Inden vi går i gang med interviewet, skal vi lige adressere "elefanten i rummet" spørgsmålet: Hvor stammer Lord fra?
”Jeg har i forvejen et ret langt navn, men en af mine gode veninder besluttede sig simpelthen for at købe et stykke land i Skotland til mig, og med det medfølger titlen Lord. Så det er egentlig mest et sjovt gimmick.” fortæller Milas Thorhauge (som vi kalder ham fremadrettet i artiklen for nemheds skyld).
Ja - Det er Poderen fra Forum!
Hvis du sidder og tænker "er det ikke ham poderen der laver afstemninger?". Så har du helt ret. Milas Thorhauge har gjort det til en fest at blive podet, ved at lave små polls til de mange danskere der er blevet podet hos ham i Forum. Det har blandt andet resulteret i artikler i Soundvenue, BT og senest Politiken og skabelsen af Instagramprofilen Nosynosepoker, som i skrivende stund er tæt på at runde 6.000 følgere. De små afstemninger har udelukkende givet positiv feedback, og minder os alle om at vi ikke skal tage tingene så tungt og alvorligt. Ja, én mente sågar at Milas burde modtage Nobels Fredspris for sin indsats.
DJ, festarrangør og drømmen om at lave computerspil!
Milas Thorhauge dimitterede i 2015 fra Frederiksberg Gymnasium, og har efterfølgende ernæret sig ved at være DJ og festarrangør, hvor han blandt har samarbejdet med nogle af de største på klubscenen i Danmark, Coma Club og CPH Deep. Derudover har han også arbejdet for Eniro og været med i start-up firmaet Athliit, som var en tjeneste til sportsadministration (er nu opkøbt af SportyFriends). Her blev interessen for it, programmering og softwareudvikling for alvor vakt, da han kiggede over skulderen på makkeren Mattias Fjellvang. Drømmen om at lave computerspil har altid været der, og corona har været med til at skubbe i den retning.
”Som så mange andre har jeg brugt tiden med corona på at reflektere over mit liv og hvad jeg vil lave i fremtiden. For det at være DJ og arrangere fester er super fedt, men det bliver nok mere på hobbyniveau fremadrettet. I stedet har jeg lavet en langsigtet uddannelsesmæssig plan, som mere eller mindre er på plads.”
Først matematik, tak - derefter ITU
For at gøre sig klar til uddannelse, er Milas Thorhauge lige nu i gang med et månedlangt forløb, hvor B-niveauet fra Gymnasietiden skal forbedres i forhold til at blive softwareudvikler. Herefter er planen at søge ind på ITU enten til vinter eller næste sommer og tage en software bachelor, hvorefter der skal læses videre til spiludvikler. For det er netop spil og spiludvikling der har Milas Thorhauges helt store interesse.
Har drømt om at lave computerspil siden barnsben
”Jeg har taget hele turen med computerspil, da det naturligt har været en del at mit hjem siden jeg var barn, og det har altid tiltalt mig rigtig meget. Det startede med Bubble Bobble, så fik jeg en Gameboy, senere X-Box og så begyndte jeg også at spille på computer. Det fascinerer mig at man kan tage en "pause" fra det virkelige liv og fordybe sig i en helt anden verden.”
”Mit første store game-crush var Diablo 2, som jeg virkelig virkelig virkelig har dyrket meget. Jeg har også spillet meget World of Warcraft, og som barn var jeg faktisk også spiltester på diverse spil. Lige nu spiller jeg mest Team Fight Tactics i League of Legends og Hearthstone Battlegrounds. Ja, og så går mig og vennerne og venter på at Diablo 2: resurrected og Halo: Infinity kommer - jeg håber det er ventetiden værd. Så det giver vel et meget godt billede af hvilke typer spil der fanger min interesse, mens min kæreste hun mest er til Heroes 3.”
Den umiddelbare fremtid - og fremtidsdrømmen
Som før nævnt skal der den næste måneds tid læses matematik, og i takt med at landet åbner mere op, er sommeren også booket op med DJ jobs og fester og lidt ferie. Og til det klassiske "hvor er du om 10 år" spørgsmål, svarer Milas Thorhauge slutteligt:
”Drømmen er at starte mit eget spilfirma, eller være med på et fedt projekt hvor der laves computerspil. Jeg kan godt lide at være tæt på beslutningerne og selv finde ud af hvordan tingene fungerer og hænger sammen. Det at udvikle spil ville jeg ikke se som et arbejde, men mere at kunne leve af min passion."
”Jeg ser virkelig frem til at føre mine spilidéer ud i livet - måske jeg skal starte med at lave et spil hvor man poder borgere og finder svar på livets store spørgsmål?"
Fotoet til artiklen er taget af og venligst udlånt af Tina Guðmundsdóttir