Øvrige

Hav tjek på din festival-tech

Som it-jobbanks lykkeligt udsendte festivalgæst er Maria Lodahl Mikkelsen blevet en del klogere på muligheden for at få teltliv og teknik til at gå op i en højere enhed.

Men først en lille forhistorie: For to år siden gav jeg mig selv den ultimative udfordring: En uge på Roskilde Festival. Jeg har altid levet trygt i min egen lille boble og aldrig haft behov for at komme ud af min komfortzone, så udsigten til en uge med fællesbade, urinstøv, mudder, festival-toiletter og mere end 100.000 menneskers non-stop druk og larm virkede for mig som intet mindre end en ultimativ udfordring.

Mine veninder havde på fornemmelsen, at jeg ville få kolde fødder, og de overtalte mig derfor til at blive frivillig på festivalen, så der ikke var mulighed for at bakke ud. Jeg ankom søndag over middag, og allerede om aftenen var jeg helt solgt. Jeg endte med at være på Roskilde Festival fra søndag til søndag, og jeg elskede hvert sekund.

Jeg boede i lejr med 30 andre unge, hvor jeg kun kendte mine to veninder. Inden ugen var omme havde jeg fået 27 nye venner og en flirt, som sidenhen har udviklet sig til et 2-årigt forhold. Min kæreste og jeg tog derfor sammen på Roskilde Festival sidste år, hvor vi fejrede vores første år sammen – noget jeg havde set frem til at gøre igen i år. Men da jeg er forholdsvis ny på min arbejdsplads og ikke har optjent så mange feriedage, var jeg forrige søndag nødt til at sende min kæreste og vores venner af sted uden mig. Mandag og tirsdag sneglede sig afsted, og det eneste jeg kunne tænke på (og snakke om) var, hvordan jeg kunne komme afsted.

Mine kære kolleger forbarmede sig til sidst over mig, og vi kom sammen på idéen med at skaffe ”likes” på Facebook. Så vi tog et billede og lagde det op med budskabet, at folk kunne hjælpe mig med at komme på Roskilde Festival. 5.000 likes ville give 1 dag, 10.000 likes ville give 2 dage og 15.000 likes ville give 3 dage. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg ville få over 21.000 likes og dermed 3 fantastiske festivaldage, så jeg er dybt taknemlig.

Noget af det, jeg blev meget klogere på i år er, hvor mange muligheder, der findes for at holde liv i smartphones og tablets.

På festival tænker man typisk meget over, hvordan man bruger sin mobil, for der er ikke lige en stikkontakt i forteltet, der kan lade den op igen, og omvendt er der nærmest ubegrænsede mængder af øjeblikke, som man har lyst til at forevige og dele på de sociale medier.

Festivaler anno 2014 har heldigvis fulgt med udviklingen på dette område også, og mulighederne er blevet rigtig gode for at holde liv i batteriet på trods af, at man bor i teltlejr og slet ikke har de faciliteter, man er vant til.

Det er slut med at stå i kø i timevis for at få opladt telefonen. På Roskilde Festival kan man cykle sig til en fuldt opladt telefon på en god times tid, og teleselskabet 3 havde flere telte på pladsen, hvor man kunne tage sin egen oplader med og sidde og vente på, at ens mobil blev genoplivet.

Har man alt for mange tømmermænd til at bevæge sig ud af sit telt, er der heldigvis råd at hente. Det er blevet rigtig populært at have en Volt-mobiloplader med, og selv havde jeg medbragt et USB-batteri fra Chill, der rent faktisk kunne oplade min mobil 10 gange i løbet af ugen. Det er virkelig bekvemt og super simpelt.

Solcelleopladere er en anden mulighed, og der findes rigtig mange forskellige på markedet, som fås fra et par hundrede kroner og opefter.

Og der er mere og mere brug for mobilen på festivaler. På Roskilde Festival holder man sig faktisk bedst orienteret via festival-appen, og man er derfor sikker på ikke at misse sine favoritkunstnere. Festivaler bliver også bedre til at udvikle kontantfri betalingsmuligheder, som foregår gennem mobilen, og det er en super god løsning, som jeg personligt ønsker mig meget mere af.

Mens mobilen måske er det vigtigste at skaffe strøm til på en festival, er der rigtig mange andre tech-produkter og gadgets som i dag kan købes i festival-udgaver. Batteridrevne højtalere så jeg rigtig mange steder på Roskilde Festival i år. Og der var også en, der havde medbragt et campingblus, som samtidig omdannede varmen til elektricitet og dermed kunne bruges som USB-oplader. Det er i hvert fald godt tænkt.

Jeg håber selvfølgelig, at jeg og kæresten er at finde på Roskilde Festival igen i 2015, og jeg tror faktisk, at jeg til næste år kommer til at overveje at medbringe endnu flere festival-gadgets, der kan gøre livet både lettere, hyggeligere og sjovere i teltlejren.

it-blog.dk er en del af it-jobbank.dk og fungerer som en platform, der giver plads til meninger og holdninger fra eksterne skribenter. it-jobbank deler ikke nødvendigvis de synspunkter og holdninger, som vore gæsteskribenter vælger at dele.

Læs også