It-karriereJobsøgning

Er der brug for dig?

Danmarks største it-medie – og vores samarbejdspartner – Computerworld har hevet fat i nogle af de vigtigste aktører på it-markedet og bedt dem svare på, hvordan vi bør forholde os til den manglende it-arbejdskraft i Danmark. Og hvordan vi kan løse udfordringen. Og ja, der er brug for dig!

Computerworld har spurgt PROSA, der er det eneste fagforbund udelukkende for it-professionelle, og IT-Branchen, der er en interesseorganisation for både store og små it- og televirksomheder i Danmark:

I hvilken grad mangler vi it-arbejdskraft? Og hvad er løsningen?

PROSA: Vi bør kaste et alvorligt blik på vores uddannelser

For PROSA handler det om at se vores it-uddannelser, men også virksomhedernes tilbud om efteruddannelse, efter i sømmene.

Ifølge Niels Bertelsen, formand for PROSA, er der i øjeblikket et helt særligt ”gap” på it-jobmarkedet:

”Virksomheder mangler it-arbejdskraft. Den ledige it-arbejdskraft mangler virksomheder. Der er i alt for mange tilfælde mangel på match. Ikke mangel på match i volumen, men på indhold,” udtaler han til Computerworld.

Og dét gap stammer fra et mismatch på de danske it-uddannelser, hvor der hvert år er mange nyuddannede, men forsyningskæden indeholder desværre ikke de rette kompetencer. Universiteterne er dog en af de institutioner, der har taget budskabet fra branchen til sig, og de går nu i højere grad op i at uddanne efter den reelle efterspørgsel.

Et andet problem er, at it-virksomhederne halter gevaldigt i deres efteruddannelse af deres nuværende it-medarbejdere. Ifølge en undersøgelse fra PROSA har omtrent 50 % af 3.000 respondenter haft nul efteruddannelsesdage det seneste år. Det kan vi gøre bedre, men i praksis handler det i virkeligheden om, at der er intens konkurrence på it-markedet, hvor forventningerne til det leverede er ekstremt høje: Alt skal faktureres, og intet må gå til spilde – og dét mindsker tid til og mulighed for udvikling hos medarbejderne.

PROSA selv forsøger at imødegå problematikkerne og har derfor indgået et samarbejde med DI ITEK og en række AC-organisationer, der har resulteret i en række match-arrangementer, hvis formål er at løse de udfordringer, der er på it-jobmarkedet. Deres håb er at besætte de mange ledige it-job med ledige it-specialister.

IT-Branchen: Forkert fokus kan sende it-job til udlandet

Hos IT-Branchen lægges der mere vægt på forklaringen om, at mediernes fokus på de gode historier om de smarte ”rig-i-en-fart-apps” er synderen, der leder de studerende og nyuddannede i den forkerte retning, hvor det, der fungerer, er spiludvikling og programmering – og intet andet. Selvom det i reglen er de tunge it-kompetencer, branchen efterspørger.

Branchen ved det, men det gør de nye it-uddannede ikke, og de forledes til at tro, at simple apps kan indbringe millioner. Det udtaler Brit Kannegaard Johannessen, der er HR-direktør i NNIT og formand for IT-Branchens Udvalg for Uddannelse til Computerworld.

I stedet for at fokusere alene på app- og spiludvikling, der også er reelle kompetencer, bør der lige så meget fokuseres på it-arkitektur, SAP, .NET og tung projektledelse, mener Brit Kannegaard Johannessen. De mere traditionelle it-kompetencer vinder altså over de nye trends inden for spiludvikling, for dét kan ikke gøre det alene.

Vender tendensen ikke snart, kan det betyde, at virksomhederne begynder at finde den relevante tunge arbejdskraft i udlandet – og det sker allerede, da international rekruttering er et legitimt værktøj for HR-cheferne, når der opstår flaskehalsproblemer på specifikke fagområder.

Ifølge IT-Branchen handler det om at gøre opmærksom på, hvad it kan bidrage med i hele forsyningskæden af uddannelser – fra folkeskolen til universiteterne. Og en stor sejr er allerede i hus, da informatik, et nyt it-fag, er blevet obligatorisk i gymnasiet.

Dét kommer til at være afgørende for dansk økonomi og vækst, at vi også her i landet besidder den rette it-kapital, der, ifølge analyser offentliggjort af Dansk Erhverv, er den eneste faktor, der har øget produktiviteten i Danmark gennem de seneste 45 år – uden undtagelse.

it-jobbank: Danmarks førende karrieresite for it-folk

it-jobbank er Danmarks førende karrieresite for it-folk på alle parametre, og vi arbejder hver dag med at sætte virksomheder i direkte kontakt med de bedste it-folk og har siden 1999 hjulpet med at besætte mere end 100.000 stillinger.

Har du verdens bedste it-job? Hvis ikke, så upload dit CV her. Du kan også oprette en Jobagent, der hver dag holder øje med job, der er relevante for din profil.

Læs også