It-karriereJobsøgning

Software bliver hånd­gri­be­ligt hos FOSS

Hos FOSS bliver software håndgribeligt, når udviklerne samarbejder på tværs for at skabe nye instrumenter til at sikre rene madvarer og en effektiv fødevareproduktion. Softwareområdet er i en rivende udvikling, og derfor har it-jobbank talt med FOSS.

Med over 70 medarbejdere i softwareafdelingen i Innovation Centret i Hillerød, udgør afdelingen en væsentlig del af de 220 medarbejdere, der her arbejder med udvikling. Software-afdelingen er organiseret i Scrum teams, som er ansvarlige for både design og udvikling. Hvert år udvikles og lanceres flere nye instrumenter.

FOSS leverer løsninger til verdens 100 største fødevarekoncerner og er verdens førende producent af analyseinstrumenter til den globale fødevareindustri og landbrugssektor. Det handler om at bidrage til en optimal anvendelse af råvarer, bedre fødevarekvalitet og -sikkerhed, og med mere end 1.300 medarbejdere i 28 lande har FOSS en global tilstedeværelse.

Torben Warming kom til FOSS for to år siden og er leder af software-afdelingen hos FOSS. De sidste par år har software i instrumenterne og softwarebaserede online-services haft en stadig voksende betydning for FOSS’ produkter og forretning.

”Baseret på høj kvalitet og nøjagtighed i måleresultaterne forventer kunderne, at instrumenterne skal kunne mere og mere; derfor spiller software naturligt en stadig større rolle. For at imødekomme behovene anvender vi de nyeste udviklingsmetoder, teknikker og værktøjer. Vi bruger tid på at afprøve nye idéer og teknologier, og lader derigennem medarbejderen finde vejen til de bedste resultater.”

Vi har spurgt fire medarbejdere i software-afdelingen, hvad det er, de sætter pris på:

Faglige specialister lige ved hånden

Uden software fungerer instrumentet ikke, og god software kræver en forståelse af instrumentet som helhed. Derfor samarbejder alle på tværs af afdelinger. ”Uanset om man har spørgsmål vedrørende hardware eller kemometri, er der dygtige folk lige inden for rækkevidde. Det sætter jeg stor pris på,” bemærker softwareudvikleren Jerry Andersen. Jerry har blandt andet været lead developer for et Scrum team til et af FOSS’ største analyseinstrumenter til kød og arbejder nu på et nyt instrument til mælk.

At præge fremtidens teknologi

For Mikkel Stæhr, der arbejder med procesløsninger til fødevareindustrien, er det mest spændende ”at være en del af udviklingsforløb, hvor vejen ikke allerede ’er lagt’ og på den måde være med til at præge fremtidens teknologi. I nogle tilfælde ser man, at kundens behov ændrer sig, som arbejdet skrider frem, og det gør løsningen så også.” Mikkel har for eksempel arbejdet med integrations- og reguleringssoftware til proceslinjer, hvor måleresultaterne bliver koblet med data fra flere sensorer, flowmetre, vægte, stregkodelæsere og lign.

Samarbejde på tværs af faggrupper

Martin Kofoed supplerer: ”Jeg synes, det er virkelig spændende, at softwaren vi udvikler bruges til noget meget konkret. Softwaren spiller en central rolle i instrumenterne og er mere end ’bare ren software’. På den måde får vi indsigt i mange andre områder, fordi vi arbejder på tværs rundt om instrumentet. Jeg har for eksempel haft mulighed for at lære en masse om hardware, men også kemometri.” Martin er blandt andet arkitekt på en helt ny softwareplatform til et af de nye instrumenter.

Stor indvirkning på kunders hverdag og fødevaresikkerhed

Anders Søborg fortæller: ”For mig er det utrolig motiverende, at der er en del hardware involveret i FOSS’ instrumenter, hvilket betyder, at jeg kan se ting bevæge og flytte sig – det gør det meget håndgribeligt. Samtidig kan jeg se, hvordan mit daglige arbejde har stor indvirkning på vores kunders hverdag og er med til at forbedre fødevaresikkerhed.” Anders har blandt andet arbejdet med at udvikle software til styring af motor og infrarød detektor, der opsamlet og præsenterer data til et mælkeanalyseinstrument.

Hos FOSS investeres over 10% af omsætningen i udvikling.

Du kan læse mere om FOSS her og søge et af de ledige it-job hos FOSS.

Læs også