Disse AI-fær­dig­he­der giver dig mest i lønposen

Det kan betale sig at tilegne sig kompetencer inden for AI, hvis man vil have mere i løn. Det viser nyt studie.

Det kan betale sig at have de rette kompetencer inden for kunstig intelligens.

Faktisk kan folk, der besidder specifikke færdigheder inden for AI i gennemsnit hive en 21 procent højere løn hjem end deres kolleger uden disse færdigheder.

Det viser et nyt studie fra Københavns Universitet og University of Oxford, der er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Research Policy.

Her har universiteterne på baggrund af data fra 50.000 freelancejob udbudt på en amerikansk onlineplatform fra 2014 til 2022 undersøgt, hvilke færdigheder, der er mest værd på det moderne arbejdsmarked, hvor teknologien buldrer derudaf.

I den sammenhæng har man kortlagt hele 962 arbejdsrelaterede færdigheder og deres værdi og er altså kommet frem til, at det er viden om kunstig intelligens, der giver mest i lønposen.

Disse færdigheder kan ifølge undersøgelsen hæve lønnen med hele 21 procent.

"AI er det nye sort på arbejdsmarkedet," siger Ole Teutloff fra Copenhagen Center for Social Data Science ved Københavns Universitet.

"Kompetencer inden for kunstig intelligens er i høj efterspørgsel, og det er let at forstå hvorfor. Det er ikke kun en stigning i lønnen, men også en evne, der kan bruges i mange forskellige arbejdsområder, hvilket giver dig ekstra værdi," lyder det videre.

Færdigheder inden for machine learning er de mest værdifulde

Studiet viser, at det især er færdigheder inden for machine learning, der kan give op til 40 procent mere i løn, mens kendskab til TensorFlow og deep learning giver op til henholdsvis 38 og 27 procent mere i løn efterfulgt af dataanalyse med 14 procent.

Gennemsnitligt giver færdighederne dog 21 procent mere i løn.

Ekstraværdi af udvalgte AI-færdigheder Figuren viser værdien af at tilegne sig bestemte færdigheder på AI-området. I gennemsnit vil en ekstra AI-færdighed øge aflønningen med 21 procent. For alle færdigheder er det 4 pct. i gennemsnit.

Læs også