Ferien er slut. Langsomt begynder kolleger og medarbejdere at drysse tilbage efter deres ferie, og der kommer både mere liv på kontoret, men også flere hænder til de arbejdsopgaver, der ligger og venter.
”Så skal der tages fat,” tænker du sikkert. For at være på forkant med de store opgaver, der venter, er du måske endda mødt ind et par dage før ”første arbejdsdag” – eller har siddet søndag og tjekket arbejdsmailen. Du er således helt opdateret og klar til at tage fat.
Men situationen er oftest anderledes for dine medarbejdere.
For at fastholde medarbejdernes motivation efter endt ferie, og for at sikre større arbejdsglæde, er det vigtigt at tage vel imod de medarbejdere og kolleger, der har været på ferie.
Husk på, hvordan du selv havde det på ferien
Når du selv har været væk på en lang ferie, ved du hvor svært det kan være at komme i gang den første tid. Hængekøjen lokker, og dynen er sandsynligvis lidt tungere om morgenen, end den plejer.
Det samme gælder for dine medarbejdere. De har med stor sandsynlighed stadig den ene hjernehalvdel i hængekøjen, mens den anden halvdel energisk prøver at komme i gang med arbejdet.
Medarbejderne skal med andre ord også bruge tid til at komme op i det rigtige gear, og der kan du som leder hjælpe dem. Der kan hurtigt sprede sig en dårlig stemning, hvis medarbejderne føler sig angrebet fra første dag.
Ekspert i arbejdsglæde, Alexander Kjerulf, giver fem gode råd til, hvordan du håndterer, at dine medarbejdere kommer tilbage fra ferie.
5 gode råd
1. Byd dem velkommen
Giv dem en varm velkomst – få dem til at føle, at de har været savnet, og at det er rart, at de er tilbage. Spørg til ferien og del deres begejstring.
2. Giv dem tid
Lad være med at overfalde folk den første dag. Giv dem tid til at lande og komme op i gear igen.
3. Spred ikke din stress til dem
Folk, der kommer tilbage fra ferie, er dejligt afslappede. Nyd det og giv dem lov til det i stedet for at sprede stress til dem.
4. Tilbyd din hjælp
Der kan ligge mange opgaver til en, der kommer hjem fra ferie. Tilbyd at hjælpe.
5. Giv ikke folk skyldfølelse
Det kan være fristende at give folk indtryk af, at det er deres skyld, at afdelingen er kommet bagud, fordi de har været på ferie. Lad være med det. Ferien skal holdes før eller siden, og hvis man holder en rigtig ferie, og giver folk lov til at lande ordentligt igen, har folk så meget mere energi, at man indhenter det tabte og meget mere til.