De bedst betalte it-færdigheder i 2025
It-ansatte i Danmark og resten af verden tager til takke med mindre lønstigninger end for blot et år siden, og it-jobmarkedet er i tilbagegang.
Efterspørgslen efter visse it-færdigheder accelererer imidlertid. Det betyder tilsvarende højere lønniveauer for personer med de særlige kompetencer.
Dice Tech Salary Report 2025 har kortlagt de særlige kompetencer, som aktuelt giver den højeste gennemsnitsløn til amerikanske tech-ansatte.
Generelt giver færdigheder inden for kunstig intelligens, cloud computing, cybersikkerhed, programmeringssprog, SaaS og DevOps de bedste lønninger, skriver mediet CIO.dom.
Her følger listen med de 10 it-færdigheder, som generelt fører til den bedste løn:
-
Serviceorienteret arkitektur
Færdigheder inden for serviceorienteret arkitektur (SOA) giver i gennemsnit en årlig løn på præcis en million kroner til dem, som arbejder med det.
SOA er en it-arkitektonisk ramme, der bruges til softwareudvikling, der fokuserer på applikationer og systemer som selvstændige tjenester.
Hver tjeneste brydes ned og kategoriseres derefter efter sit eget specifikke sæt af funktioner i en standardiseret grænseflade, der gør det muligt for tjenesterne at interagere med og få adgang til hinanden.
-
Elasticsearch
Elasticsearch er en distribueret søge- og analysemaskine bygget på Apache Lucene.
Den gør det muligt for brugere at gemme, søge og analysere store datasæt i realtid og er blevet et populært værktøj for virksomheder, hvor store mængder af data skal bearbejdes, søges i og analyseres i realtid.
Færdigheder indenfor Elasticsearch fører en årlig gennemsnitsløn på 918.000 kroner med sig.
-
Ruby
Ruby er et open source, objektorienteret programmeringssprog. Det har rødder tilbage i 1990'erne og er designet til at være enkelt, læsbart og nemt at skrive.
Ruby har ry for at være produktivt og sjovt at arbejde med. Det benyttes især til webudvikling sammen med Ruby on Rails-rammeværket og til scripting, automatisering, DevOps og databehandling.
Ruby-færdigheder giver en gennemsnitlig årsløn på 900.000 kroner.
-
Apache Kafka
Apache Kafka er et kraftfuldt værktøj til databehandling og -analyse i realtid ved hjælp af et distribueret streaming-platformdesign.
Værktøjet muliggør håndtering af store datasæt og er populært indenfor især finans, telekommunikation og e-handel.
It-folk, som arbejder med Apache Kafka, tjener i snit 898.000 kroner om året.
-
Redis
Redis er et open source-datalagrings- og administrationsværktøj. Det gør det muligt at lagre og gemme data og giver hurtig og nem adgang til data, samtidig med at det sikkerhedskopieres til en harddisk.
Ansatte med Redis-færdigheder tjener i snit 897.000 kroner om året.
-
Java Database Connectivity
Java Database Connectivity (JDBC) er nødvendigt for at forbinde Java-applikationer til databaser og sørge for, at de kan tilgås med SQL-forespørgsler.
Færdigheden er mest almindelig for java-udviklere, backend-ingeniører, fullstack-udviklere og database-administratorer. Den giver en gennemsnitlig årsløn på 891.000 kroner.
-
Containere
At containerisere er processen med at pakke applikationer og tilknyttede teknologier til en enkelt enhed kaldet en container og sikre, at den fungerer forudsigeligt på tværs af forskellige miljøer.
Arbejder man med softwareudvikling, DevOps, cloud computing og it-drift, er man helt sikkert støt på færdigheden.
At arbejde med containere giver en gennemsnitlig årsløn på 890.000 kroner.
-
Golang
Golang, eller Go, er et open source-programmeringssprog udviklet i 2007 af Google.
Det betegnes generelt som brugervenligt og hjælper med udviklingen af softwaresystemer, webapplikationer og cloud- og netværkstjenester.
Benytter man Golang i sit daglige arbejde, tjener man i gennemsnit 886.000 kroner om året.
-
Amazon Redshift
Amazon Redshift er et cloud data warehouse og er designet til at være hurtig, skalerbar og målrettet virksomheder, som ønsker at behandle store datasæt.
Færdigheden er almindelig blandt dataingeniører, dataanalytikere, BI-udviklere, softwareingeniører og cloud-arkitekter.
De, som arbejder med Amazon Redshift, tjener i snit årligt 882.000 kroner.
-
REST
Representational State Transfer (REST) er en softwarearkitekturstil, der bruges til at designe webtjenester, netværksapplikationer og API'er.
Når REST benyttes af backend-udviklere, fullstack-udviklere, cloud-ingeniører, mobilapp-udviklere og DevOps- og API-ingeniører, tjener de i gennemsnit 881.000 kroner om året.