Din browser (Safari 1.0) er mere end 3 år gammel.
Vi anbefaler at du opgraderer til den nyeste version, da vi ellers ikke kan garantere at alt funktionalitet på Computerworld it-jobbank vil fungere korrekt.
Styrk Banedanmarks informationssikkerhed gennem ISMS-udvikling
Vil du være med til at udvikle og forankre ledelsessystemet for informationssikkerhed (ISMS) i en stor styrelse i hjertet af København? - Så læs videre her.
Banedanmark er i en hastig udvikling med omstillingen til en grøn jernbane, nye moderne eltog og avancerede signalsystemer. Det stiller stadig større krav til cyber- og informationssikkerheden og skaber spændende faglige udfordringer.
Vi søger derfor en ny medarbejder til sektionen for cyber- og informationssikkerhed, hvor vi arbejder bredt med informationssikkerhed – fra governance, awareness og GDPR til håndtering af cyberhændelser.
Du bliver en central del af arbejdet med at udvikle og videreudvikle Banedanmarks informationssikkerhedsledelsessystem (ISMS), så det understøtter både gældende lovgivning og en smidig operationel drift. Samtidig bidrager du til at styrke sikkerheden omkring Danmarks samfundskritiske infrastruktur.
Du får en central rolle i udviklingen af ISMS
En vigtig del af jobbet er at sikre, at ledelsessystemet løbende tilpasses nye krav fra lovgivning og myndigheder. Det bliver dit ansvar at omsætte kravene til klare og anvendelige politikker, processer og procedurer og sikrer, at den nødvendige dokumentation udvikles og vedligeholdes.
I hverdagen kommer du til at samarbejde tæt med både tekniske specialister og forretningsområder for at sikre, at ISMS'et er praktisk anvendeligt og understøtter organisationens behov.
Du får stor frihed og ansvar i opgaveløsningen, og vi ser frem til, at du bidrager til udviklingen af både dine egne ansvarsområder og sektionens samlede arbejde. I sektionen lægger vi vægt på samarbejde, videndeling og et godt arbejdsmiljø.
Du vil blandt andet få ansvar for at:
- Videreudvikle og tilpasse ISMS’et med afsæt i lovgivning (fx NIS2, GDPR, Tekniske minimumskrav).
- Identificere og omsætte regulatoriske krav til tydelige og anvendelige politikker og processer i ISMS’et, som kan implementeres i praksis i organisationen (herunder ISO 27001).
- Deltage i audit- og complianceaktiviteter – internt og eksternt.
- Rådgive forretningen og kollegaer om informationssikkerhed og compliance samt skabe forståelse for krav og konsekvenser i en operationel kontekst.
- Samarbejde med tekniske specialister for at sikre, at sikkerhedskrav kan omsættes til realistiske og driftsunderstøttende løsninger.
- Kommunikation omkring og implementering af ISMS’et bredt i Banedanmark.
Vi søger en profil, der kan bygge bro mellem krav, teknik og praksis
Vi forestiller os, at du har nogle års erfaring inden for informationssikkerhed, governance eller compliance. Samtidig er vi åbne for kandidater med kortere erfaring, fx 1–2 år, hvis du har den rette faglige nysgerrighed, motivation og lyst til at udvikle dig i rollen.
Vi leder efter dig, der trives i en rolle med mange samarbejdsflader og et stort ansvar, hvor du er med til at omsætte komplekse krav til løsninger, der virker i praksis. Du har stærke kommunikationsevner på dansk og formår at formidle komplekse emner inden for lovgivning, governance og informationssikkerhed på en klar og forståelig måde til forskellige målgrupper.
Du arbejder struktureret og systematisk og har en evne til at skabe overblik i komplekse problemstillinger. Samtidig motiveres du af at samarbejde på tværs af en stor organisation med mange fagligheder – fra tekniske specialister til forretningsområder – og du formår at bygge bro mellem dem.
Du behøver ikke selv være teknisk specialist, men du har forståelse for tekniske sammenhænge og kan indgå konstruktivt i dialogen med dem, der udvikler og driver løsningerne.
