It-karriereJobsøgning

Intet job uden erfaring – ingen erfaring uden job

De fleste virksomheder ansætter helst erfarne medarbejdere. Men hvad gør man, hvis man ikke har erfaring og dermed ikke så nemt kan få et job, der kan give det? it-jobbank guider dig til, hvad du kan gøre for at bryde den onde spiral.

Få et relevant studiejob

En god måde at få den fornødne erfaring, og som senere kan resultere i en fastansættelse efter endte studier, kan være at få et studiejob. At få et relevant studiejob er en god måde at prøve sin faglighed af på. Samtidighed er du allerede i gang med at opbygge et vigtigt netværk.

Skab et netværk

Nu kan det være svært at få et studiejob og skabe sig et relevant netværk, hvis du fx allerede er færdig med at studere og muligheden for et studiejob dermed er passeret. Men står du som nyuddannet og arbejdsløs uden erfaring, har du alligevel mange gode muligheder for at skabe et netværk. Netværket giver dig ikke nødvendigvis erfaring, men et stort og godt netværk højner dine jobmuligheder.

Er der noget, du brænder for inden for dit fagområde, så fokuser på det og start der. Opstøv alt, hvad du kan om eventuelle arrangementer, hvor der kunne være mulighed for at komme i kontakt med folk fra branchen – og vær pågående, for ”lykken står den kække bi!”

Frivilligt arbejde

Nu er det ikke alle brancher, hvor det er lige let at gå i gang med frivilligt arbejde, men der er alligevel næsten altid noget. Find ud af, hvad der eksisterer og kom i gang med at undersøge muligheden for at bidrage. Måske kan der den vej opstå en reel jobmulighed, da man som regel gennem frivilligt arbejde kommer i kontakt med mange forskellige mennesker og ofte også folk, der kunne være interesseret i at tilbyde dig et job. Du har gennem din frivillige indsats allerede udvist engagement og dedikation. To vigtige egenskaber i enhver stilling.

Al slags frivilligt arbejde er at foretrække frem for arbejdsløshed. At være engageret i noget holder dig i gang og plejer – meget vigtigt – din ekstroverte side, som er essentiel at være i kontakt med i jobsøgningsprocessen.

Husk – det ser altså meget bedre ud, at du i det mindste har foretaget dig et eller andet i din tid som arbejdsløs, fremfor blot at have tilbragt al tiden tilbagelænet på sofaen i selskab med alle afsnit af Star Trek.

Bliv selvstændig

Findes der ikke umiddelbart frivilligt arbejde at tage inden for dit fagområde, men du mener at kunne se et behov, så start selv. Det kan være din chance for at teste dig selv og kunne også være en mulighed for at skabe grundlaget for en selvstændig virksomhed.

De mest succesfulde virksomheder udspringer netop af et reelt behov og en mangel på noget, som endnu ikke er der, eller noget som alle har, men som du kan se en optimering af. Måske er du den eneste, der netop har set lyset.

I Danmark er der gode vilkår for folk, der har en god idé, som de gerne vil prøve af. Har du fx en idé til en opfindelse, kan du ganske gratis få hjælp fra eksperter og forskere hos Teknologisk Institut til at udvikle prototyper, forretningsmodeller og få patentrådgivning.

Selvstændig freelancer

Som selvstændig med et CVR-nr. har du muligheden for at tilbyde dig selv som freelancer til forskellige kunder inden for din branche. Det er en nem og uforpligtende måde for virksomheder at teste dine kvaliteter af på.

Freelancearbejdet giver dig samtidig reel arbejdserfaring og kan derfor være din indgangsbillet til en fastansættelse. Det kunne jo være, at livet som selvstændig freelancer faktisk viser sig at passe dig så godt, at du over tid måske ikke engang er interesseret i en fastansættelse længere, men hellere vil fortsætte med selv at kunne bestemme arbejdsopgaverne og -tiderne.

Er du på dagpenge og vil være selvstændig, skal du blot være opmærksom på, at a-kasserne har strenge regler for selvstændig virksomhed sideløbende med dagpenge. Får du det clearet med a-kassen at kunne køre selvstændig virksomhed som dét, der hedder ”selvstændig bibeskæftigelse”, kan du faktisk godt være på dagpenge samtidig med, at du forsøger dig med egen virksomhed. Timerne, du bruger i virksomheden, modregnes blot din dagpengesats. Det giver dig et forsørgelsesgrundlag, mens du tester din idé af.

Konsulter din a-kasse, inden du kaster dig ud i et grandiost forretningseventyr.

Job bedre end arbejdsløshed

Ophører dagpengene snart, og har du ikke mod på et liv som selvstændig, og frivilligt arbejde ikke er en mulighed, så er det måske på tide at se dig om efter et arbejde uden for dit fagområde. Mens du arbejder, kan du så fortsætte din jobsøgning.

Igen – et hvilket som helst job ser bedre ud på CV’et end 1.000 timers Star Trekking. Pointen er, at du altid lærer noget af et arbejde, uanset niveau og indhold – erfaringer, der kan tilføjes dit CV og give dig drømmejobbet.