1. Lær at holde pause
Stress er først og fremmest hjernen, der bliver belastet.
Hans-Jørgens første råd handler derfor om at give hjernen ro ved at holde pause.
Det lyder banalt, men i virkeligheden er pausen et meget kraftfuldt - og et meget misforstået - koncept i vores del af verden i dag.
”Vi er naturligt født med en tendens til at holde sådan nogle mikro-pauser, hvor vi lige falder hen, eller ikke lige hører helt, hvad der sker omkring os. Men på den måde, som verden ser ud lige nu, der træner vi os op til at være opmærksomme hele tiden” fortæller Hans-Jørgen.
Vi træner for eksempel vores opmærksomhed gennem den evige strøm af information, vi får fra computeren, telefonen eller indbakken, eller når vi presser os selv til at yde hurtigere og bedre.
Der er altså brug for flere pauser, hvor vi kobler fra. Helt fra.
Pauser hvor vi fokuserer på at nedtone stimuli, lukke tanker ude og bare være til.
”Hvis du kan holde bare 5 minutter af sådan en pause hver time. Hvor du faktisk bare kan sidde stille og ikke tænke på ret meget, så kan du ikke få stress.” forklarer Hans-Jørgen.
Du kan læse mere om, hvordan du holder en rigtig pause her
2. Hvad kunne være godt for mig lige nu?
Et andet godt råd til at holde stress for døren, er ifølge Hans-Jørgen at blive bedre til at fokusere på sig selv.
”Rigtig mange mennesker er ikke vant til at tænke på, hvad der kunne være godt for dem, individuelt. Vi er rigtig gode til at tænke på, hvad der ville være godt for OS, altså kollektivt, men ikke for os selv. Og når vi så spørger os selv ”hvad kunne være godt for mig lige nu?” - så har mange af os alligevel en tendens til at have de andre med i ligningen ved at tænke ”hvad vil de nu synes, hvis jeg gør det?” eller ”vil de nu stadig kunne lide mig?”. Vi har simpelthen glemt den der fornemmelse af os selv.” forklarer Hans-Jørgen.
En måde at blive bedre til at fornemme sig selv, er for eksempel at blive god til at mærke kroppen.
Prøv at registrere hvordan du har det i kroppen i forskellige situationer. Hvad fortæller kroppen dig, at du har brug for?
Er du træt, tørstig eller har du brug for et kram? Hvordan kan du få dit behov opfyldt?
Det er ikke egoistisk at fokusere på sig selv på den måde. Tværtimod vil du måske opleve mere overskud til din omverden, når du passer bedre på dig selv.
3. Bliv god til at stå ved dig selv
I samme boldgade kan du også være opmærksom på, hvordan din evne til at blive i og stå ved dig selv er.
Hans-Jørgen fortæller, at rigtig mange med stress vil opleve at de prøver at undgå konflikter.
Det gør vi for eksempel, ved at prøve at regne ud, hvad andre tænker på forhånd, eller ved at have en tendens til at give efter for andre menneskers ønsker:
”Hvis vi for eksempel har en situation, en dialog, hvor to mennesker har hver sin mening. Det kan være, den ene person siger ”Jeg har lyst til at gå i skoven” og den anden person svarer ”Jeg har mere lyst til at tage til vandet”. Hvis den første person er stresset, så ville denne have en tendens til at sige ”Okay, vi tager til vandet”. Vi undgår konflikt, men så har vi jo samtidig glemt os selv og vores egne behov.” forklarer Hans-Jørgen
Bemærker du, at du er blevet lidt for opmærksom på at behage andre, eller for god til at gå med de andres mening, er det altså værd at stoppe op.
Prøv igen at spørge dig selv, hvad du har lyst til, og bliv god til at formidle det på en assertiv måde.
4. Tag tingene i dit tempo – især hvis du er +40
Hans-Jørgen forklarer, at når vi når omkring de 35 år, så begynder hjernen at geare ned.
Vi er stadigvæk lige så kloge– det går bare langsommere end før, fordi hjernen ikke kan præstere i samme hastighed som tidligere.
”Så hvis man er vant til at køre i et bestemt gear på arbejdet, og så når op omkring de 40-50 år, og pludselig oplever, at det ikke går lige så stærkt, så er det rigtigt. Her er det vigtigt ikke at begynde at kritisere sig selv og tænke ”jamen, det her har jeg jo altid kunnet i det her tempo!”. Det er vigtigt, for når vi kritiserer os selv, er det, at der opstår stress” fortæller Hans-Jørgen.
Humlen er altså at vide, at der ikke er noget galt, hvis du oplever et langsommere tempo hos dig selv, når du runder de 40.
Forsøg i stedet at acceptere at det er sådan, hjernen fungerer og sørg for at skabe rammer for dig selv, hvor du har mere tid til dine opgaver.
5. Opsøg viden om stress
En sidste ting Hans-Jørgen anbefaler i forhold til at forebygge stress, er helt simpelt at opsøge viden om emnet.
Hvis du har mulighed for at få en stresskonsulent ud på arbejdet, eller du har andre tilgængelige ressourcer om emnet, så dyk ned i det!
”Vi kan se ved undersøgelser, at dem der kommer hos os, og får en grundig viden om stress, oplever markant mindre stress - selv fire år efter. Så viden betyder noget, også for at turde gå imod den her trend, der handler om at alt skal gå så stærkt hele tiden” siger Hans-Jørgen.
Hvis du vil vide mere om stress her på siden, kan du læse artiklerne bliv klog på stress – og test dig selv & Svaret er pauser! Men ved du, hvad en pause er?
Hos stresslaege.dk hvor Hans-Jørgen er partner, finder du endnu mere dybdegående viden om stress. Vi anbefaler, at du tager et kig!
Om