It-karriereJobsøgning

Danske Bank og LEGO: Aarhus skal være epicenter for it-talenter

Destination Aarhus er en realitet. En fælles udfordring blandt 13 aarhusianske virksomheder har fået dem til at slå pjalterne sammen. Iblandt dem er virksomhederne Danske Bank, LEGO og Systematic, der alle har svært ved at besætte stillinger inden for enterprise og digital teknologi med kvalificeret arbejdskraft. Men det vil de nu gøre noget ved.

Både Danske Bank, LEGO, Systematic og mange andre fremadstormende danske it-virksomheder har svært ved at besætte stillinger med it-talent af høj kvalitet inden for teknologiudvikling, hvad enten vi taler om digital udvikling og eller udvikling af enterprise technology.

Derfor vil de gøre opmærksom på de internationale karrieremuligheder ved at bosætte sig i Aarhus og omegn med en teknologiuddannelse i rygsækken.

Opmærksomheden vil de skabe med initiativet Destination AARhus.

"Sammen vil vi fortælle historien om, at Aarhus – udover at være et godt sted at bo – også har et dynamisk erhvervsliv inden for digital teknologi og it, som giver kandidaterne mange flere muligheder end bare det job, de søger," fortæller Martin Stampe, medinitiativtager og underdirektør i Danske Bank.

Oplever vakuum i tiltrækningen af kandidater

Destination AARhus er skabt af initiativets tretten medlemsvirksomheder i forsøget på at få Aarhus på landkortet som en karriereplatform for dygtige teknologimedarbejdere.

Selvom virksomhedernes ansættelsesbehov er forskellige og hele tiden forandrer sig, kæmper de hver især med at få kvalificerede ansøgere – til stor undren for de veletablerede virksomheder, der gerne vil slå et slag for at flytte til Aarhus og gøre karriere.

"Når vi tænker på den høje livskvalitet og de mange spændende arbejdspladser i Aarhus, undrer det os, at vi oplever et vakuum i forhold til at tiltrække kandidater," forklarer Henrik Amsinck, der er medlem af styregruppen og CIO hos LEGO.

"Vi vil gerne vise de mange muligheder, når man er teknologiuddannet som it-ingeniør, datalog eller inden for marketing eller medie. For enhver medarbejder er det en kvalitet at have mange spændende virksomheder indenfor rækkevidde af sin bopæl, og det har du i Aarhus. Du kan starte med at arbejde for Danske Bank, gå videre til Systematic og ende hos LEGO. Der er altså rig mulighed for at gøre karriere i Aarhus og have flere jobspring uden at flytte," understreger Henrik Amsinck.

Behov for national som international arbejdskraft

Sekretariatet bag foreningen Destination AARhus får til huse på Dokk1 i Aarhus, og herfra tilbydes medlemsvirksomhedernes medarbejdere en række eksklusive seminarer og kompetenceopbyggende kurser. Men initiativet får både en national og international vinkel.

"Til vores første event i marts fik vi besøg af to profilerede personer inden for microservices, som er en ny digital teknologi. Der kunne du som ansat i en af medlemsvirksomhederne komme og lytte med, og du får altså mulighed for at deltage i en række events af høj international kvalitet. Den historie vil vi gerne fortælle potentielle kandidater – at det er noget, du kan blive en del af," forklarer Martin Stampe.

Internationalt vil medlemsvirksomhederne i Destination AARhus også bygge bro mellem erhvervslivet og de udenlandske studerende.

"Statistikken viser, at de fleste rejser hertil for at studere, men flytter igen, når de er færdige. Det mønster vil vi gerne bryde i fællesskab ved at fortælle om de mange spændende job i Aarhus, så de studerende ikke føler sig bundet til én virksomhed, men kan se, at der er mange steder at søge i regionen. Derfor vil vi i fremtiden også være aktive med brandet Destination AARhus på udenlandske jobmesser," påpeger Michael Holm, formand i styregruppen og CEO i Systematic.

Ifølge Michael Holm er en af det aarhusianske erhvervslivs største udfordringer det lave kendskab til antallet af virksomheder med en international vinkel.

"Det hænger muligvis sammen med, at vi er by nummer to og ikke by nummer et. Omvendt har Aarhus en størrelse, der tillader et helstøbt og nært universitet med gode uddannelser, et sundt miljø samt et tæt samarbejde mellem uddannelsesinstitutionerne og erhvervslivet. Nu skal vi bare blive endnu bedre til at fortælle historien," fortæller Michael Holm.

Foto: Kim Wyon

Karriere, kultur og klubber

For både Danske Bank, LEGO og Systematic handler initiativet om at skabe synlighed i en globaliseret verden, hvor storbyer som København har fordele i kraft af sin populationstæthed. Men Aarhus har også sine fordele, mener Henrik Amsinck.

"Jeg har selv arbejdet her i ni år, og det er fantastisk. Du kan arbejde hos LEGO, men du kan også arbejde for andre fantastiske virksomheder i området. Jeg kunne sagtens se en ung udgave af mig selv bygge en karriere ved at arbejde for et udsnit af Destination AARhus’ virksomheder. Aarhus er ikke bare en by med mange karrieremuligheder, men også kulturelle og sociale tilbud med Moesgaard, ARoS, Den Gamle By, et fantastisk natteliv, folkeuniversitetet samt hundredevis af foreninger og klubber," opremser Henrik Amsinck, og Martin Stampe istemmer:

"Aarhus er en by, der overrasker. Den er tæt på natur, skov og strand. Du kan trygt gå på gaden. Der er mange gode tilbud til børnefamilier, og så har vi en virksomhedskultur, der tillader, at du har et liv ved siden af dit arbejde. Det er måske i virkeligheden en af årsagerne til, at vi i Danmark igen og igen ligger helt i top, når det kommer til, hvor lykkelige vi er internationalt set," understreger Martin Stampe.

Uændret konkurrence om arbejdskraft et kardinalpunkt

For de tretten medlemsvirksomheder er det et kardinalpunkt, at de har en fælles forståelse for, at samarbejdet vil gøre Aarhus og Region Midtjylland mere attraktiv og dermed gøre puljen af talent større.

"Det er det, der binder os sammen. Og vi har fuld forståelse for, at vi stadig er konkurrenter, når det kommer til at få fingrene i den bedste arbejdskraft," forklarer Martin Stampe.

"Vi må se stort på, at nogle kandidater flytter fra én virksomhed til en anden. Det nytter ikke noget at være smålig, for vi kan alligevel ikke forhindre arbejdets frie bevægelighed. Men vi kan sørge for, at der er flere, som synes, at Aarhus er et fantastisk sted at være med gode arbejdspladser. Det kan vi gøre i fællesskab," afslutter Michael Holm.

Se ledige job hos Systematic

Om Destination AARhus

Destination AARhus er et arbejdsgiverinitiativ, der har til formål at tiltrække national og international it-arbejdskraft til Region Midtjylland. Bag initiativer står virksomhederne Systematic, Danske Bank, LEGO, Kamstrup, CGI, STIBO, TERMA, Arla, Grundfoss, Dansk Ingeniørservice, Dansk Supermarked Group, Trifork og Vertica - desuden Aarhus Universitet, Aarhus Kommune og Region Midtjylland.

Læs også