Your browser (Safari 1.0) is more than 3 years old.
We recommend that you upgrade to the latest version. Otherwise we cannot guarantee that all functionality on Computerworld it-jobbank will work correctly.

Software Engineer til Advertisement & Partner Management, TV 2 Teknologi
Er du softwareudvikler i starten af din karriere, og har du lyst til at bruge dine evner på løsninger, der er vigtige for både TV 2’s forretning og danskernes digitale hverdag?
I Advertisement & Partner Management-domænet i TV 2 Teknologi udvikler vi forretningskritiske løsninger, der understøtter salg, planlægning og håndtering af annoncering på TV 2’s platforme. Området har stor betydning for TV 2, og du bliver en del af et teknologimiljø, hvor vi arbejder tæt sammen med forretningen om at skabe moderne, stabile og brugervenlige løsninger.
Vi søger 2-3 dygtige og engagerede software engineers i starten af karrieren. Du kan være nyuddannet eller have et par års erfaring. Det vigtigste er, at du har stærke faglige forudsætninger, lyst til at lære, interesse for ansvar, og energi til at udvikle dig sammen med erfarne kolleger.
Rollen
Som Software Engineer bliver du en del af et af vores teams i Advertisement & Partner Management, hvor vi arbejder med løsninger inden for CRM, Customer Engagement og Ad Campaign Management. Du kommer til at arbejde sammen med andre udviklere, arkitekter, product management, UX og forretningen om løsninger, der understøtter både annoncører, partnere og interne kolleger.
Du vil få mulighed for at arbejde med både nye cloud-baserede services og eksisterende løsninger, der gradvist skal moderniseres. Vi forventer, at du er nysgerrig, grundig og har lyst til at udvikle dig i krydsfeltet mellem backend, frontend, cloud, AI og domæneforståelse.
Afhængigt af din profil og dit team kan du komme til at arbejde med backend-udvikling i .NET/C# eller Python, API’er, relationelle databaser, frontend-udvikling i JavaScript/TypeScript og React samt cloud-løsninger på AWS med fx containers, managed services og moderne udviklingsværktøjer som GitHub.
Dine primære opgaver bliver at:
- Udvikle, teste og forbedre software sammen med dit team.
- Arbejde med backend-services, API’er, dataflows og integrationer.
- Bidrage til frontend-løsninger, særligt i React.
- Lære domænet at kende og bruge data, brugerindsigt og forretningsforståelse til at bygge løsninger, der rammer det reelle behov.
- Arbejde struktureret med GitHub, test, code review, release-flow og løbende forbedring af kodekvalitet.
- Bruge AI-værktøjer i udviklingsarbejdet på en ansvarlig måde og i tråd med TV 2s politikker, og hele tiden være nysgerrig på nye muligheder.
Det primære arbejdssted er Teglholmen i København.
Din profil
Vi forestiller os, at du er nyuddannet softwareudvikler eller har op til et par års erfaring fra studiejob, praktik, projekter eller dit første fuldtidsjob. Du har et solidt fagligt fundament og lyst til at omsætte det til løsninger, der skal fungere i en kompleks og vigtig virkelighed.
Du behøver ikke være ekspert i hele teknologistakken, men vi lægger vægt på, at du har potentiale, læringslyst og lyst til at udvikle dig. Måske er du mest erfaren i backend, måske i frontend — det vigtigste er, at du har lyst til med tiden at bidrage bredere og forstå de løsninger, teamet bygger, fra brugeroplevelse til data og drift.
Vi lægger særligt vægt på, at du:
- Har en relevant uddannelse inden for softwareudvikling, datalogi, software engineering, IT eller lignende.
- Har programmeringserfaring fra studie, projekter, studiejob eller arbejde — gerne med .NET/C#, Python, JavaScript/TypeScript/React.
- Har forståelse for databaser, API’er, webudvikling og grundlæggende softwarearkitektur.
- Har eksperimenteret med AI og agenter i softwareudviklingsprocessen, og lyst til fortsat at afsøge nye mulige efterhånden som de opstår.
- Er nysgerrig på cloud, AWS, containers og moderne udviklingspraksis.
- Arbejder struktureret, tager ansvar for dine opgaver og er god til at samarbejde og dele viden.
- Har lyst til at komme ind på kontoret, lære af andre og indgå i teamets hverdag.
Vi kigger efter talent, faglig nysgerrighed og evnen til at lære hurtigt. Derfor vil vi bede dig vedhæfte eksamensbevis og karakterudskrift sammen med din ansøgning og dit CV.
TV 2 som teknologiarbejdsplads
I TV 2’s teknologiorganisation arbejder over 320 specialister hver dag med at udvikle hele den teknologiske værdikæde – fra avanceret medieteknologi og liveproduktion til digitale produkter som apps, streamingtjenester, dataløsninger og brugeroplevelser. Det er her, vi omsætter målet om personlig public service til konkrete løsninger, som møder danskernes behov på tværs af platforme.
Vi arbejder i tværfaglige teams – med bl.a. Software Engineers, UX-designere, Agile Coaches, Enterprise Architects, Konfigurationsspecialister og Data Engineers – og vi har fokus på kvalitet, tilgængelighed, performance og sikkerhed i alt, hvad vi bygger og driver. Du får kolleger i både Odense på Kvægtorvet og i København på Teglholmen samt en kultur, hvor læring, videndeling og ansvar går hånd i hånd med dynamikken i Danmarks største mediehus.
Søg stillingen
Du sender din ansøgning, CV, eksamensbevis og karakterudskrift via "Ansøg" nedenunder. Ansøgningsfristen er den 8. august, 2026, med samtaler i løbet af august.
Vi ser frem til at høre fra dig!
Kontakt:
Mikkel Cauchi
Competency Leader
mcau@tv2.dk
40135480