Det er en travl mand, der møder ind på vores kontor på Islands Brygge på denne småkolde tirsdag i marts, for lige nu er Emil Wismann i fuld gang med at give den gas i X-Factor liveshows, hvor omkring en million danskere hver fredag følger troligt med. Vi har en formiddagsaftale, som han lige kan nå, inden turen går til øvelokalet sammen med Thomas Blachmann, der er Emils mentor i programmet.
Emil har nu "boet" i en lejlighed i København i en måned sammen med de andre deltagere, men som han på sin egen bramfrie facon siger: "Jeg nyder virkelig at være med i X-Factor, men jeg glæder mig også til at komme tilbage til hverdagen i Gråsten – jeg bliver sgu aldrig Københavner." Netop hverdagen i Gråsten byder, ud over venner og familie, på et arbejde i Danfoss' R&D afdeling, nærmere bestemt software og test, hvor nye produkter testes og forfines. Mere om arbejdet hos Danfoss senere.
Interessen for it har været der siden 6-7 års alderen
Det er langt fra en tilfældighed at Emil Wismann er havnet på "it-hylden", for allerede da han var en 6-7 år gammel begyndte han at stoppe PCI-kort i gamle stationære computere, rodede med kabler, harddiske, CD-rom drev, DVD-drev og formaterede og defragmenterede. Specielt én episode står lysende klart.
”Jeg kan huske engang, jeg sad på mit værelse, og min computer rent faktisk virkede, og jeg tænkte for mig selv 'hvad fanden skal jeg så lave nu?', fordi jeg altid sad og rodede med den og reparerede på den. Så det har altid ligget helt naturligt til mig, det med at være nysgerrig på it og teknik.”
Det var egentlig planen, at uddannelsesturen skulle gå forbi gymnasiet, men et brobygningsforløb, hvor Emil fik muligheden for at se nærmere på grundforløbet som datatekniker, fik ham på andre tanker.
”Vi startede op med programmering, hvor vi havde en indisk lærer, som underviste os i PHP. Jeg blev så glad for det, at jeg endte med at lave et helt forum, og jeg kunne mærke, at programmering var noget for mig. Så efter brobygningen besluttede jeg mig for at søge ind, og nu sidder jeg her med en uddannelse som datatekniker med speciale i programmering.”
Stoltheden over at arbejde for Danfoss
Selvom Emil "kun" er 21 år gammel, har han allerede været 5 år hos Danfoss, og man kan mærke stoltheden i stemmen, når talen falder på arbejdspladsen i Gråsten. Det er her, Emil har sin daglige gang, når den da ikke lige står på X-Factor og liveshows, og det er faktisk over en måned siden, at han sidst har haft en normal arbejdsdag. Han har dog fuld opbakning fra baglandet, som du kan se i videoen nedenfor.
Hverdagen i R&D-afdelingen byder på mange spændende projekter og opgaver, og de personlige og karrieremæssige udviklingsmuligheder er store. Det er dog ikke den eneste grund til, at Emil er glad for at være hos Danfoss. Der hersker nemlig en helt speciel ånd i den hæderkronede danske virksomhed.
”Jeg er ikke prototypen på en it-nørd, og jeg er, som du ser mig på TV: Ekstrovert, glad og altid i godt humør. Jeg trives bedst i et miljø, hvor der er højt til loftet og plads til at hygge sig med kollegaerne, og sådan er det i min afdeling. Vi er også gode til at tage imod nye medarbejdere, og eksempelvis fik vi for et par år siden to indere ind. Her har vi en buddy-ordning, hvor frivillige medarbejdere sørger for, at folk, der ikke lige kommer fra området, kommer godt på plads og føler sig hjemme."
Netop arbejdsmiljøet lægges der stor vægt på, blandt andet ved hele tiden at have fingeren på trivselspulsen i virksomheden, og sikre at der er god balance mellem arbejde og fritid. Det leves der til fulde op til. "Du kan godt lide at fortælle, at du arbejder hos Danfoss," som Emil Wismann selv udtrykker det.
Nyder det så længe det varer – men hverdagen kalder (måske)
Modsat mange andre håbefulde deltagere, så ved Emil Wismann godt, at berømmelsen, som udgangspunkt, kun er til låns. Dermed ikke sagt, at han ikke nyder den, for det gør han i fulde drag.
”Jeg elsker at optræde, og jeg elsker, at jeg får lov til at lære en masse om mig selv og dygtiggøre mig og min stemme sammen med branchens allerbedste folk. Jeg har også fundet ud af, hvor meget jeg elsker musik, og jeg ville da ikke sige nej, hvis jeg fik stukket en pladekontrakt i hånden, men jeg ved godt, at det ikke er sådan, det fungerer. Jeg ved dog, der kommer spillejob, når X-Factor er slut. Det glæder jeg mig helt vildt til, og det er en fed måde at tjene lidt ekstra penge på."
Hvor længe X-Factor-eventyret varer er der ingen, der ved, men vennerne tager troligt turen i bil HVER fredag fra Gråsten for at heppe og støtte deres ven. Den ene tager sågar et fly, da han har lidt senere fri end de andre, og den dedikation smitter naturligvis af på Emil, som vil gøre alt for at nå helt til tops i sangkonkurrencen.
Audiensen med den travle unge mand er så småt ved at være slut, og der er ingen tvivl: Den syngende softwareudvikler Emil oser af X-Factor.
Foto til artiklen: Lasse Lagoni, TV2
Drømmer du også om en karriere indenfor it?
Hos Computerworld it-jobbank har vi job til alle typer it-profiler, og du finder altid over 250 spændende job.