It-karriere

Har du den rette it-profil?

Overvejer du at søge nyt job, er det en god idé at holde dig orienteret om, hvilke kompetencer, der er eftertragtede på de danske it-arbejdspladser.

Flere veje kan føre til den gode karriere, og der er fortsat stigende behov for it-kompetencer i mange danske virksomheder.

Men der er alligevel ét forhold, der går igen på mange danske it-arbejdspladser.

Forretningsforståelse er alfa omega

Virksomhederne efterspørger i stigende grad medarbejdere, der ikke bare har teknisk viden, men også forretningsforståelse og evnen til at sætte sig i kundens sted.

Det skriver Computerworld, der har foretaget en uvidenskabelig rundspørge blandt syv af de største danske it-arbejdspladser for at høre, hvilke kompetencer de især kommer til at efterspørge i 2016.

It på dagsordenen i mange virksomheder

Denne end-to-end forretningsforståelse er blevet mere eftertragtet, efterhånden som it og digitalisering er blevet et fast punkt på dagsordenen i de fleste virksomheder.

Områder såsom mobilitet, cloud og big data/analytics fylder stadig mere i de danske it-virksomheder, og medarbejdere der mestrer kompetencer på de områder er meget eftertragtede.

De mest eftertragtede kompetencer

Selvom der er tale om en uvidenskabelig undersøgelse, er den stadig en indikation af, hvor man kan styrke sine kompetencer for at gøre sig endnu mere eftertragtet på it-jobmarkedet.

1. End-to-end - forretningsforståelse

Helt overordnet efterspørger de danske it-virksomheder medarbejdere med en grundlæggende forretningsforståelse:

”Vi er generelt på udkig efter stærke it- og forretningsudviklere med en længerevarende uddannelse bag sig. Derudover har vi brug for, at profilerne evner at tænke ’end-to-end’, det vil sige hele værdikæden,” forklarer eksempelvis Mette Marie Buhl, der er HR-chef i Bankdata.

2. Microsoft Dynamics AX og NAV

Flere af de danske it-arbejdspladser påtænker at investere yderligere i forretningsområdet inden for Microsoft Dynamics:

”Det betyder, at vi vil ansætte erfarne arkitekter og udviklere, særligt på Dynamics AX og NAV, men også på andre teknologier,” fortæller Leif Vestergaard, der er adm. direktør i EG.

3. Cloud og hosting

Hos IBM Danmark forventer man at investere i den fremadskridende cloud-teknologi. Virksomheden forventer at skulle bruge ”minimum 50 ekstra konsulenter, der skal arbejde med IBM Danmarks cloud-, mobil- og Watson-forretning”, udtaler Benedicte Strøm, der er kommunikationschef i IBM Danmark.

4. SAP og .Net

Også hos KMD efterspørger man medarbejdere inden for specifikke fagområder, herunder ”it-arkitekter, testere samt SAP og .Net folk”, skriver Computerworld.

”Evighedskompetencer” – der altid er brug for

Hos JN Data er man altid på udkig efter arkitekter, netværksfolk, projektledere og Windows-folk, for som administrerende direktør, Claus Toxværd Østergaard, forklarer til Computerworld, er det ”typisk de fire kategorier, vi selv tager ind, fordi vi ved, at det er langtidsholdbart i markedet”.

Overvejer du at skifte job?

Få adgang til it-jobbanks jobdatabase her og søg efter specifikke job inden for eksempelvis software- og webudvikling, implementering, projektledelse og usability.

Læs også