HR og it-rekrutteringMotivation og trivsel

It-folk gider ikke have job i staten: "Det rækker altså ikke at tilbyde en it-pro­fes­sio­nel med 15-20 års erfaring 27.000 kroner om måneden"

Staten har problemer med tiltrække og fastholde dygtige it-folk. I stedet tvinges staten til at købe dyrt ind hos eksterne konsulenter. "Det rækker altså ikke at tilbyde en it-professionel med 15-20 års erfaring 27.000 kroner om måneden. Så tror da fanden, at de har problemer med at fastholde og rekruttere," siger Prosa.

De statslige myndigheder har problemer med at tiltrække højt kvalificeret it-arbejdskraft.

Det fremgår af et såkaldt kasseeftersyn på it-området, der er udarbejdet af Finansministeriet.

I rapporten om kasseeftersynet fremgår det, at "statslige myndigheder oplever udfordringer med at tiltrække og fastholde medarbejdere med de rette it-kompetencer".

Ekspert: Staten kan ikke konkurrere på løn

En problemstilling som Niels Bjørn-Andersen, der er professor ved Copenhagen Business School (CBS), kan genkende.

"Staten har svært ved at give de lønninger, som de private virksomheder kan, og konsekvensen er ofte, at staten i stedet henter konsulenter ind til lønninger, der i mange tilfælde er tre gange så høje, som den løn statens egne medarbejdere får," lyder det fra ham.

Hos de it-ansattes fagforbund Prosa kan man ligeledes genkende problemstillingen med statslige myndigheder, der ikke kan matche de lønninger, der tilbydes i de private.

"Staten er ganske enkelt ikke villig til at betale det, som en it-ansat koster. Det rækker altså ikke at tilbyde en it-professionel med 15-20 års erfaring en løn på 27.000 kroner. Så tror da fanden, at de har problemer med at fastholde og rekruttere, når de ikke vil tilbyde den rette løn," siger Morten Rønne, der er forbundssekretær hos Prosa.

Højere krav, samme løn

Han oplever, at statslige job gennem de seneste år er blevet mindre og mindre attraktive for it-professionelle.

"Vi ser, at der bliver stillet højere og højere krav, mens lønnen ikke følger med. I gamle dage kunne statslige arbejdspladser tilbyde et arbejdsmiljø med mere fleksibilitet, men presset på de offentlige ansatte er steget, og i dag arbejder de statslige ansatte på private vilkår, men til offentlig løn. Folk kan ikke se logikken i at søge et arbejde i det offentlige, når de bliver tilbudt en latterlig løn," siger han.

Ifølge Morten Rønne kan det få den konsekvens, at det statslige it-arbejde bliver ramt af forsinkelser eller ikke blive udført godt nok.

Den vurdering deles af Niels Bjørn-Andersen fra CBS.

"Det er klart, at der er risiko for, at der er systemer, som ikke bliver testet tilstrækkeligt, hvis du ikke har de medarbejdere, der skal til. Der er også en risiko for, at du ikke får testet alle de forskellige specialproblemstillinger. Det betyder, at systemer enten kan blive sat i drift, selv om de ikke fungerer, som de skal, eller at systemerne bliver forsinkede. Det har vi jo desværre set en del eksempler på i det offentlige," siger Niels Bjørn-Andersen til Computerworld.

Læs også