Arbejdsglæde

Gode råd til hjem­me­ar­bej­det

Der er mange fordele ved at arbejde hjemmefra. Du sparer transporttid, kan arbejde uforstyrret og være langt mere fleksibel med din tid, end når du er på kontoret. Men det kan også være udfordrende at holde dampen oppe derhjemme, og adskille arbejde og fritid. Vi giver dig gode råd til dit hjemmearbejde her.

Opret en dedikeret arbejdsplads

Det kan være fristende at slå benene op og arbejde fra sofaen eller sengen, men det kan rent faktisk påvirke din produktivitet og koncentration i en negativ retning.

Den sammensunkne stilling signalerer afslapning til krop og hjerne, og medmindre du synes, dit projekt er virkelig spændende, er det nemt at falde ind i et mindset, hvor du tager lidt let på det hele.

Fra et ergonomisk perspektiv er det heller ikke sundt at sidde nedsunket i længere tid. Det betyder ikke, at du behøver droppe sofaen helt, men variér gerne din arbejdsstilling, og prioritér at sidde eller stå med ret ryg det meste af tiden.

Vores første råd er derfor at oprette en dedikeret arbejdsplads i dit hjem. Få fat i et skrivebord, klar belysning og en god stol – husk at mange virksomheder giver tilskud til indretning af hjemmekontoret.

Skab en god arbejdsrutine

Det kræver bemærkelsesværdigt meget disciplin at arbejde hjemmefra, og her kan en god og fast rutine virkelig gøre en stor forskel!

Dels kan rutiner hjælpe dig med at adskille arbejde og fritid, dels kan de hjælpe dig med at opretholde dit energiniveau og din produktivitet i løbet af dagen.

Planlæg gerne dine arbejdsdage med faste start og sluttidspunkter, sørg for at tage pauser, spis regelmæssigt og få rørt dig.

Særligt den sidste kan være svær at håndhæve på det lune hjemmekontor – men en tur ud i haven eller rundt om blokken en til to gange om dagen, kan gøre en kæmpe forskel for dit humør og din hjerne.

Planlæg dine pauser på faste tidspunkter – ligesom arbejdsdagens start og sluttidspunkt.

Undgå at blive distraheret

Er du typen, der har tendens til overspringshandlinger eller hurtigt bliver forstyrret af børnene, tv’et eller vasketøjet, er det ekstra vigtigt at skabe dig et arbejdsrum i rolige omgivelser.

Undgå at have din arbejdsstation i køkkenet eller stuen, hvor andre kommer forbi, eller hvor der potentielt ”roder” med opvask eller vasketøj, som kan tage dit fokus.

Hvis du let bliver distraheret, så undgå at sidde ved et vindue med front mod en trafikeret vej, eller andet sceneri, der kan forstyrre dig med bevægelse.

Flyt din arbejdsstation til et roligt rum, hvor du kan lukke døren, eller et sted hvor din opmærksomhed ikke så let kan blive hijacket af elementer eller ting, der skal gøres ud af øjenkrogen.

Skab overgange mellem arbejds- og privatliv

Når din arbejdsdag er slut, så sluk computeren og gør dig umage med at undgå mails i samme omfang, som du ville gøre, hvis du havde arbejdet inde på kontoret.

Når du arbejder hjemmefra, kan du ikke undgå, at dit arbejds- og privatliv bliver blandet sammen, og det stiller store krav til din bevidsthed om at adskille tingene.

En måde du kan hjælpe dig selv på, er at skabe nogle faste overgange for dig selv.

Når du er på kontoret, kan faste overgange for eksempel være at du møder ind på kontoret, tager en kop kaffe, og sætter dig til rette. Når dagen er slut, siger du måske farvel til kollegerne, går ud af bygningen og kører hjem.

Tilsvarende kan du overveje, hvordan dine overgange fra arbejdstid til fritid, skal se ud, når du er på hjemmekontoret.

Det kan være du skal starte og slutte dagen med at og gå en 15-minutters tur eller gøre noget andet fysisk aktivt. Motion er en god måde at rense tankerne, se noget andet og tune ind på dagens næste fokus.

Læs også