Motivation og trivselØvrige

Krisen har dræbt for­dom­me­ne om hjem­me­kon­to­ret: "Nu får fjer­n­ar­bej­de et kæmpe spark fremad"

Coronakrisen kommer til at sætte varige spor i den måde, som vi arbejder på, mener Peter Holdt Christensen, der er ekspert i organisationsteori og forfatter til en bog om hjemmearbejde.

Coronakrisen kan sparke døren ind til en ny æra, hvor det bliver meget mere normalt at arbejde hjemmefra.

Det vurderer Peter Holdt Christensen, der er ph.d. og lektor ved CBS, hvor han forsker i organisationsteori og desuden er forfatter til bogen "Distance i arbejdslivet", som handler om brugen af hjemmearbejdspladser.

”Det er jo noget, som vi har diskuteret i årtier, men nu får fjernarbejde et kæmpe spark fremad. Vi kommer naturligvis til at se, at nogle ting bliver normaliseret igen, men jeg tror også, at vi kommer til at se varige ændringer,” siger han.

Oliekrise førte til hjemmearbejde

Han påpeger, at det ikke er første gang, at en global krise er med til at sætte fjernarbejde på dagsordenen.

Under oliekrisen i begyndelsen af 1970’erne var stigende brændstofpriser med til at udhule lønnen for mange amerikanere.

Selvom hverken internettet eller den personlige computer endnu var opfundet, så betød det alligevel, at flere og flere valgte at lade bilen stå og i stedet arbejde hjemmefra.

”Vi så ikke samme effekt i Danmark under oliekrisen, men i USA blev det mere udbredt at arbejde hjemmefra. Dengang så man også varige effekter, efter oliekrisen var overstået, og derfor tror jeg også, at vi vil se noget af det samme denne gang,” siger han.

Flertal tror på forandringer

Peter Holdt Christensens vurdering deles af et flertal af Computerworlds læsere.

En ny undersøgelse, som Computerworld har foretaget i samarbejde med Computerworld it-jobbank, viser således, at 59 af de adspurgte vurderer, at fjernarbejde efter krisen kommer til at spille en større rolle i deres arbejdsliv.

I endnu højere grad end i 70'ernes oliekrise er fjernarbejde blevet en nødvendighed under coronakrisen.

Her har medarbejdere og ledere i mange virksomheder været tvunget til at tilpasse sig de nye vilkår. Presset for at tilbyde hjemmearbejde vil dog aftage, når flere og flere arbejdspladser i den kommende tid vender tilbage til en mere normal drift.

”Før krisen var fjernarbejde generelt set meget lidt udbredt. Det var en ret yderligtgående tilstand, hvor folk næsten kun arbejdede fra kontorerne. Omvendt stod vi så under krisen i en situation, hvor vi kun arbejdede fra distancen. Det er også en yderligtgående situation. Jeg tror, at vi i den kommende tid vil opleve, at brugen af fjernarbejde vil lægge sig mellem de to ekstremer,” siger han.

Fordomme er blevet aflivet

Ifølge Peter Holdt Christensen har mange medarbejdere frygtet konsekvenserne, hvis de arbejdede hjemmefra og ikke var fysisk tilstede på arbejdspladsen.

Der har ganske enkelt været en antagelse om, at man karriemæssigt ville ryge bag i køen, hvis man ikke var tilstede på arbejdspladsen dagligt.

Samtidig mener han, at lederne har haft en frygt for, at produktiviteten ville falde, hvis de ikke var synlige for medarbejderne.

Ifølge Peter Holdt Christensen har coronakrisen dog effektivt aflivet mange af de fordomme.

”Pre-corona har det været vigtigt at vise sit ansigt på arbejdspladsen, fordi logikken har været, at tilstedeværelse har været lig med produktivitet. Nu forstår vi en post-corona måde at arbejde på, hvor det står klart, at vi godt kan være produktive og nærværende, selvom vi ikke fysisk opholder os samme sted,” siger han.

Bedre planlægning er nødvendig

Peter Holdt Christensen vurderer dog, at bedre planlægning og organisering af arbejdet bliver en nødvendighed, når brugen af fjernarbejde skal integreres i en mere normal arbejdsdag.

Han advarer blandt andet mod, at der opstår en situation, hvor arbejdspladserne bliver opdelt i grupper, der arbejder på distancen og en anden gruppe, der møder fast ind, hvilket kan gå udover samarbejdet.

”Der er en risiko for, at der opstår en skrævvridning af vores arbejdsplads. Der kan opstå en decideret silodannelse, hvor nogle mennesker hele tiden er på arbejdspladsen, men andre opholder sig hjemme hele tiden,” siger han.

Skal undgå siloer

Selvom de fleste arbejdspladser i dag bruger samarbejdsværktøjer som Teams eller Slack, så vurderer Peter Holdt Christensen stadigvæk, at hjemmearbejdspladsen ikke tilbyder de samme muligheder for social interaktion mellem medarbejderne.

”Ligesom når vi sidder på hver etage i en kontorbygning, så er det vigtigt, at vi på hjemmearbejdspladserne sikrer, at der er interaktion mellem medarbejderne. I kontorbygningerne har vi kaffemaskinen, men samme muligheder er der ikke i forbindelse med hjemmearbejdet. Derfor må der skabes muligheder for at mødes på tværs, selvom man arbejder fra distancen,” siger han.

Derfor anbefaler Peter Holdt Christensen, at ledelsen går ind aktivt og nedbryder optræk til silodannelser og sikrer, at folk som udgangspunkt ikke begynder at isolere sig på hjemmearbejdspladserne.

”Der ligger en ledelsesopgave i at sikre det rigtige rul, hvor der opstår en mere rimelig udskiftning i forhold til, hvem der sidder hjemme og hvem, der opholder sig på arbejdspladsen. Det er en ret lavpraktisk opgave,” siger han.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er foretaget i et samarbejde mellem Computerworld og Computerworld it-jobbank. Svarerne er blevet indsamlet i perioden 7. til 12. maj. Resultaterne er baseret på i alt 1.083 gennemførte besvarelser, hvor respondenterne angiver at have været i beskæftigelse i perioden.