Det kræver en god pensionsordning udover folkepensionen, hvis du i Danmark ønsker en pensionstilværelse med en komfortabel levestandard.
Men der kan være stor forskel på, hvor meget it-virksomhederne i Danmark indbetaler til medarbejdernes pensionsopsparing.
Det viser en rundspørge, som Computerworld har foretaget blandt en række af de største it-virksomheder i Danmark.
Her ligger bankcentralerne BEC og Bankdata helt i top med en arbejdsgiverindbetaling på 11,65 procent af medarbejdernes løn, mens KMD indbetaler 11 procent og NNIT, der har rødder i Novo Nordisk, indbetaler 10 procent af medarbejdernes løn.
Visma e-conomic indbetaler ni procent, mens Systematic betaler otte procent.
Store pensionsordninger i finansbranchen
Peter Rasmussen der er headhunter og grundlægger af it-rekrutteringsbureauet iHeadHunt, forklarer, at det er tal, som ligger helt i tråd med hans oplevelse.
"Det er min erfaring, at især virksomheder med tilknytning til finansbranchen og medicinalindustrien har meget lukrative pensionsordninger, hvor det er helt normalt, at virksomhederne indbetaler 10 til 12 procent," siger han.
Peter Rasmussens erfaring er, at det mest normale i det private erhvervsliv er 8+4-ordninger, hvor arbejdsgiveren indbetaler otte procent, og medarbejderen selv indbetaler fire procent.
Ikke overraskende er det typisk i den offentlige sektor, at man ser de største pensionsordninger.
"Her ser vi jo på nogle offentlige overenskomster, at arbejdsgiveren indbetaler 18 eller 18,5 procent," siger han.
Til gengæld er det ikke noget særsyn, at man især i startup-sektoren finder virksomheder, der slet ikke indbetaler pension, men i stedet overlader det til den enkelte medarbejder.
"I startups, hvor der måske højst er 20-25 ansatte, er det helt normalt, at der ikke er nogen pensionsordning. Men det, vi ser, er, at det er noget, som bliver introduceret, i takt med at virksomhederne vokser i størrelse," siger han.
| Virksomhed | Arbejdsgiverbidrag | Medarbejderbidrag | Pensionsselskab |
|---|---|---|---|
| KMD | 11 procent* | Danica | |
| NNIT | 10 procent | Typisk 5 procent | PFA |
| Visma e-conomic | 9 procent | Minimum 4,5 procent | Danica |
| Systematic | 8 procent | Minimum 3 procent | PFA |
| BEC | 11,65 procent | 5,25 procent | AP pension |
| Bankdata | 11,65 procent | 5,25 procent | PFA |
*10 procent for medarbejdere, der ikke er på it-overenskomst
Pension prioriteres højt
Computerworlds lønundersøgelse, der blev offentliggjort tidligere på året, viste, at en god pensionsordning bliver prioriteret højt blandt de danske it-professionelle.
Her er en høj fast grundløn det absolut vigtigste gode i undersøgelsen, men en attraktiv pensionsordning er det fjerde vigtigste gode og bliver vurderet til at være vigtigere end blandt andet antallet af feriedage, efteruddannelse og sundhedsforsikring.
Men ofte står valget dog mellem, om lønnen skal udbetales som grundløn eller som pensionsindbetalinger, og her vinder grundlønnen ofte, forklarer headhunteren.
Unge it-folk vil hellere have løn
Peter Rasmussen påpeger, at det er hans erfaring, at især unge mennesker, der eksempelvis gerne vil ind på boligmarkedet i de store byer, prioriterer grundlønnen langt højere end pensionsordningen, når de skal vælge arbejdsgiver.
Han forklarer, at folk ofte ser løn og pension som en samlet lønpakke.
Lyder lønpakken på eksempelvis 70.000 kroner, hvor 20.000 kroner er låst til en pensionsordning, kan det for nogle medarbejdergrupper ligefrem blive set som en ulempe.
"Står du med en kandidat, der er i 20'erne, så kan en lønpakke med en høj pensionsindbetaling ofte blive set som en ulempe. Det samme gælder også for udenlandske it-profiler, som kun planlægger at arbejde i Danmark i en kortere årrække," siger han.
Han påpeger dog også, at prioriteterne begynder at ændre sig, når folk er halvvejs gennem deres arbejdsliv.
"Når folk kan se, at de måske kun har 10 eller 15 år tilbage til pensionsalderen, så begynder de lige pludselig at blive meget bevidste om, hvor meget de får i pension," siger han.
Netcompany, Atea, Microsoft og IBM har ikke ønsket at deltage i undersøgelsen.
Atea meddeler dog, at selskabet har pensionsordninger hos Industriens Pension, PensionDanmark og Velliv, men at medarbejderne har forskellige pensionssatser og vilkår, der varierer afhængigt af "ansættelseskontrakt, overenskomst- og legacyforhold".
"Området er løbende i fokus," tilføjer Julie Toft-Nielsen, kommunikationsmedarbejder hos Atea, i en mail til Computerworld.
IBM's danske kommunikationschef, Benedicte Strøm, oplyser til Computerworld, at selskabet ikke offentliggør denne type oplysninger.
Microsoft Danmarks kommunikationschef, Morten Skøtt, oplyser ligeledes, at selskabet desværre ikke kan bidrage til denne historie.
Netcompany har trods gentagne henvendelser ikke reageret på Computerworlds forespørgsler.





