It-karriere

"Vi skaber re­sul­ta­ter lige nu i it-Danmark, som ingen har gjort før"

Det er ikke kun hjerne og kodeevner, der skal på arbejde som projektleder i Netcompany. Det er også samarbejdsevner og ledelseskompetencer. Kom med indenfor hos Netcompany, hvor projektleder Jesper Lund Andersen afslører sin ærlige mening om sine chefer, kolleger og essensen af at arbejde med et kraftfuldt område som digital teknologi.

Hos Netcompany er det ikke kun mellem hjernen og tastaturet, beslutninger træffes, når der skal udvikles webshops, mobile platforme, CRM- og ERP-systemer med forretningens kunder.

Det sker tværtimod i tæt dialog mellem konsulenthusets projektledere og kunderne i de danske virksomheder. Det har Jesper Lund Andersen erfaret gennem sin 7-årige karriere som projektleder i konsulentvirksomheden.

"Da jeg startede, var jeg 25 år med en kandidatgrad i datalogi, og allerede efter 3,5 år stod jeg for den fulde leverance af en rammeaftale. Jeg fik ansvaret for 20 projektdeltagere. Og der er altså ingen andre steder i branchen, hvor en 28-årig får medarbejderansvar af den størrelse. Men i Netcompany tror vi på talentet," fortæller Jesper Lund Andersen.

Jesper Lund Andersen startede som konsulent, men arbejder i dag med forretningsudvikling i mange danske virksomheder i kraft af sin nuværende stilling som Manager i Netcompany, hvor hans fokus er på forretningskritiske it-løsninger.

"Jeg fandt ud af, at jeg ville arbejde med forretningsudvikling. Det motiverer mig, at digitalisering udløser et værdifuldt potentiale i forretningen, og det er spændende at sætte sig ind i forskellige kunders forretningsområder."

Fra strategi i bestyrelseslokalet til kodning i it-afdelingen

Ifølge Jesper Lund Andersen rummer arbejdet som projektleder alle detaljegrader på tværs af organisationens hierarki.

"Jeg kan gå helt ned på kodeniveau i it-afdelingen, men også helt op på et strategisk niveau med visioner, værdirealisering og business cases. Det passer en generalist som mig at have den spændvidde," forklarer Jesper Lund Andersen, der samtidig påpeger sit behov for afveksling.

"Jeg kommer hurtigt til at kede mig. I min studietid kunne jeg godt fordybe mig i et emne i en periode og lære best practice, men så skulle jeg også hurtigt videre med noget nyt. Det er det samme i mit job hos Netcompany. Hvis jeg ikke var blevet konsulent, havde jeg nok jobhoppet en del, men arbejdet som projektleder giver mig afveksling nok til, at jeg føler mig udfordret hver dag."

Ledere som ligeværdige læremestre

De afvekslende arbejdsopgaver for mange forskellige danske virksomheder står over for det kollegiale fællesskab, som Jesper Lund Andersen også anser som essensen af Netcompany som arbejdsplads.

"Jeg har det bedste fra begge verdener. Nye opgaver, nye kunder, men faste kolleger i et stærkt fagligt fællesskab. Selvom vi arbejder spredt på forskellige projekter, ses vi ofte til sociale arrangementer, og jeg har gennem årene fået en masse gode venskaber, som rækker udover det kollegiale. Så jeg har stabiliteten i gode kolleger, men samtidig afvekslende arbejdsopgaver," understreger Jesper Lund Andersen.

"Jeg har et uformelt forhold til mine kolleger på tværs af organisationen, og jeg bruger dagligt mine overordnede som sparringspartnere. Det er fedt, at du ikke skal være nervøs for at udstille din usikkerhed og dine fejl over for de personer, som evaluerer dig og bestemmer din løn, fordi der hele tiden er fokus på din faglige udvikling," roser Jesper Lund Andersen, der finder inspiration i ledelsesstilen i huset og udøver den i sine egne projekter.

"Jeg har altid oplevet sparringer med mere erfarne konsulenter som ligeværdige situationer. Det handlede om at vende argumenterne og behovet, og derfor var det ægte peer-to-peer diskussioner. Det tog jeg med mig, for sådan kunne jeg godt tænke mig at være som leder."

Følelsen af at have udrettet noget sammen

Sidemandsoplæring har sidenhen indtaget en fast plads i værktøjskassen af oplæringsmetoder, har Jesper Lund Andersen erfaret, ligesom han gradvist har fået mere ansvar for større og mere komplekse it-løsninger.

"Jeg fik gradvist ansvaret for selve projekterne, økonomien bag, forholdet til kunden, men også for projektdeltagernes trivsel. Det passer rigtig godt til mit temperament, for jeg er ambitiøs," fastslår Jesper Lund Andersen, der også afslører, at arbejdet betyder, at han ikke sidder meget ved sit eget skrivebord.

"Når vi produktionssætter en ny kundeløsning, er det ofte kulminationen på en lang og kompliceret proces. Der er mange bolde i luften, som skal gribes, og tråde, der skal samles. Det er hektisk og med en høj grad af kommunikation, hvor vi argumenterer os frem til den bedste løsning. De faglige bølger går højt, men det er en spændende og lærerig proces," forklarer Jesper Lund Andersen, imens han roser sammenholdet i afdelingen.

"Alle løber stærkt og løfter sammen. Vi ved, hvad vi skal, og aktiviteterne flyder. Når vi er færdige med sådan en dag, og alle lamper lyser grønt, føler jeg virkelig, at vi har gjort en forskel og udrettet noget sammen. Og så fejrer vi det typisk med at gå ud at spise sammen på en god restaurant og en tur i byen bagefter."

Bleeding edge digitale teknologier i traditionelle brancher

Jesper Lund Andersen fremhæver især kombinationen af udviklingsmulighederne, det gode kollegaskab og arbejdsopgaverne for de danske virksomheder som afgørende for hans fortsatte karriere i Netcompany.

"Det er spændende at præsentere de meget traditionsbundne virksomheder for den allernyeste digitale teknologi. Vi arbejder eksempelvis med e-handelsløsninger til AO Johansen i en meget traditionel branche, som anvender det mest bleeding edge vi har i verden inden for kunstig intelligens – og det virker for dem," understreger Jesper Lund Andersen, inden han afslutter.

"Vi gør virkelig en forskel. Vi skaber resultater lige nu i it-Danmark, som ingen har gjort før. Vi løser en opgave på otte måneder, som andre ikke har kunnet løse på 10 år. Det er fantastisk at være med til. Der er ingen tvivl om, at det er vores kultur, hvor vi ved, at vi kan, selvom andre har sagt, at det er svært, der er med til at gøre det fedt at arbejde hos Netcompany."

Se job hos Netcompany

Læs også