Jobannoncering

Sådan hooker du op med de unge it-talenter

De er eftertragtede, og du rammer dem ikke, hvis du gør, som du altid har gjort. Derfor er denne artikel ikke nice-to-know, men need-to-know, hvis du vil stå forrest i køen til de unge it-talenter.

Efter snart 20 år i branchen har vi erfaret, at de unge specialister i it-branchen er allersværest at få i tale. Derfor har vi sat de unge specialister under lup. Vi ved nemlig, at der er forskel på dem, og på hvem du har behov for.

Er det ’fuldblodsspecialisterne’, der motiveres af nuller og ettaller, du vil tiltrække, eller er det ’forretningsspecialisterne’, som forventer at arbejde på tværs af virksomhedens forretningsområder og hierarki, du har brug for?

Forretningsspecialister til digital enterprise technology

Vores oplevelse er, at flere virksomheder søger forretningsspecialister, fordi digital enterprise technology spiller en større og større rolle i virksomhedernes forretningsmodeller. Måske også i din?

Derfor forstår vi, hvis du gerne vil have forretningsspecialisterne i tale til din næste ledige stilling. Specialisterne i 20’erne er nemlig på papiret de perfekte kandidater – i hvert fald dem vi har fået i tale i vores seneste undersøgelse.

De er specialister med en lang videregående uddannelse. De har 3-5 års erfaring og er derfor erfarne uden at være for etablerede, og så forventer de ikke den store løn endnu.

Skriv dig ind i de unges hjerner med jobannoncen

En lang række virksomheder har fået øjnene op for det stigende problem med at tiltrække unge specialister og ved, at det kræver ekstra fokus. Blandt andet i Aarhus, hvor 13 virksomheder har slået pjalterne sammen for at fastholde it-studerende i byen.

Sådan hooker du op med de unge specialister

Men der findes mange måder at hooke op med de unge specialister på. En af de oplagte er gennem jobannoncen. Og hemmeligheden bag en succesfuld jobannonce er at vide, hvad der motiverer de unge talenter, når de søger job. Her er top 5 ifølge vores undersøgelse:

  1. Et godt forhold til kolleger
  2. Fast løn
  3. Udfordrende arbejdsopgaver
  4. En god balance mellem arbejdsliv og privatliv
  5. Mulighed for karriereudvikling

Hold især øje med 1, 3 og 5, når du skriver jobannoncen.

De unge it-talenter motiveres nemlig af et stærkt fagligt fællesskab. Og hvad enten der er tale om ’fuldblodsspecialister’ eller ’forretningsspecialister’, er udfordringerne og det spændende projekt en enorm drivkraft.

For de unge specialister er udviklingsmulighederne i top 5, i modsætning til gennemsnitlige it-profiler, hvor karrieremuligheder ikke engang placerer sig i top 10. Det kan være et udtryk for, at unge specialister er et sted i deres it-karriere, hvor de har ambitioner om at blive mere og andet i forretningen end bare det speciale, de bringer med sig fra studierne.

Husk derfor at præsentere karrieremulighederne i jobannoncen – få evt. en medarbejder til at udtale sig om egen udvikling. Det er så nemt at glemme, når du helt naturligt også fokuserer på, hvad du forventer af de unge kandidater, og hvilke arbejdsopgaver de skal bestride i jobbet.

Der er altså meget at hente, når du rammer plet med din jobannonce – og når du ved, hvad du vil have, der skal læses mellem linjerne.

Læs også