Mange af os kan sikkert huske den første gang, vi gik på nettet. Hjemmecomputeren fik pludselig forbindelse til et utal af andre hjemmecomputere og gav os adgang til ubeskrivelige mængder af informationer lagret på servere verden over. Men hvordan kunne det overhovedet lade sig gøre?
Begyndelsen
Forud for en egentlig muliggørelse af sammenslutningen af folks hjemmecomputere gik selvfølgelig mange års idéudvikling og forskning på området. Og faktisk stammer selve idéen til et verdensomspændende netværk af informationsressourcer, som alle kan tilgå, helt tilbage fra den tidlige del af forrige århundrede.
Længe inden computeren overhovedet var opfundet, arbejdede den belgiske advokat og opfinder Paul Otlet nemlig på at oprette et videnscenter i Paris: Mundaneum. Her ville han blandt andet forsøge at samle alle verdens informationer på mikrofilm.
Otlet havde fulgt eksperimenterne med udviklingen af TV tæt, og noget af det mest interessante og visionære ved Otlets notater fra dengang var, at han i 1939 forestillede sig fremtidens informationskilder som ”en skærm med en telefon ved siden af”, hvilket ville erstatte bogen som primær informationskilde. En temmelig præcis antagelse, må man sige.
Science fiction-forfatteren H. G. Wells beskrev på samme tid i The World Brain et netværk af mennesker, der udvekslede informationer og tilsammen udviklede ny viden. Både Otlet og Wells fik flere år senere ret i deres antagelser.
Vannevar Bush, en af computerhistoriens berømtheder, beskrev nemlig i 1945 en maskine, der kunne matche Otlets og Wells’ krav. Bush kaldte maskinen for Memex, og den er det tætteste på en tidlig beskrivelse af internettets funktion, som vi kender den i dag. Men der skulle idéudvikles meget, før internettet var parat til hjemmecomputeren.
Systemet SAGE
Efterkrigsårene var optimismens tid, og udviklingen af nye maskiner gik enormt hurtigt. Dette galt også for udviklingen af computeren.
For at værne mod angreb fra USSR byggede amerikanerne et netværk af radarstationer og computere. Systemet hed SAGE, men kunne, ligesom lillebroren SABRE, der blev brugt i rejsebranchen, kun tale med andre computere, der var helt ens.
Den manglende tværkommunikation var især til stor irritation for Bob Taylor, der i 1965 uddelte forskningsmidler til dataforskning fra det amerikanske forsvarsministeriums forskningstænketank, ARPA. Derfor undersøgte Taylor i 1966, om det var muligt for forskellige computere at tale sammen på tværs af telefonkabler.
Den første forbindelse
Taylor samlede en gruppe mennesker til at udvikle systemet. Det blev til ARPAnet-projektet, og fire af gruppens medlemmer betragtes i dag som internettets fædre: Larry Roberts, projektleder, og Leonard Kleinrock, professor på UCLA. Men også en af Kleinrocks elever, Vint Cerf, samt ingeniøren, Bob Kahn, er i dag ikoniske for deres arbejde med internettet.
Den 2. september 1969 blev ARPAnet-systemet tændt for første gang og information blev sendt fra en computer til en anden. Men Internettet var dog ikke rigtigt født endnu.
Flere net
Efter de succesfulde tests med ARPAnet udvikledes lignende netværk rundt omkring i verden – blandt andet i Frankrig, hvor netværket CYCLADES var stort. Det var først, da Bob Taylor i 1973 igen fandt på at forbinde de forskellige netværk i et Inter-Net, at de tanker, som Otlet, Wells og Bush havde haft mange år forinden, for alvor blev en realitet.
Internettet skulle dog udvikle sig endnu mere, før det når frem til den form, vi kender i dag.
WWW – World Wide Web
Opfindelsen af World Wide Web for cirka 20 år siden har gjort internettet let tilgængeligt for enhver, og er nok det, de fleste kender som internettet i dag. WWW er dog ikke det samme som internet, men blot et program, der kører ovenpå internettet. WWW gør det muligt for brugeren at opleve tekst, lyd, billeder og video i en webbrowser, og WWW bruger InterNet til at hente informationerne.
WWW er altså ikke det samme som internet. Internet er meget ældre, og WWW er blot et program, der kører ovenpå. Men når du ser film på Netflix eller går på Skype, bruger du ikke WWW, men internettet.
Internettet i fremtiden
Når man ser på, hvad internettet kan i dag, kan det måske være svært at forestille sig, hvad fremtiden kan overraske med? Og det er da heller ikke sikkert, at internettet som sådan vil ændre sig væsentlig fra, hvad det er i dag. I hvert fald ikke i den nærmeste fremtid.
Internet overalt
Noget som i høj grad vil påvirke udviklingen af internettet, og hvad det kan, vil være brugerne og muligheden for netadgang overalt. Kombineret med ubegrænsede hastigheder, der muliggør endnu mere og endnu tungere vidensdeling, vil disse parametre uden tvivl påvirke den måde, som vi i fremtiden kommer til at bruge internettet på.
Offline er for de rige
Fremtidsforsker og erhvervspsykolog, Jacob Theilgaard, fortæller til it-jobbank, at vi skal være meget opmærksomme på, hvordan udviklingen vil påvirke os som mennesker, fordi grænsen mellem arbejde og privatliv nedbrydes, og derfor er det vigtig også at være lidt skeptisk omkring brugen af internettet.
"Når vi hele tiden er online, og chefen også forventer, at vi er online, så vil vi få et andet forhold til det med internettet i fremtiden. Det at kunne gå offline bliver pludselig et gode forbeholdt velhavere og dem med overskud i samfundet," spår Jacob Theilgaard og ser dermed et potentielt problem ved, at vi i fremtiden vil komme til at bruge internettet endnu mere end i dag.
"At være offline bliver derfor noget forbeholdt de rige i fremtiden."
Kilder: Wikipedia, Computerworld, Politiken og Mannaz
