JobsøgningOpsigelse

Hold gejsten som job­sø­gen­de

For mange er tanken om lediggang aldeles afskrækkende og for nogle mennesker ender arbejdsløsheden som et sort hul. Læs en række råd til, hvordan du kan undgå faldgruberne.

"Noget af det værste ved at være ledig er, at man bliver isoleret. Man er vant til at komme ud og møde kolleger og andre hver dag, og pludselig sidder man derhjemme. It-folk har det med at sidde og nørde lidt, og pludselig kan man blive meget ensom uden at opdage det."

Ordene er Ingerlise Klingenbergs. Hun er administrativ it-medarbejder men har været uden job de sidste tre og et halvt år. Dermed kender hun til de udfordringer, der opstår, når man går fra en hverdag blandt kolleger til en hverdag uden for arbejdsfællesskabet.

"Jeg har været så heldig at have en forankring i Prosa, hvor mit arbejde i blandt andet bestyrelse og underudvalg har været omdrejningspunktet for overhovedet at komme ud og se andre. Ellers ville jeg være gået fuldstændig ned," siger hun.

I øjeblikket arbejder hun med at få et ledighedsnetværk op at køre i Aarhus.

Ondt i maven

Ledige står ofte over for en lang række udfordringer. En undersøgelse fra januar 2012 foretaget af Analyse Danmark for Ugebrevet A4 viste, at 63 procent af 400 adspurgte ledige havde følt sig stressede inden for den seneste måned. Symptomerne var især indre uro og søvnløshed.

"Uvisheden om, hvor man skal hen, og hvad fremtiden bringer, er nok til at give en mavepine til daglig," som Ingerlise Klingenberg udtrykker det.

Stresskonsulent Karina Weidner er tilknyttet Ingeniørernes A-kasse, hvor hun guider ledige medlemmer gennem stresspåvirkninger via workshops om stress og mindfulness samt individuel coaching.

Hun har omkring 4-5 personlige samtaler om ugen. Her forsøger hun først og fremmest at klarlægge, hvad det er, som holder folk vågne om natten. Ofte er det for eksempel den økonomiske omvæltning, som er hård. For mange er det også et spørgsmål om at få styr på identiteten og selvværdet.

"Med en lang karriere eller mange års uddannelse bag dig, har du en vis identitet parkeret i dit job og/eller titel, og det skal vi arbejde lidt med. Du er jo stadigvæk dig, selvom du ikke længere arbejder 48 timer om ugen. Der er folk, som holder op med at gå til familiesammenkomster og sociale arrangementer, fordi de ikke vil svare på spørgsmålet: Hvad laver du så?" fortæller hun.

Kontroltab

Symptomerne ved ledighedsstress er i høj grad de samme, som man kender fra "almindelig" arbejdsstress, forklarer Karina Weidner.

"Stress handler overordnet om, hvorvidt du har kontrol og indflydelse på dit liv. Som ledig har du ligeså lidt kontrol, som hvis du står på en flaskefabrik og ikke kan nå knappen, der stopper båndet. Du kan have indflydelse på dine ansøgninger, men alt er stadig op til en potentiel arbejdsgiver."

Sidste år udkom bogen "Ledig uden stress", skrevet af stressrådgiveren Helle Alsted. Her opdeler hun ledighedsstressen i de to kategorier: jobsøgningsstress og understress.

Jobsøgningsstressen opstår, fordi man fokuserer på alle kravene fra systemet, omgivelserne og en selv. For mange er det også en helt ny situation at skulle ”sælge” sig selv.

Understress opstår derimod på grund af understimulering. Manglen på et job gør, at man ikke får anvendt ens ressourcer eller kompetencer tilfredsstillende.

Selvaktivering

Den 46-årige netværksadministrator og projektleder Michael Harly har været ledig siden januar 2010. Han er ligesom Ingerlise Klingenberg aktiv i Prosa, hvor han arrangerer aktiviteter i et karrierenetværk for ledige i København.

Det er hans måde at ”aktivere sig selv” og få trænet sine kompetencer indtil jobbet kommer. Eksempelvis var han efter et kursus i projektledelse ankermand på hjemmesideprojektet Ledige uddeler Smiley, hvor jobcentre og andre aktører får smileys. Projektet blev brugt som en øvelse i projektledelse og CMS-systemet Drupal.

Han og Ingerlise Klingenberg ser begge netværk og kontakt med ligesindede som et afgørende råd til ledige.

"Når man mødes, opstår der nogle synergier, som gør, at man får fundet de kompetencer og den energi, man har brug for til at gå ud og søge. Når man sidder hjemme bliver man trist, indadvendt og lukket. Og det spejler sig ofte i ansøgningerne, at de mangler energi," siger Ingerlise Klingenberg.

Se dig selv som en virksomhed

Karina Weidner opfordrer især it-folk og ingeniører til at bruge nogle af de evner, som de udnytter i deres job.

"It-folk og ingeniører er ofte gode til at fordybe sig. De skal have øje på de helt små detaljer i deres arbejde, så de er gode til systemisk tænkning og rationalisering. Den ressource vil jeg råde dem til at bruge, hvis de bliver ledige og kan mærke, at det begynder at gøre lidt ondt. Planlæg dine dage og lav en evaluering af ugens indsats hver fredag."

Michael Harly har via iværksætterkurser fundet en metode, der virker godt for ham. Den går ud på at se sig selv som en enkeltmandsvirksomhed og bruge de samme værktøjer fra en virksomhedsopstart på sig selv.

"For eksempel SWOT-analysen, der ser på svagheder og styrker. Produktet, du skal sælge, er din viden. Det får du løn for, hvilket så er indkomst til virksomheden. Jeg har fået meget ud af at se mig selv på den måde."

5 gode råd hvis du er blevet ledig:

  1. Prøv at give lidt slip på arbejdsidentiteten og find værdier i dit liv uden for arbejdsregiet. Kom på banen som det menneske, du er. Det gælder om at finde en positiv identitet som ledig. Du får en fantastisk mulighed for at lære dig selv at kende og kunne trække på andre kanaler end arbejdsidentiteten. Det kan også lette din jobsøgning.
  2. Lad være med at isolere dig socialt. Gå til alt hvad du kan af sociale arrangementer. Kom ud!
  3. Få lavet et helle, hvor du ikke tænker job og har de negative vanetanker kørende. Det kan være noget så simpelt som at sørge for ikke at skrive jobansøgninger ved spisebordet eller i dobbeltsengen, men inde på et kontor til formålet. På den måde syltes jobsøgningen ikke ind i dit private hjem, hvor du ellers skal have helle og lade op.
  4. Lav et skema med alle hverdagene. Sæt faste tider af til jobsøgning og læg også masser af andre ting ind. For eksempel hvis du har en hobby.
  5. Sørg for at få motion. Du skal ud og få cirkuleret tankerne. Og så nyd den ledighed! Det skal nok gå alt sammen. Bare du giver slip på det, så kommer jobbet til dig.

Kilde: Karina Weidner

Læs også