Undersøgelser

AI gør arbejdet bedre, men mindsker desværre ikke ar­bejds­pres­set

Medarbejdere oplever højere kvalitet, bedre beslutninger og mindre rutine. Alligevel falder arbejdspresset ikke, og afhængigheden af AI vokser.

Brugen af AI opleves i stigende grad som et arbejdsforbedrende værktøj. Medarbejdere peger på, at teknologien løfter kvaliteten i opgaveløsningen, styrker beslutningsgrundlaget og giver mere læring i hverdagen. Samtidig oplever mange, at tiden som bruges på rutineopgaver falder, og at der frigøres plads til mere komplekse opgaver.

Desværre er det hele ikke kun rosenrødt. For selvom flere vurderer, at produktiviteten stiger, falder arbejdspresset ikke tilsvarende. I praksis bliver den sparede tid ofte fyldt med nye, mere krævende opgaver.

Hvordan påvirker AI dit arbejde?

Andelen af it-professionelle, der er enige i udsagn om AI’s påvirkning af deres arbejde.

Min produktivitet er øget
81%
Bedre kvalitet i mit arbejde
81%
Jeg er blevet mere kreativ
59%
Bruger mindre tid på rutineopgaver
72%
Mere tid til komplekse opgaver
73%
Mindsker arbejdspresset
43%
Bedre beslutningsgrundlag
81%
Øget læring og vidensopbygning
89%
Mere afhængig af AI i mit arbejde
56%

AI skaber allerede mærkbare forandringer i hverdagen: højere kvalitet, mere kode, færre rutineopgaver og hurtigere adgang til viden. Men hvis gevinsterne alene fører til øget arbejdspres, risikerer vi, at den reelle værdi går tabt. Det bekræftes af vores trivselsdata, som i sig selv er en vigtig indikator for udviklingen.

Når AI ændrer arbejdsgange og kompetencekrav, bliver ledelsens rolle mere central end nogensinde. Nøglen ligger i en ledelse, der tør prioritere læring og innovation, som sætter en tydelig retning for, hvordan AI skaber værdi, og som følger op på, at teknologien anvendes klogt – ikke blot til at øge output. Når rammerne er på plads, kan AI både løfte kvaliteten i arbejdet og øge arbejdsglæden.

Det er her, kampen om de dygtigste it-professionelle vindes. For i et marked præget af høj konkurrence og stor mobilitet handler det ikke kun om teknologi – men om, hvordan den opleves og anvendes i praksis.

Torben Tronborg, direktør i Computerworld it-jobbank
Arbejdsliv og karriereudvikling
Vil du læse hele vores rapport om arbejdsliv og karriereudvikling?
Hent rapporten

Læs også