Jobannoncering

Sådan finder du de rette it-folk

Lær af andre, der har succes, når du skal finde den for jer bedste it-medarbejder. For det er ikke altid lige let.

For et par år siden skrev Computerworld en artikel på baggrund af et interview med Julie Zhuo, der er chef for Facebooks produkt-design. Her gav hun sine bedste trick til, hvordan hun finder de mest talentfulde medarbejdere til Facebooks design-team.

Trick, der stadig fungerer i dag.

1. Find folkene bag de produkter, du beundrer

Saml dine medarbejdere og lav en liste over alle de produkter og tjenester, som I synes er brugervenlige, smarte eller fængende. Det kan både være fra store og små virksomheder, for det afgørende er imidlertid, at produkterne eller tjenesterne indeholder elementer, som I selv leder efter eller påtænker at udvikle, lyder rådet fra Julie Zhuo.

Derefter skal du ikke være bange for at kontakte de folk, der står bag produkterne og har været med til at udvikle dem. Selvom de ikke er på udkig efter et nyt job, vil de sandsynligvis blive glade for at få ros for deres arbejde.

2. Opbyg relationer med tålmodighed

Opbyg relationer til potentielle kandidater med tålmodighed og forvent ikke, at de kan smide alt, hvad de har i hænderne og takke ja til en ansættelse hos dig med det samme.

Folk, der vælger deres arbejdsplads på baggrund af deres store passion, arbejder ofte på projekter, som de ikke har lyst til at efterlade, uden at have gjort deres arbejde færdigt. De har ofte et ønske om at følge projekterne til dørs og sørge for, at de bliver en succes.

Opbygger du en relation og udviser tålmodighed, forbedrer du dine muligheder for, at kandidaten søger job hos dig næste gang. Og du kan nemmere slå til, når timingen er bedre, mener Facebook-chefen.

3. Gør brug af folks netværk

Gør brug af dine medarbejderes netværk, når du søger nye medarbejdere. Måske kender de den rette til jobbet. Det kan også være en fordel – særligt inden for mindre faggrupper – fordi netværket er tættere.

Det øger din chance for at få fingrene i den bedste kandidat til jobbet.

4. Vurder deres arbejde

Invitér interessante kandidater til en samtale tidligt i ansættelsesprocessen, hvor de præsenterer eksempler på tidligere projekter. Sørg for at gøre opmærksom på, at du også vil se både færdige og tidligere udgaver af samme projekt, så I kan diskutere til- og fravalg i processen. På den måde får du indblik i, hvordan kandidaten griber et projekt an.

Ifølge Julie Zhuo bør projekterne derefter vurderes på baggrund af tre kriterier: Den bagvedliggende idé, brugervenligheden og sans for detaljer.

5. Kig efter problemløsere fremfor uddannelse

Udvælg interessante kandidater på baggrund af deres erfaringer med at identificere problemer og løse dem. Sammenlignet med dét er uddannelsesbaggrunden sekundær, mener Julie Zhuo.

6. Test dem i et team

Lad interessante kandidater stifte bekendtskab med deres fremtidige kolleger, før de bliver ansat, lyder det afsluttende råd fra Julie Zhuo. Det giver dig et indblik i, om kandidaten passer ind i kulturen – og om han eller hun besidder den rette holdånd.

Læs også