Arbejdsglæde

Sådan tackler du manglende mo­ti­va­tion på jobbet

Vi kender det alle: Mandag morgen er hård, men vi skal jo bare lige i gang. Så bliver det tirsdag, men intet forandrer sig. Onsdag og torsdag er en kamp, og fredagen kommer vi kun igennem, fordi det lugter af weekend.

Der er ikke noget galt i at føle sig arbejdstræt for en periode.

Det er naturligt, men i en tid med tendens til at alt hele tiden skal være nyt og spændende, kan tilstanden føles overvældende.

Er du en af dem, der virkelig ikke kan holde det ud, så læs med her og få 5 forslag til at tackle en periode med manglende motivation.

1. Pauser

Yes, det er den gode gamle sang med pauser. Husker du at holde dem?

Mange tænker ferier som en pause – men for ikke at køre død i dagligdagen, har du også brug for pauser i mindre skala.

Weekendpauser, pauser efter arbejde, pauser PÅ arbejdet.

Prøv at lægge 2x10 minutters pause ind i din arbejdsdag, foruden frokosten, og gå en tur, hør en sang, stræk dig, tal om fritiden med dine kolleger. Pauser genoplader os, og kan virke som motivation for liiiige at nå den kedelige opgave inden du giver dig selv frikvarter.

2. Guleroden

Det her lægger sig lidt op ad pauserne, og handler om at give dig selv en gulerod i løbet af dagen eller ugen, når du er inde i en periode med lav motivation. Det kan være du ELSKER at løbe en tur om en bestemt sø, male dine negle, spille Warhammer, spise flødeboller, [indsæt selv].

Er du inde i en periode, hvor det hele kører lidt langsomt, så planlæg disse gode stunder oftere end du ellers ville, og gør det så hyppigt, som du har brug for.

Skriv dem ind i din kalender som en aftale – så har du sat tiden af, prioriteret det og har mindre tendens til at glemme at være god ved dig selv!

3. Acceptér din manglende motivation for nu

Ugidelighed er aldrig blevet bedre af at slå sig selv i hovedet for det.

Forslag nummer 3 tilskynder dig derfor til at acceptere, at det er menneskeligt at være lav på energi for en periode.

Fortæl dig selv, at det er OK, at du ikke gider dit arbejde eller dine opgaver lige nu. Anerkend den manglende lyst.

Måske skal du også sætte baren ned for, hvor meget du ønsker dig at nå på jobbet for en periode.

For nogle kan anerkendelsen og det selvkærlige i at tage det stille og roligt for en stund være nok til, at lysten til opgaverne lige så stille vender tilbage.

4. Tal med andre

Du kan også prøve at tale med andre om din arbejdstræthed.

Det kan være fortrolige kolleger, din kone, din kat, din chef.

Der sker noget, når vi lufter, hvordan vi har det. Trykket bliver taget af ventilen og problemet bliver ligesom mindre.

Derudover kan andre ofte spejle os, og tale os nærmere ind på, hvad det egentlig er, der trykker – hvis der er noget dybere der trykker.

5. Bliver det ved?

Varer dit humør ved flere måneder eller år, så skal du selvfølgelig tage det seriøst!

Vær nysgerrig på dig selv, og undersøg hvad din tilstand kan handle om. Er det arbejdspladsen? Opgaverne? Chefen?

Eller stammer din træthed fra forhold eller situationer uden for dit job?

Uanset kilden kan det være tegn til, at du har brug for forandring – og det er værd at lytte til!

Læs også