Unge danske it-folk presses på lønnen, advarer eksperter

En it-uddannelse har længe været adgangsbilletten til en attraktiv løn. Men nu ændrer virksomhedernes syn på it-kompetencer sig. Det kan især ramme de unge.

Med en gennemsnitlig startløn på over 52.000 kroner om måneden har en nyuddannet cand.scient. i datalogi her i 2026 udsigt til en økonomisk god begyndelse på arbejdslivet.

Tiderne med årgange af forgyldte unge med en videregående teknologiske uddannelser kan dog være på vej mod en brat afslutning.

Flere eksperter påpeger over for Computerworld, at AI's fremkomst kan eller vil underminere de høje lønninger, som mange af branchens talenter blev udstyret med lige efter endt uddannelse.

Gennem henvendelser fra medlemmer og tilbagemeldinger fra karriererådgivere oplever Curt Kjærsgaard Raavig, som er næstformand i de it-ansattes fagforening Prosa, at nogle arbejdsgivere allerede forsøger at udnytte den vanskeligere jobsituation til at presse lønnen.

På Computerworlds spørgsmål om, hvorvidt de unges løn kan blive presset ned, svarer han:

"Jeg kan godt se, at arbejdsgiverne prøver på det i øjeblikket."

Prosa står i øvrigt bag lønoplysningen øverst i artiklen.

Spår ikke masseledighed

Økonomi-professor Michael Rosholm fra Aarhus Universitet advarer i et opslag på LinkedIn om, hvordan AI kan ramme de unge it-talenters løn, hvis de som følge af AI's indtog i it-branchen risikerer at gå længere end forventet uden arbejde efter endt uddannelse.

Særligt direkte i sin advarsel mod et AI-betinget pres på unge it-specialisters lønninger er Mark Friis Hau, der forsker i krydsfeltet mellem mennesker, samfund og teknologi med særligt fokus på generativ AI på Roskilde Universitet.

For de it-professionelle er den gode nyhed, at Mark Friis Haus bekymringer ikke går på, at AI skaber massearbejdsløshed.

Han frygter snarere, at teknologien ændrer virksomhedernes opfattelse af, hvad medarbejdernes kompetencer er værd.

Mark Friis Hau fremhæver, at mindre erfarne medarbejdere i nogle undersøgelser opnår store produktivitetsgevinster ved hjælp af AI.

Kan en juniorudvikler med en chatbot levere resultater på niveau med en mere erfaren medarbejder, ændres arbejdsgivernes vurdering af betydningen af erfaring og uddannelse.

"Hvis man ikke længere kan argumentere for en højere løn med henvisning til sine kompetencer, så bliver rigtig mange lønforhandlinger i Danmark anderledes. Og meget sværere," siger Mark Friis Hau til Computerworld.

Han argumenterer for, at lønudviklingen kan svækkes – også selvom antallet af it-stillinger ikke falder.

Virksomhederne begynder måske at betragte visse it-kompetencer som mindre sjældne. Dermed vil medarbejderne få vanskeligere ved at kræve højere løn med henvisning til deres kvalifikationer.

"Hvis der breder sig en fortælling om, at it-kompetencer ikke længere er særlig meget værd, fordi AI kan løse opgaverne, kan det få alvorlige konsekvenser. Så bliver det pludselig meget sværere at forhandle sig til en højere løn," siger sociologen og fortsætter:

"Det kan i sidste ende betyde, at lønningerne falder."

Han understreger, at dette er hans vurdering som forsker, og at han endnu ikke har set en dokumenteret løneffekt.

Især unge rammes

Stephen Alstrup er professor ved Datalogisk Institut på Københavns Universitet. Ud fra en betragtning om, at de mere trivielle opgaver forsvinder, mens det bliver mere komplekst, hvad der skal laves, ser han faktisk den nyuddannede datalog blive endnu mere eftertragtet. Andre, og i særdeleshed kortere, it-uddannelser kan ifølge professoren helt forsvinde.

"Jeg synes, det primært handler om hvilke kompetencer der er behov for og ikke så meget, om man har 2 eller 30 års erfaring. Det er – som det altid har været – at maskinen (AI) overtager vores opgaver nedefra og op. Tænk på lommeregneren og ingeniøren," siger Stephen Alstrup.

Prosa-næstformand Curt Kjærsgaard Raavig understreger, at han ikke ved, om det vil lykkes it-arbejdsgiverne at presse lønningerne i branchen.

"Det er mest de unge, der vil blive ramt, fordi deres arbejdsløshed stiger."

Han peger på, at lønpresset kan vise sig som tab af købekraft snarere end direkte fald i den nominelle løn.

Curt Kjærsgaard Raavig forventer dog ikke nødvendigvis, at situationen bliver permanent.

Han tror, at AI på længere sigt kan skabe flere it-job, fordi teknologien gør det økonomisk muligt at realisere projekter, som virksomhederne tidligere har fravalgt.

En anden effekt fra fremkomsten af AI, som kan ramme de unge it-talenter lønmæssigt, er, hvis de går længe efter endt uddannelse uden at finde et job.

I et LinkedIn-opslag advarer professor i økonomi Michael Rosholm om de langsigtede konsekvenser af, at en nyuddannet, som bruger måske to år på at finde sit første relevante job, risikerer mere end blot to år med lav indkomst. Vedkommende går også glip af to års erfaring og potentielle lønstigninger.

"Vi ved fra mange års forskning, at en dårlig start på arbejdsmarkedet kan sætte spor i lønninger og beskæftigelse i mange år frem," skriver Michael Rosholm i sit opslag.

Opgaver kan løses af AI

Computerworld har talt med flere yngre it-professionelle, som er blevet uddannet for nylig. Fælles for dem er, at de blev overraskede over, hvor svært det var at finde et arbejde efter endt uddannelse i en tid præget af AI i it-branchen.

En af dem er 29-årige Mikkel Hansen. Han er cand.scient. i medialogi fra Aalborg Universitet og har efterfølgende oplevet at gå ledig ad to omgange.

I den virksomhed, hvor det nu er lykkedes ham at finde arbejde, hører han seniorudviklere og partnere vurdere, at de selv kan løse opgaver med AI, som ellers kunne være udført af en nyuddannet programmør.

Han mener, at det i it-branchen er blevet sværere at opnå den erfaring, som er væsentlig for især unge jobsøgende.

Direktør er optimist på de unges vegne

TDC Erhvervs administrerende direktør, John Henriksen, er mere optimistisk på de unge it-specialisters vegne.

Hvis AI skaber tilstrækkeligt mange nye opgaver, behøver den samlede efterspørgsel efter it-specialister ikke falde, påpeger han over for Computerworld.

"Der vil fortsat være brug for mennesker, som kan programmere. Måden, man gør det på, ændrer sig bare. Lige nu står vi over for et større skifte i måden, man arbejder på. Der er fortsat brug for at finde ud af, hvad applikationerne skal kunne, hvordan de skal interagere med andre applikationer, og hvordan hele strukturen skal udvikle sig."

John Henriksen har også fulgt med i debatten om, hvorvidt generativ AI vil gå ud over især de unge.

Han afviser, at AI hidtil har ført til færre ansættelser i TDC Erhverv.

"Jeg synes faktisk tværtimod, at vi ansætter mange mennesker, fordi mulighederne også er der. Jeg ser heller ikke, det er noget, der fylder i markedet," siger John Henriksen.