.eks. Git.
- Kendskab til databaser, SQL og API-design.
- Evne til at arbejde selvstændigt såvel som i tværfunktionelle teams.
- Gode kommunikationsevner.
Vi tilbyder
Du får et fast job med mulighed for fordybelse og for at påvirke egne arbejdsopgaver og teknologivalg. Du får en fleksibel arbejdsplads med mulighed for at arbejde hjemmefra.
En attraktiv arbejdsplads med sundhedsforsikring, pension, sociale aktiviteter og andre gode medarbejderfordele.
Lokation
Arbejdsstedet er i København (tæt på Hovedbanegården). Du bliver tilknyttet afdelingen Avl & Genetik, der har ca. 30 ansatte, hvoraf 10 arbejder med IT. Afdelingen står for udvikling, styring og avlsledelse af DanBred, som er blandt de fire største griseavlssystemer i verden og årligt omsætter genetik for 1,5 mia. kr. avlsdyr.
Henvendelse
Nærmere oplysninger om stillingen kan fås hos afdelingsleder i Avl & Genetik, Jens Vinther, på jevi@lf.dk. Samtaler gennemføres løbende, så du bedes sende din ansøgning og CV via hjemmesiden www.lf.dk hurtigst muligt og senest den 1. februar 2026. Tiltrædelse efter aftale.
Når vi rekrutterer i Landbrug & Fødevarer lægger vi først og fremmest vægt på din faglighed og din personlighed. Men vi er også en arbejdsplads med plads til forskelligheder og vi betragter mangfoldighed som en styrke. Derfor opfordres alle med de rette kompetencer til at søge - uanset etnisk tilhørsforhold, religion, kønsidentitet og alder.
Det danske fødevareerhverv har en vision om at være klimaneutralt i 2050. Sammen med vores medlemmer fra landbruget, fødevare- og agroindustrien, vil vi vise, at der findes en økonomisk bæredygtig vej til en klimaneutral fødevareproduktion. Som repræsentant for hele fødevareklyngen, der understøtter 180.000 arbejdspladser og en årlig eksport på 200 milliarder kroner, repræsenterer vi en værdikæde med tyngde og vilje til at finde løsninger på verdens klimaudfordringer i tæt samspil med resten af Danmark.