Ledelse

Vil du skabe suc­ces­ful­de MUS?

Der er flere klassiske punkter, der skal være opfyldt i enhver medarbejderudviklingssamtale (MUS). Der er imidlertid en række omstændigheder, der bør præge din tilgang til disciplinen, især over for dine it-medarbejdere.

Selvom MUS er et frivilligt anliggende på private arbejdsplaser, er det alligevel en disciplin, der vinder indpas som led i fastholdelsen af medarbejdere, der ønsker at udvikle sig i jobbet. Men udviklingssamtalen er også situations- og branchebestemt, og der vil altid være omstændigheder, der præger samtalen i den ene eller anden retning.

It-branchen er både flygtig og i vækst, og der nytænkes og udvikles hele tiden i forsøget på at skabe de bedste konkurrencevilkår. Det stiller krav, både til dig som arbejdsgiver, men også til dine medarbejdere, og det skal samtalen gerne afspejle.

Hvad skal samtalen skabe?

Der kan være flere mål med samtalen – at skabe trivsel, motivere medarbejderne eller få feedback på egen performance fra de mennesker, ens beslutninger påvirker.

Over for dine it-folk er det vigtigt, at du skaber et spændingsfelt, hvor du påpeger vigtigheden af, at virksomheden følger med og derfor flytter sig i det teknologiske landskab. Det kræver imidlertid to ting:

  1. At du opfordrer medarbejdere til at tage imod tilbud om efteruddannelse samt nye og opfølgende kurser, og
  2. At du gør disse tilbud gældende over for dine it-medarbejdere.

It-branchen er i bevægelse hele året, og nye løsninger kommer til, og derfor er det vigtigt at skabe mulighed for og opfordre dine medarbejdere til at deltage i de tilbud, der måtte opstå. Så forbedrer de deres kvalifikationer og etablerer sig som en endnu stærkere arbejdsstyrke – i hvert fald for en periode – indtil behovet for videreuddannelse atter opstår.

Hvorfor kan du tillade dig at stille krav?

På dagens it-jobmarked betaler langt de fleste virksomheder en høj pris for at have de dygtigste it-folk, fordi udbuddet langt fra stemmer overens med efterspørgslen.

Ønsker du valuta for pengene, bør du forsøge at få ansvaret til at modsvare det høje lønniveau. Dermed ikke en opfordring til at pålægge byrder, der er urimelige, men en afvejning af ansvar og løn er helt naturlig i klassiske udviklings- og lønforhandlinger. Heldigvis er der ofte sammenfaldende interesser omkring udvikling, og det gør afvejningen mindre vanskelig at gennemføre i praksis.

Hvad kræver det af dig?

Det kan være vanskeligt at skabe en succesfuld MUS, fordi disciplinen kræver oplysninger om både dine medarbejdere og markedet. Der er til gengæld en række forhold, du bør holde dig ajour med for at skabe de bedste forudsætninger for samtalen:

  • Gør dig klart, hvad målet med samtalen er.
  • Sørg for, at du ved, hvilke områder, der er vigtige at have fokus på, hvis I skal følge med markedet – og bring dem hurtigt i spil.
  • Spørg dig selv, hvordan du kan optimere nytteværdien af en kostelig, men værdifuld ressource. Er det eksempelvis vigtigt at have fokus på efteruddannelse, træning eller noget helt tredje?
  • Vær opmærksom på, at der med al sandsynlighed er sammenfaldende interesser, såsom ønsker om at medarbejderen udvikler sig personligt og fagligt.
  • Fokusér også på, at modstridende interesser kan vise sig, men samtalen er et værktøj, hvor du kan lære dine medarbejdere bedre at kende. Det kan være en god idé at opfordre medarbejderen til at indlevere et skema over ønskede emner, så du kan forberede dig på det, der ellers vil være uforudsigeligt.

Ønsker du at gøre dig mere generelt bekendt med MUS, har du mulighed for at orientere dig hos Videncenter For Arbejdsmiljø, der tilbyder kategoriseret viden om den vigtige samtale.

Læs også