Motivation og trivsel

Stor un­der­sø­gel­se: De her it-problemer (og det løse) driller danskerne under cor­ona­kri­sen: VPN, langsomt internet og ringe virtuelle møder

Hjemmekontoret har ikke været uden problemer for Computerworlds brugere, der melder om problemer med især VPN-, internet-forbindelser og virtuelle møder, der korrumperes af tekniske drillerier og kollegernes manglende virtuelle manere.

Der er nok ingen, der kunne have forudset den enorme omstilling, danskerne blev kastet ud i, da statsminister Mette Frederiksen (S) 11. marts sendte store dele af det danske samfund hjem.

Fra hjemmekontoret i selskab med resten af familien, gårsdagens opvask og virtuelle mødeværktøjer har mange danskere måtte forsøge at passe deres arbejde.

Det er ikke gået gnidningsfrit, viser Computerworld og Computerworld it-jobbanks undersøgelse af konsekvenser af coronakrisen for de danske it-folk.

Til spørgsmålet om, hvad der har været de største it-tekniske udfordringer under coronakrisen, er kommentarfeltet blevet fyldt op.

851 af i alt 1.083 respondenter har valgt at besvare dette spørgsmål.

Selvom mange melder tilbage, at der ingen problemer har været ved at arbejde hjemmefra, melder andre tilbage i en mere beklagende tone.

Kommentarer viser, at der især er problemer og udfordringer med VPN-forbindelser, ustabilt eller langsomt hjemmenetværk, løsninger til videomøder samt mangel på udstyr som ekstra skærm, mus, kontorstol eller et hæve-sænkebord.

VPN-udfordringer

It-chefer landet over fik i dagene efter statsministerens nedlukning travlt med at sikre nok VPN-forbindelser.

At dømme ud fra kommentarerne er det især forbindelsen til hjemmekontoret, der har drillet danskerne.

"Væsentlig dårligere performance over VPN end på kontoret," skriver en.

"Opskalering af VPN forbindelser med en faktor 10," lyder det fra en.

"De største tekniske udfordringer har været VPN, men kun i meget lille omfang," skriver en tredje.

Virkeligheden for mange har dog været, at VPN-forbindelserne efter nogle opstartsvanskeligheder er blevet løst hen ad vejen.

"Udfordring med VPN-kapacitet i starten. Udfordringen blev hurtigt løst," bemærker en, men en anden supplerer:

"Manglende VPN-adgang til samtlige medarbejdere i starten, blev dog løst indenfor den første uge."

En anden respondent bemærker, at problemer med VPN-forbindelsen kan medføre, at lyden hakker i virtuelle møder med mange deltagere. Her hjælper det at logge af VPN-forbindelsen og fortsætte mødet uden, skriver brugeren.

Langsomt internet

Tusindvis af danskere har i coronatiden måtte lægge deres arbejdsproduktivitet i hænderne på deres egen wifi-forbindelse og internetopkobling.

Det har for mange ikke været en videre succes.

"Privat bredbånd var overbelastet."

"Dårlig wifi i hjemmet."

"Ustabil internetforbindelse på hjemmeadressen."

Kommentarer om langsomt og dårligt internet fylder, og det ser ud til, at mange har fået øjnene op for, at deres forbindelse måske ikke helt kan klare det virtuelle arbejde, mens Netflix, mobiltelefoner og computere skal passe resten af husstanden.

"Overbelastning af internet hjemme," pointerer en kortfattet.

"Hastighed på netforbindelsen," pointerer en anden.

Virtuelle møder

Teams, Skype, Zoom og Webex er at dømme ud fra kommentarerne i undersøgelse de mest populære værktøjer til virtuelle kontormøder.

Og ikke alle har haft lige stor succes med løsningerne.

Teknikken har drillet, folk har ikke været hjemmevant i dem, mødekultur har været udfordret og billede og lyd har ikke altid været det bedste, lyder nogle af kommentarerne.

Flere beklager sig over, at det er de andre kolleger, der er problemmet.

Sluk mikrofonen, lyder opråbet fra en håndfuld.

"Jeg har ikke oplevet nogen tekniske problemer. Dog kan man tale om, at der har været støj og knasen på diverse mikrofoner i diverse videomøder. Og flere gange en masse baggrundsstøj fra omverdenen hjemme hos folk," fortæller en.

"Andres lyd til teams-møder har været lidt dårlig," skriver en anden.

Det er især lydkvaliteten, som flere beklager sig over.

"Det forstyrrer mere end vanligt, når nogen afbryder nogen til webmøder, samt hvis de kører højtaler i stedet for head-set - dette giver en markant ringere lydkvalitet og mere støj på linjen," pointerer en, mens en anden brokker sig over forsinkelse:

"Forsinkelse på lyden gør det tæt på umuligt at kommunikere naturligt, hvis der er flere end et par stykker med på mødet."

Endelig peger en anden på, at folk ikke har forstået konceptet omkring lys.

"Når der er kamera på, er der tit modlys, så man ikke kan se webpersonen tydeligt - folk forstår ikke, at de skal have lyset ind forfra...og ikke bagfra."

Ingen problemer

Selvom flere brokker sig over tekniske udfordringer, kollegernes udisciplinerede virtuelle mødekultur og langsomt internet, har de fleste ikke oplevet de store problemer.

En enkel melder om udfordringen med ikke at have fået hæve-sænkebordet med hjem.

Men derudover er meldingen fra langt størstedelen af de over 800 kommentarer, at der faktisk ingen problemer er ved at arbejde hjemmefra.

"Ingen," skriver en respondent ligesom hundredvis af andre.

"Absolut ingen, alt har fungeret," pointerer en anden.

"Det har kørt perfekt," fortsætter en tredje.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er foretaget i et samarbejde mellem Computerworld og Computerworld it-jobbank. Svarerne er blevet indsamlet i perioden 7. til 12. maj. Resultaterne er baseret på i alt 1.083 gennemførte besvarelser, hvor respondenterne angiver at have været i beskæftigelse i perioden.

Læs også