Your browser (Safari 1.0) is more than 3 years old.
We recommend that you upgrade to the latest version. Otherwise we cannot guarantee that all functionality on Computerworld it-jobbank will work correctly.
Product Owner
Vil du være med til at forme fremtidens digitale sprogundervisning? Har du stærke kommunikationsevner, solid forretningsforståelse og et skarpt blik for digitale løsninger? Så kan du blive vores nye Product Owner og få en nøglerolle i udviklingen af vores nye læringsplatform.
I A2B er vi på en vækstrejse, og det betyder, at vi skal løfte vores digitale løsninger til et nyt niveau. Vores mål er at skabe fremtidens læringsunivers for vores internationale kursister, der har brug for sproglig opkvalificering i forbindelse med beskæftigelse og integration.
Derfor står vi over for at skulle implementere en ny læringsplatform (LMS), og til dette søger vi en Product Owner, som kan drive udviklingen af vores digitale univers med fokus på både brugerbehov og forretningsværdi – både nu, men også i fremtiden.
Der hvor du kommer ind i billedet
Som Product Owner bliver du bindeleddet mellem vores forretning, vores interne IT udviklingsafdeling og det eksterne udviklingsteam. Du får ansvaret for at træffe beslutninger, der sikrer, at vores digitale løsninger understøtter både nutidens behov og fremtidens visioner. Samtidig repræsenterer du en bred vifte af interessenter med ansvar for at omsætte deres behov til konkrete backlog-opgaver, som du følger helt til dørs.
Dine arbejdsopgaver vil bl.a. indebære:
- Ansvarlig for backlog samt prioritering af features og funktionaliteter baseret på forretningsbehov og brugerfeedback.
- Beskrive og formidle udviklingsbehov klart og effektivt til udviklingsteamet – med fokus på formål og ønsket effekt.
- Facilitere samarbejdet mellem interne og eksterne interessenter – særligt vores interne IT-afdeling og eksterne udviklingspartnere.
- Sikre at løsningen er fremtidssikret, skalerbar og nytænkende.
- Understøtte i forbindelse med test, kvalitetssikring og implementering af platformen.
- Sikre at det faglige indhold skabes og vedligeholdes i den rette rækkefølge i opbygningen af den nye Portal – i samarbejde med den fagligt ansvarlige.
- Sikre fremdrift i projektet, holde alle parter orienteret og være ansvarlig for, at nye løsninger bliver forstået, implementeret og anvendt i forretningen.
Om dig
Vi søger dig, der både har blik for helheden og sans for detaljen. Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende, men du har erfaring som Product Owner, projektleder eller fra en lignende rolle, hvor du har været tæt på digitale udviklingsprojekter og forstår dynamikken mellem forretning og IT. Du har en naturlig evne til at omsætte forretningsbehov til klare, velbeskrevne backlog-opgaver og kan kommunikere dem, så både udviklere, undervisere og ledelsen forstår formålet.
Du vil desuden passe godt i rollen, hvis du…
- Har teknisk forståelse og erfaring med at samarbejde med udviklere, UX-designere og andre fagligheder.
- Har stærke kommunikationsevner – både skriftligt og mundtligt – og kan oversætte komplekse behov til tydelige backlog items.
- Har forretningsforståelse og evnen til at træffe velbegrundede prioriteringer.
- Er selvkørende og trives med ansvar – også når der ikke er en færdig plan.
Derudover er det en fordel, hvis du har erfaring med læringsplatforme, LMS-systemer eller digitale løsninger inden for undervisning – gerne med kendskab til LUDUS eller Microsoft-baserede systemer.
Ambitiøs og værdibaseret virksomhed
A2B er en del af AS3, som er en konceptbaseret rådgivningsvirksomhed, der siden 1989 har arbejdet med at støtte mennesker i jobmæssige forandringer.
Hos AS3 kombinerer vi en professionel tilgang med en uformel kultur, hvor vores værdier – ordentlig, forretningsorienteret og langsigtet – gennemsyrer alt, hvad vi gør. Vi prioriterer trivsel højt og har fokus på et sundt, trygt og udviklende arbejdsmiljø.
For at sikre høj kvalitet i vores arbejde tilbyder vi naturligvis en grundig introduktion og oplæring samt certificering gennem AS3 Academy.
Du vil blive en del af et team bestående af engagerede kolleger på vores lokation i Viby J., men kommer også til at få en stor berøringsflade med store dele af organisationen, hvor alle arbejder tæt sammen på tværs af fagligheder. Vi har en uformel omgangstone og højt humør, hvor det kollegiale fællesskab – både fagligt og socialt – er i centrum.
Fællesskabet styrkes naturligvis også uden for arbejdstiden. Vores personaleforening, Social Club, arrangerer løbende sociale aktiviteter – blandt andet fredagsbarer, DHL-stafet, padelturnering, sommerfest og julefrokost.
Derudover tilbyder vi både frokostordning og sundhedsforsikring som en del af din ansættelse hos AS3.
Er du vores nye kollega?
Så klik på ”Ansøg” og upload dit CV sammen med en kort motiveret ansøgning. Vi glæder os til at høre fra dig.
Ansøgningsfrist: 2. juni.