Øvrige

Hurtigt overblik: Top 10 tendenser i 2016

Uanset om du er nyuddannet eller garvet it-specialist, er der flere tendenser, der kan være gavnlige at sætte sig ind i, hvis du vil have succes med din jobsøgning.

Det kan være svært at forudsige fremtiden, men det har den prisvindende skribent Jack Wallen alligevel forsøgt. Jack Wallen skriver bl.a. for TechRepublic og Linux.com.

1. Efterspørgsel på netværks- og dataanalytikere

Det bør ikke komme som nogen overraskelse, at netværks- og dataanalytikere er efterspurgte, da netværkssystemer og dataanalyser efterhånden er enhver it-virksomheds grundpille. Det bliver også mere og mere afgørende for virksomheden, fordi der er en fortsat vækst i antallet af streaming-tjenester, Internet of Things og Big Data. Enhver specialist inden for disse områder vil være en betydningsfuld ressource for virksomheden.

2. Internet of Everything

Da Internet of Things kom frem, blev det mødt med hånlig latter og trækken på skuldrene – mest fordi ingen vidste, hvad det var. Det ved vi nu. Og vi kender dets betydning for den teknologiske udvikling. I det kommende år vil Internet of Things eksplodere med endnu flere teknologiske løsninger med løftet om at gøre flere dele af vores liv smartere. Med det i tankerne bør enhver, der vil udvide CV’et, holde øje med Internet of Things.

3. Større brug af freelancere

Virksomheder søger stadig efter måder at omkostningsminimere på. Derfor vil vi sandsynligvis se en stor stigning i antallet af freelancere inden for alt fra udvikling og design til dataanalyse – næsten ethvert område, der ikke kræver en fysisk tilstedeværelse på arbejdspladsen. Og hvad betyder det så for jobsøgende? Der er færre fordele, mindre jobsikkerhed, men en hel del mere frihed.

4. Sociale medier 1.0 forsvinder

Facebook og Twitter som vi kender dem i dag, vil forandre sig. Flere eksperter hævder, at Facebook har ”revet det sociale ud af sociale medier” og gjort det vanskeligt for virksomheder at markedsføre deres produkter. Inden for it, og jobmarkedet generelt, er det ikke nødvendigvis en dårlig ting. Mens sociale netværk forsøger at genfinde sig selv, er virksomhederne på udkig efter nye måder at bringe forbrugere og virksomheder sammen på. Derfor bør du begynde at samle dine bedste idéer nu og samtidig overveje koncepter til apps eller tjenester, der kan være med til at skabe sociale medier 2.0.

5. Første generation af ”mobile only”-brugere

Vi vil opleve, at en hel generation af brugere helt fravælger stationære og bærbare computere. De vil i stedet interagere (og arbejde) udelukkende fra mobile devices. Det betyder en række ting: De steder du opholder dig skal være ”mobile friendly”. Du bliver nødt til at have det ligeså godt med din mobil som med din computer. Det er vigtigt, at du altid kan komme på et trådløst netværk – og er sikret den forbindelse. Uden en solid forståelse for den mobile teknologi, kan du blive sat langt bagefter i 2016.

6. Multimedier vil drive teknologi

Vi vil se et skift, hvor multimedier bliver det, der primært driver teknologien – altså, sammensætningen af tekst, lyd og levende billeder. Det er derfor også folks primære kilde til underholdning, og da streaming-tjenester vil blive ved med at vokse, vil behovet for stabile netværkssystemer, sikkerhed, pålidelighed og redundans samtidig stige. Det betyder, at dygtige udviklere er eftertragtede, da der bliver øget behov for at etablere velfungerende komprimeringsværktøjer, afspillere til streaming og apps til datasikring.

7. Mobile betalingssystemer øger værdien af sikkerhedsspecialister

Den fortsatte stigning i Apple Pay og Android Pay – og herhjemme MobilePay og Swipp – opjusterer behovet for, at virksomheder yderligere forbedrer netværkssikkerheden. Nu hvor flere virksomheder accepterer mobilbetalinger, vil de være på udkig efter specialister på området. Hvis du er i tvivl om, hvad du bør fokusere på, kan dette være din adgangsbillet til jobmarkedet.

8. Mere politisk cyber-krig

Antallet af politiske cyber-krige vil stige i det kommende år, og konsekvenserne er vidtrækkende. Kompetencer inden for både sikkerhed, backup og redundans [der alle øger pålideligheden af et system] vil blive eftertragtede af frygt for at blive angrebet og hacket. Og det gælder ikke kun de offentlige institutioner, men også virksomhederne, der må være opmærksomme på, at data er en værdifuld, men også følsom ressource, der kan blive sat på spil.

9. "Big Data" bliver "Bigger Data"

Og det øger behovet for kandidater med baggrund inden for bearbejdning af massive databaser og datamængder. Hvis du tror, at big data er stort nu, så vil du bare opleve, at det bliver endnu større i år, hvor det vil udvides til alle tænkelige enheder og services. Men Big Data kræver specialiserede it-folk, der formår at styre de massive databaser. Hvis du ønsker at lande et af de mere krævende job, der giver et enormt afkast, bør du altså tænke større end stort.

10. Desperation efter kreativitet og innovation

Potentielle medarbejdere skal begynde at tænke kreativt og innovativt, da virksomhederne er desperate efter at tiltrække flere kunder. Takket være den aftagende effekt af sociale medier 1.0, søger virksomhederne efter den nye, gode forretningsidé. Virksomhederne bliver nødt til at begynde at tænke kreativt, hvis de ønsker at tiltrække nye kunder (især dem af den nyere generation). Det kræver nye idéer, nyere og mere forbundne apps og personale, der er klar til at fokusere på en mere kreativ udvikling og evolution.

Læs også