It-karriereLøn

Vil du have mere i løn?

Det er vanskeligt at forhandle løn, fordi det er et af de eneste tidspunkter – udover da du skrev jobansøgninger – hvor du skal påpege dine resultater og rose dig selv. Hvor vellykket dette kan gøres, afhænger imidlertid af en række forhold, der afgør både din, men også din chefs forhandlingsgrundlag.

Hvad er vigtigst for din arbejdsglæde?

Det handler, først og fremmest, om at gøre op med dig selv, hvor vigtig lønnen er for dig. En undersøgelse, foretaget af The Network og Boston Consulting Group, blandt +200.000 kandidater i 189 lande, viser, at kompensationspakker, såsom løn, medarbejdergoder og firmabiler, daler i betydningen for kandidaternes arbejdsglæde.

Disse faktorer træder i baggrunden til fordel for andre forhold, der viser sig at have mere tyngde, f.eks. anerkendelse, forholdet til kolleger og chef samt en god work-life balance.

Derfor starter din lønforhandling med at gøre op med dig selv, hvilke forhold, der betyder mest for dig. Måske du kan forliges med en svagere lønstigning, fordi du føler dig anerkendt og har en god relation til dine kolleger og chefen på din arbejdsplads.

Selvom dette forhold gør sig gældende, er der naturligvis ingen grund til at sætte barren lavere af den grund. Det er derfor også vigtigt, at du sætter dig ind i virksomhedens økonomi, så du ikke indleder lønforhandlingen med et urealistisk bud, der blot gør arbejdsgiver opmærksom på, at du ingen fornemmelse har for virksomhedens økonomiske situation.

Jobmarkedets indflydelse

Jobmarkedet taler til din fordel, især hvis du sidder i en tung it-stilling, fordi efterspørgslen på specialister i øjeblikket overstiger udbuddet. Der bliver uddannet nye it-folk, men der er ifølge eksperter fokus på kvantitet fremfor kvalitet, hvilket afspejles i den mangel på specialister, som præger it-jobmarkedet lige nu.

Derudover har omstændigheder gjort, at it-branchen har haft en særlig overlevelsesevne gennem den økonomiske krise, der i den senere tid har skabt jobfest hos it-specialisterne.

Der er dermed god grund til at tro, at din arbejdsgiver har brug for dig. Såfremt du tør forhandle, skaber markedet et fornuftigt forhandlingsgrundlag – og det er muligvis selv samme, der har sparket lønudgifterne i vejret hos de danske it-virksomheder. I artiklen kan du også danne dig et overblik over, hvad de årlige lønudgifter pr. medarbejder er i andre virksomheder.

Lønforhandling varer hele året

Selvom du står i en fordelagtig forhandlingssituation, er der alligevel en række ting, du bør have in mente, inden du går til den omstridte lønforhandling:

  • Du skal forberede din lønforhandlingssamtale hele året. Du skal kontinuerligt notere dig dine indsatser og resultater, så du ikke bliver i tvivl, når du sidder ved forhandlingsbordet. Det er en god idé at værdisætte dine indsatser, så du danner dig et realistisk overblik over, hvor meget et givent resultat bør afspejle sig i lønposen.
  • Som tidligere nævnt er det også essentielt, at du holder dig ajour med økonomien i den virksomhed, du er ansat i. Som oftest vil din arbejdsgiver melde den gennemsnitlige lønstigning i procent ud på forhånd, og det er dén sats, du kan og bør arbejde ud fra.
  • Tænk også gerne lidt i udbud og efterspørgsel, for selvom virksomhedens økonomi også er afgørende for den gennemsnitlige lønstigning, er det imidlertid også et forhold, der afgør din konkrete forhandlingsstyrke.
  • I dine overvejelser om løn bør du også inddrage, hvad der ellers er vigtigt for dig i dit arbejde – det er meget muligt, at du kan bestride et andet job med en anden (og bedre) løn, men hvis arbejdsmiljøet er tilsvarende dårligt, er det med al sandsynlighed ikke et job, der vil give mening for dig på længere sigt.

Læs også