Som person er du ansvarlig, løsningsorienteret og kvalitetsbevidst. Du trives med både detaljer og fremdrift og bidrager aktivt til et godt arbejdsmiljø med videndeling, samarbejde og faglig udvikling.
Det vil være en fordel, hvis du har certificeringer som fx ISO 27001 Lead Implementer, CISM eller CISSP.
Din nye arbejdsplads
Banedanmark er spændende arbejdsplads, som skal sikre den samfundskritiske infrastruktur til transport af borgere og gods. Det er en alsidig arbejdsplads i forhold til fagdiscipliner, projekter og opgaver og som ansat i CIS har vi samarbejdspartnere på tværs af hele Banedanmark.
Vi tror på, at motiverede medarbejdere skaber de bedste resultater. Derfor prioriterer vi både din faglige udvikling og trivsel højt. Vi giver dig fleksibilitet i hverdagen med mulighed for hjemmearbejdsdage og flextid, så du kan planlægge dine opgaver på den måde, der fungerer bedst for dig.
Du kommer til at arbejde centralt i København tæt på Fisketorvet og Dybbølsbro Station, med gode parkeringsmuligheder for både bil og cykel. Herudover tilbyder vi fælles kantine, frugtordning, café og motionsrum, så hverdagen bliver både nem og inspirerende.
Løn og arbejdsplads
Hvis du er akademiker, ansættes du efter den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten.
Du indplaceres på baggrund af akademisk anciennitet og erfaring som fuldmægtig på basistrin eller som specialkonsulent jf. gældende overenskomst, som du finder her og Medarbejder- og Kompetencestyrelsens lønoversigt, som du finder her.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer er der mulighed for forhandling af tillæg. Der vil være tilknyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning på 18,07 %.
Ellers ansættes du efter den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere.
Stillingen er som udgangspunkt indplaceret i løngruppe 5 jf. gældende overenskomst, som du finder her og Medarbejder- og Kompetencestyrelsens lønoversigt, som du finder her.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer er der mulighed for forhandling af tillæg. Der vil til den samlede løn være tilknyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning på 16 %.
Ansøgning og kontakt
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Teamleder Camilla Nordstrøm Bjærge. Telefon: 6196 3169 og mail: cnra@bane.dk
Vi ser frem til at modtage din ansøgning, CV og relevante eksamenspapirer via 'Ansøg'-knappen nederst.
Ansøgningsfrist: 17-08-2026
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår kan du kontakte vores personalekonsulenter på mail banedanmarkpersonale@BANE.dk.
Forskellige perspektiver gør os stærkere. Derfor værdsætter Banedanmark mangfoldighed og opfordrer alle interesserede kandidater, uanset personlig baggrund, til at søge.
Går du videre fra de indledende samtaler, kan der blive indhentet referencer fra tidligere arbejdsgiver. Du vil blive informeret inden, at der bliver indhentet en reference.
Kom på banen!
Lige nu bygger vi en helt ny jernbane, mens vi holder den gamle kørende. Vi sætter strøm til banen, så der kan køre klimavenlige eltog. Vi indsætter nye, digitale signalsystemer og bygger en højhastighedsbane til Europa. Samtidig styrer vi togtrafikken og informerer om den på stationerne.
Hvor svært kan det være? Det er faktisk ret kompliceret. Derfor søger vi nye kolleger, der kan være med til at sætte Danmark på skinner.
Du bliver en del af et hold dygtige og specialiserede kolleger med vidt forskellige baggrunde og faglige profiler – fra spor til trafiktårn og kontor. Vi kommer fra over 40 forskellige lande, og vi er til stede i hele Danmark. Sammen arbejder vi dag og nat på at få den store modernisering af jernbanen til at lykkes– så de 180 millioner rejsende, der hvert år kører på skinnerne, kan komme grønt og hurtigt frem.
Banedanmark er en styrelse under Transportministeriet med mere end 3.000 medarbejdere. Hovedkontoret ligger på Carsten Niebuhrs Gade 43 i København, men vi har dygtige og dedikerede medarbejdere i hele landet.
Vil du være med?