It-karriere

Tech-giganter ansætter i Danmark: Apple, Facebook & IBM

Udenrigsministeriets arbejde med at lokke flere internationale it-virksomheder til at placere datacentre i Danmark ser ud til at have båret frugt. Således er Apples planer om at bygge et kæmpe datacenter ved Viborg ikke et enkeltstående tilfælde.

Måske går du som andre og overvejer nyt job.

I så fald er der gode muligheder for at score et spændende job, for flere store internationale virksomheder annoncerede sidste år, at de søger nye medarbejdere til datacentre i Danmark.

Facebook bygger kæmpe-datacenter i Odense

I oktober skrev Fyens Stiftstidende, at Facebook bygger et kæmpe-datacenter i Tietgenbyen i Odense.

Ifølge avisen vil datacentret komme til at bestå af to serverhaller på 26.500 kvadratmeter og en hal på 39.000 kvadratmeter.

Computerworld har tidligere afsløret, at et andet it-firma planlægger at bygge et stort datacenter ved Fredericia. Hvem ved vi ikke endnu, men størrelsen – cirka 130.000 kvadratmeter – udelukker de fleste selskaber og efterlader kun en lille håndfuld mulige selskaber.

IBM åbner nyt innovationscenter i København

En pressemeddelelse i efteråret afslørede, at IBM inden for de næste to år ansætter 250 medarbejdere, som skal arbejde med en række nye teknologiområder i virksomhedens nye innovationscenter.

Første hold medarbejdere blev ansat i efteråret, og de skal fokusere på blandt andet teknologier inden for big data, cognitive computing og digitale forretningsområder.

IBM oplyser, at bemandingen vil bestå af to typer konsulenter:

  • Junior Consultants med en stærk it-profil kombineret med en god forretningsforståelse. Eksempelvis ved baggrund i en master eller bachelor fra ITU, DTU, CBS, KU eller lignende.
  • Senior Consultants med specifik viden og solid erfaring inden for et givent tech-område. Typisk med 5 års erfaring.

IBM Danmarks administrerende direktør, Henrik Bodskov, uddyber:

"Danmark er skabt til at være et innovationslaboratorium. Dels er der adgang til it-talenter med forretningsforståelse – dels er danske kunder meget nysgerrige og parate til at bruge nye digitale løsninger."

Selskaber har dog også åbnet tilsvarende centre i Tyskland, Østrig, Schweiz, Sverige, Holland, Italien, England og Frankrig.

Der er altså også jobmuligheder for de rejselystne.

Se ledige job