Jobannoncering

Hvordan får du it-kan­di­da­ter­ne til at vælge netop dit job?

De danske virksomheder oplever flere udfordringer, når det kommer til rekruttering af it-folk. For det er vanskeligt at tiltrække både specialister og regulære udviklere, hvis ikke du formår at sælge din virksomhed som arbejdsplads til de få, der er om buddet.

It-kandidater er eftertragtede

it-jobbank er også opmærksom på de danske virksomheders vanskeligheder med at få fingrene i de rigtige kandidater:

”Under krisen var der et stort udbud af dygtige it-kandidater, men billedet er i den grad ved at vende. De sidste par år er det blevet sværere at rekruttere dygtige it-professionelle, og det betyder også, at der skal arbejdes endnu hårdere i HR-afdelingerne og ikke mindst hos de rekrutterende ledere for at finde de bedste kandidater til jobbet. Rekrutteringsprocessen starter ved stillingsopslaget, og her kan vi sagtens blive endnu bedre,” fortæller Torben Tronborg Beck, der er salgschef hos it-jobbank.

Der er imidlertid flere knapper, du kan skrue på for at gøre jobbet attraktivt for kandidaterne.

Fokus på jobbets indhold

Virksomhederne skal blive bedre til at sælge jobbet og sig selv som arbejdsplads til it-kandidaterne. Flere forhold er relevante i den forbindelse:

”Jeg har set flere eksempler på stillingsopslag, hvor der næsten udelukkende stilles krav til kandidaten, og hvor der ikke står noget om, hvad virksomheden tilbyder. Her tænker jeg ikke kun på lønvilkår og diverse personalegoder, men mindst ligeså meget selve jobbets indhold og virksomhedskulturen. Bliver jeg som kandidat beriget med ny viden, og bliver jeg udfordret og udviklet, fordi jeg skal sidde i et udviklerteam, der bare er fremme på beatet? Eller skal jeg 'bare' sidde og kode dagen lang,” forklarer Torben Tronborg Beck.

Han påpeger også, at mange virksomheder i forvejen gør det godt på mange af disse områder. De skal blot blive bedre til at kommunikere det i deres stillingsopslag.

”Det skal helst være sådan, at når kandidater læser stillingsopslaget, så skal det frembringe billeder af, hvordan det er at arbejde hos virksomheden, og – måske endnu vigtigere – så skal det gerne stemme overens med det, kandidaten møder til en jobsamtale.”

Skil dig ud fra ud mængden

En nylig global undersøgelse blandt 200.000 kandidater viser, at det vigtigste for folk i jobskifte er anerkendelse, men et godt forhold til chefen placerer sig i top 5. Derfor er det også vigtigt for de danske virksomheder at blive bedre til at præsentere, hvem kandidaten kommer til at referere til i det daglige arbejde:

”Det kan gøres på flere måder. Eksempelvis en simpel video filmet med en smartphone, hvor chefen præsenterer sig selv og eventuelt teamet og pladsen, hvor kandidaten skal sidde. Eller også blot ved at give plads til et lille uddrag fra lederen i stillingsopslaget. Alternativt kunne man også udarbejde et stillingsopslag, hvor man skriver det med lederens egne ord eller blot laver et lille twist i stillingsopslaget,” påpeger Torben Tronborg Beck.

”Jeg læste for noget tid siden et gennemsnitligt klassisk engelsk stillingsopslag – ikke noget prangende – men hvor der under ”Qualifications” stod 'You laugh when your boss says something funny'. Disse ord siger så meget om både kulturen og chefen, og det gør bare, at man som kandidat lige stopper op.”

Gør noget ekstra i din rekruttering

Nogle gange skal der lidt ekstra til for at komme i mål med it-rekrutteringen. Derfor har vi sammensat en række tilvalgsprodukter, som du kan købe som supplement til din jobannonce.

Du skal i øvrigt altid være velkommen til at kontakte os til en uforpligtende snak om, hvad og hvordan du kan kommunikere til kandidaterne i din næste jobannonce. Ring på tlf. 70 22 93 00.